Gå til hoved-indhold
Tur
Lettelse og koncentration i Limfjorden. Foto: Benedicte Riis
Tur

Malene og Lasse fra Holbæk køber 30 ton skonnert i ferrocement - de vil bo i båden

Malene Wilken, der blandt andet skriver for Minbaad.dk, har købt en tomastet skonnert på 16 meter sammen med sin mand, marinemekanikeren Lasse Jarl. Planen er at de skal bo på skonnerten. De brugte Pinsen på at sejle i Vesterhavet, Limfjorden og Kattegat fra Hvide Sande til Holbæk.

Af Malene Wilken |

Skibet er ladet med store forventninger, da vi stævner ud ad indkørslen. Med ombord i bilen er min mand, som jeg har været på langfart med i lidt over to år dengang vores børn var små, vores venner Benedicte og Edison.

De er begge erfarne langturssejlere og min mor på 81, der på trods af et tiltagene gangbesvær har  insisteret på at køre med os tværs over Danmark for at sikre sig at vi kommer godt afsted, og køre bilen tilbage til Holbæk hvor vi bor.

Det er sjovt sådan at tage på tur for at sejle sit nye hjem hjem. Humøret er højt allerede inden vi kører omkring det første hjørne væk fra den stille villavej hvor vi bor.

Ud ad bagruden ville man, hvis den ikke havde været proppet med tasker, trøjer og proviant have kunnet se den mørkegrønne hæk der trænger til at blive klippet og det lidt for lange græs, der omkranser Til Salg skiltet, der står ved siden af de mange skraldespande, der hører til en helt almindelig husholdning i vores dage.

Undervejs laver vi et pitstop i Nyborg, hvor vi mødes med vores søn, der læser til sømand i Svendborg. Det er så heldigt, at vi har nogle ting han skal bruge, så en af de gode oplevelser på turen bliver at give ham et kram vi kører videre. Besætningen til vores lille togt havde været endnu mere perfekt, hvis han og vores datter havde været med ombord.

De ville gerne have været med, men han skulle på arbejde og hun var på togt med søspejderne denne her weekend, hvor vejret og kalenderen passede sammen. Der er mange ting der skal gå op i en højere enhed når man sådan tager på tur.

240 sømil fra Hvide Sande til Holbæk

For at tilbagelægge de 240 sømil, havde vi regnet os frem til at vi gerne skulle have et vejrvindue på tre dage, og selvom der ikke er så langt fra kyst til kyst i Danmark, vil vi helst kunne tage turen i et stræk.

De 3,5 timer i bilen går hurtigere end forventet, og med store smil på læberne går vi ombord, og indretter os mens vi taler om bådens mange muligheder og kommende togter. Det er hyggeligt at være på vandet, og selvom båden ikke bevæger sig meget, nyder vi at have vand under fødderne igen.

Benedicte og Edison har det til hverdag, for de bor på det gode skib Tante Andante, der lige nu ligger i København, men Lasse og jeg har været bådløse i lidt over et år, og længes efter at mærke bølgernes brusen om boven igen.

Turens første behagelige overraskelse kommer om aftenen, da Lasse finder ud af at vores gode ven Frank fra sejlklubben hjemme i Hørby, ligger i Hvide Sande havn med sin nye båd Cheruska 2, som han er ved at sejle hjem. Den må vi over at kigge på. Han er heldigvis hjemme, da vi banker på dørken, og vi får os en hyggelig sludder i den fine gamle træbåd.

Klokken er 9.26 da vi kaster fortøjningerne lørdag morgen. Vores plan var egentlig at vi ville være sejlet gennem slusen, når den efter planen skulle være åbnet kl. 9.30, men på grund af cykelløbet Fjorden Rundt, er slusen lukket til klokken 12. Derfor nøjes vi med at sejle hen til slusen og lægge til der mens cyklister og andre trafikanter kører over broen.

Ventetiden bliver fordrevet med at lave og spise morgenmad. Vi tager afsked med min mor, der begynder den lange tur hjem ad landevejen, og får Frank ombord, der først har planer om at sejle videre nogle dage senere.

Formiddagen forsvinder, og før vi ved af det, skal vi til at sejle ud ad slusen, og hen til den kaj hvor vi har aftalt at mødes med havnefogeden.

Riggen er ikke helt færdig på den 16 meter lange skonnert, så vi bliver nødt til at sejle hjem for motor. Dieselen er ligesom alt andet blevet dyrere.

For nogle uger siden blev vi varslet at den kostede 20 kr. pr. liter, der skulle vi have slået til, for prisen denne morgen var nået op på svimlende 25 kr. pr. liter. Hvis der havde været mangel på brændstof, ville det være lettere at forstå hvorfor prisen er blevet så høj.

Vi tænker tilbage på sidste sommer, hvor vi syntes det var mange penge vi tankede for inden vi sejlede på sommerferie, der kostede dieselen 10 kr. literen.

Pudsigt nok har vi vænnet os til at priserne er steget voldsomt, så meget, at vi næsten ikke blev forbavsede, da den unge pige hos bageren nogle timer tidligere bekræftede os i at et stykke wienerbrød i dag koster svimlende 25 kr. (dengang jeg var ung kunne man købe samme stykke for 6 kr. hos den bager jeg arbejde i).

Havnefogeden har spændt en trailer bag bilen og er kørt ud på kajen for at mødes med os. Han er flink, og vi får en hyggelig sludder inden turen går ud i Vesterhavet. Selvom hele besætningen består af erfarne sejlere, Benedicte og Edison har blandt andet krydset Atlanten nogle gange, sejlet en del i Brasilien hvor han er født, har ingen af os erfaring med Vesterhavet, og vi har alle fire stor respekt for det vand der venter os.

Nogle lokale sejlere har anbefalet os at sejle derfra i vindstille eller østenvind. Det er ret sjældent man har det på disse her kanter, men da vi kommer ud på havet, kan vi forstå anbefalingen.

I dagene før vi stævnede ud havde der blæst en god kraftig vestenvind i området. Den var heldigvis blevet afløst af en let brise fra Nordvest, så den 30 tons tunge skonnert sejlede stødt og roligt op og ned ad de meterhøje dønninger.

Desværre skulle vi sejle så dønningerne kom ind fra siden for at holde kursen, så vi fik os nogle gode vippeture fra side til side mens vi sejlede op langs den smukke jyske vestkyst.

Selvom vi havde gjort båden sejlklar inden afgang, var vi ikke nået langt før vi blev nødt til at gå ned om læ og surre de ting der havde stået stabilt mens båden lå i havn, men nu dinglede rundt, fast.

Vandvarmer, oliefyr, ovn, fjernsyn og døren til en af kahytterne dinglede lystigt fra side til side i de høje dønninger. Vippeture er sjove, men ikke når inventaret bliver kastet rundt i kahytten, så det var dejligt at få ro på båden.

Kærlig kamp om pladsen
Som så ofte før når vi har sejlet, var der en kærlig kamp om pladsen bag roret. Edison elsker som jeg at indtage den plads, hvor ens vigtigste opgave er at holde øje med omgivelserne og kursen, og man bliver serviceret med alt hvad man kunne tænke sig af vådt og tørt. Det gav Lasse tid til at kontrollere, at mekanikken ombord fungerede som den skulle, og langsomt begynde at finde ud af hvordan det hele virkede.

Der er nok at sætte sig ind i, og selvom dem vi købte båden af, var søde og omhyggelige, var der meget af det de havde fortalt som vi allerede havde glemt.

Roen indfandt sig på skuden, smilene var store og øjnene strålede. Mens vi sejlede, kunne vi nyde den helt særlige luksus det er at spise leverpostej- og ostemadder, der bare smager fantastisk når man får dem på en god lang sejltur.

De lange sandstrande langs vestkysten fik tankerne tilbage til strandene vi hver især havde sejlet forbi langs Portugals og Brasiliens kyster, og der blev udvekslet sejlererfaringer i cockpittet mens skonnerten sejlede nordover.

Husk at holde øje

”Røstjernene til agterstagene har brug for at blive fikseret, så de ikke knækker på et tidspunkt” sagde Edison, der med sin lange erfaring med at sejle forskellige både, naturligt havde observeret hvad der potentielt kunne udvikle sig til en farlig situation.

De to mænd gik ud på agterdækket, og fik i løbet af kort tid fikseret dem med nogle træstykker, der lå i lastrummet. Vi sendte endnu en kærlig tanke til dem vi havde købt båden af, som havde været søde at efterlade en masse praktiske bådting ombord.

Det betaler sig at holde øje, og jævnligt kontrollere, om alt ombord er som det skal være. De mange år til søs, har givet os en indgroet vane og et øje for at undersøge om noget har vrikket sig løs, der kan udvikle sig til noget der i værste fald kan blive farligt.

Sikkerheden er vigtig ombord, og derfor havde Lasse inden afgang kontrolleret at ankeret fungerede som det skulle. Det virkede måske mærkeligt på de forbipasserende, at vi kastede anker i havnen med trosserne på, men skulle uheldet være ude, og vi var nødt til at få standset båden, var det godt at vide, at det også fungerede som det skulle. Og det gjorde det, fandt vi ud af, da vi nogle timer senere gjorde holdt for natten.

Endelig i Limfjorden

Benedicte var den eneste af os der havde sejlet i Limfjorden, og havde glædet sig til at komme tilbage hertil. Lasse og jeg ville have været her for nogle år siden, men der var vinden uenig med vores planer, så den sommer sejlede vi østpå i stedet for.

Der var høje forventninger til netop denne del af turen, og vi blev hurtigt bekræftede i at her skulle vi tilbage og sejle noget mere, så snart lejligheden bød sig.

Vi var blevet advaret om indsejlingen til Thyborøn, og var glade for at det var vindstille da vi nærmede os. Her havde det ikke været sjovt at gå ind i en kraftig vestenvind.

Lidt inde i fjorden kastede vi anker. Ingen af os havde lyst til at sejle gennem det smukke landskab uden at kunne nyde det, og vi nærmede os den første af de fire broer der skulle åbnes for at vi kunne komme igennem.

Mad i Limfjorden

Det havde kunnet lade sig gøre, men ville ikke have været en fornøjelse at lave mad mens vi sejlede på Vesterhavet, derfor var det først et lille stykke inde i Limfjorden vi begyndte på at forberede aftensmaden. Hjemmefra havde vi lavet en menu der bestod af mad der kunne tilberedes i en gryde og spises i en skål.

Man ved aldrig helt hvilket vejr der venter, for selvom det ser fornuftigt ud, kan det ændre sig mens man er ude, og så er det godt at have gjort det så nemt for en selv som muligt. Ikke lang tid efter ankeret havde fået fat, blev der serveret en god sammenkogt gryderet i dækshuset.

Der kunne vi nemt have siddet hele aftenen, men vi var blevet enige om at tage tidligt afsted næste morgen, og udnytte at broen allerede åbnede kl. 5.45.

Besætningen kom op kl. 5, og ankeret gjorde det samme 5.30. Det kan godt være vi alle sammen var garvede sejlere, men noget kaffe skulle der indenbords før vi var klar til dagens etape. De høje forventninger til turen gennem Limfjorden blev indfriet.

Flere gange hørtes bemærkninger som ”hvor er her dog smukt her i vores del af verden” mens den generelle verdenssituation blev vendt på flere sprog med forskellige kulturelle baggrunde.

Tid til at tale på lange ture

En af de dejlige ting ved at være ude på lidt længere ture er, at man har tid til at tale sammen, og som en sejlerveninde så rigtigt udtrykte det tænke tankerne til ende.

Ud over det smukke landskab og de gode selskab, nød vi nogle af de lækkerier vi havde med hjemme fra om dem vi havde købt på et af Røgerierne i Hvide Sande.

Når man sejler langt, flyder tiden ud og man kommer nemt til at spise på helt andre tidspunkter end man plejer på land. Denne her tur var ingen undtagelse. Vores ’før morgenmad’ bestod af kiks og kaffe indtil sulten efter de hjemmebagte boller meldte sig.

Ud på eftermiddagen stod den på røget laks og fiskefrikadeller, indtaget i de skønneste omgivelser med høj sol over masten. Så bliver det altså bare ikke meget bedre!

Tungen blev holdt lige i munden, og der var stor koncentration under de smalle broer og gennem de mange render.

Det var tydeligt at se hvor lidt vand der var udenfor renderne, og vi havde lovet os selv at lade være med at gå på grund på denne her tur. Med en mindre sejlbåd ville vi nemt kunne være kommet fri igen.

Den øvelse har de fleste langturssejlere lært at lave på et tidspunkt. Men uden sejl i en langt større og tungere båd, vidste ingen af os hvordan vi skulle komme fri af grunden, hvis vi skulle være så uheldige at sidde fast.

På et tidspunkt ringede Benedictes lillebror der bor på Djursland, og fortalte at kongeskibet var på vej fra Hals til Aalborg.

Det havde han set på sin AIS plotter. Vi var heldige at få et glimt af det, mens vi sejlede gennem Aalborg og kiggede på de mange forskellige bygninger langs havnefronten.

På Tante Andante er der tradition for at man kan få pandekager uanset vejret. På vores båd er det mest når det regner eller nogen har fødselsdag, at der bliver disket op med den delikatesse.

Der var ikke udsigt til regnvejr på denne her tur, så vi havde ladet panden blive hjemme, men det stoppede ikke Benedicte, der i løbet af kort tid fik skuden til at dufte dejligt.

Stor forskel på priserne

Mens vi sejlede, holdt vi løbende øje med vejrudsigten og blev enige om at den var god nok til at vi kunne sejle videre mod Holbæk med det samme. Noget af det dejlige ved at sejle er at man kan ændre planer undervejs, hvis det passer en.

Et af vilkårene er vejret, der har ret så stor indflydelse på om og hvor man sejler hen. Vi benyttede os af at vejrudsigten lovede en rolig sejlads i Kattegat, og nøjedes med at gøre et kort holdt i Hals for at få tanket lidt mere diesel på.

Lasse var kommet i tvivl om vi havde nok ombord, og uden sejl ville vi være på den, hvis vi pludselig løb tør. Brændstofmåleren viste hvor meget der var på i procent, men vi kunne ikke huske hvor meget de rummede når de var fulde.

Derfor fik han gang i skolelærdommen, målte højde, bredde og længde på tankene, og sendte undervejs en kærlig tanke til vores yngste datter, der inden vi kørte hjemmefra spurgte, om ikke det var en ide at tage sættet med lineal, passer og trekant med. Det var det.

Beregningerne viste, at det ville være en god ide at få lidt mere diesel på tankene. Havde vi vidst hvor meget billigere brændstoffet var i Hals i forhold til Hvide Sande, havde vi planlagt vores indkøb noget anderledes.

Prisen for de dyrebare dråber var ’sølle’ 17 kr. pr. liter i forhold til de 25 vi havde betalt i Hvide Sande.

Der var godt nok ingen havnefoged der kunne hjælpe slangen ombord og havde en praktisk klud der kunne fange eventuelle dieseldråber, men det levede vi med. Endnu engang undrede vi os over hvorfor priserne er steget så meget, når der indtil videre bare er udsigt til at der måske kommer mangel.

Natsejlads er bare det bedste

Da skuden var tanket, sejlede vi ud i Kattegat mens vi sendt nogle lidt lange blikke efter det hyggelige liv på havnen. Endnu engang lovede vi hinanden at komme tilbage.

Kattegat har nogle gange været lidt af en prøvelse at sejle i med de noget mindre både vi plejer at sejle i, så det var dejligt at sejle ud og nyde solnedgangen i en stor båd der stille og roligt arbejdede sig gennem de små krabbe bølger. Under stjernerne indtog vi aftenens sidste måltid, vaskede op, og gik på skift på køjen for at få nogle timer på øjet.

Lasse og Edison tog den første vagt, jeg afløste Lasse, og efter en times tid gik Edison ned og vækkede Benedicte. Hun og jeg fik fire fantastiske timer under stjernerne mens vi sejlede forbi den store vindmøllepark ved Anholt.

Ud på morgenen blev Lasse vækket igen, og mens jeg fik nogle timer på øjet, sejlede han og Benedicte det sidste stykke hen mod Hundested renden. På et tidspunkt kom Edison på dæk igen, og jeg blev vækket, så jeg kunne være med til at tage turens sidste besætningsmedlem med ombord.

Vores gode ven Jan, der var den der havde sendt os annoncen på båden, var kørt til Rørvig hvor hans kone var på tur med nogle veninder. De tog ham med ud ad havnen, og satte ham af da vi lagde de to både ved siden af hinanden et stykke uden for renden.

Resten af turen hjem til Holbæk gik med rundvisning og hyggesnak mens vi spiste det friske morgenbrød Jan havde taget med fra bageren. Jeg var heldig at det regnede det sidste stykke hen mod marinaen, for så var der ingen rift om pladsen bag roret, som jeg også gerne indtager når det er regnvejr.

Mini-langturen fik pirret togt-trangen i os alle fire, men der går nogle år før Lasse og jeg kan stævne ud på den næste lange langtur. Nu glæder vi os til at flytte ombord og få ordnet de småting der skal laves før båden passer til os.

Malene Wilken

content-loader
content-loader
content-loader