Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
- Der er tale om en elegant, ret åben båd efter danske normer, men med utvetydigt skandinavisk design, mulighed for at lukke af og med effektive varmesystemer om bord, siger Sales Manager Martin Lindbæk Luk. PR-foto

X-Yachts går motorvejen på Boat Show Denmark med X-Power 33C med to store påhængsmotorer

Værftet præsenterer seneste resultat af motorbåds-satsningen - den elegante kraftkarl X-Power 33C vises for første gang i Danmark med udenbords motorer, to gange 300 HK benzin-påhængsmotorer.

Af Troels Lykke |

Siden grundlæggelsen i 1979 har X-Yachts A/S utallige gange udstillet på Boat Show Denmark, og hver gang har sønderjyderne sagt mojn til de besøgende foran en eller flere sejlbådsmodeller på standen.

Men årets deltagelse markerer et lille, historisk nybrud - det anerkendte Haderslev-værft kommer nemlig til Fredericia med deres nye motorbåd, X-Power 33C.

Oplever større vækst med motorbåde

Efter årtier med succesfulde sejlbåde vil X-Yachts gerne have to ben at stå på - sejl og motor - også set i lyset af, at motorbådsområdet p.t. oplever større vækst end de vinddrevne både.

- Vi lancerede X-Power 33C i starten af 2021 som vores første indtog på motorbådsmarkedet. Så det er naturligt for os at præsentere den på Boat Show også; dels for at øge bevidstheden om, at vi ikke længere kun excellerer på sejlbådsområdet, og dels for at præsentere den nye variant med udenbordsmotorer, fortæller marketingchef Dennis Pfeiffer Poulsen fra X-Yachts.

Han understreger, at alle selvsagt stadig kan komme på standen og tale sejlbåde - blandt andet kan de besøgende høre meget mere om X-Yachts' nye elegante cruiser Xc 47.

Forskel på markederne Ifølge marketingmedarbejder Lærke Haldrup Hauschildt har det været interessant at opleve forskellene på de to markeder:

- Vi har en markant historie og er et meget anerkendt brand inden for sejlbåde. Men vi kan ikke uden videre overføre vores flotte ry til motorbådskunderne, især ikke internationalt. Så vi er godt i gang med at bygge fortællingen op til en ny målgruppe, og der er bådudstillingen i Fredericia et vigtigt element. Vi forventer stor interesse og stor travlhed på standen, siger Lærke Haldrup Hauschildt.

Lynhurtig og med skandinavisk look

Den udstillede X-Power 33C er udstyret med to gange 300 HK benzin-påhængsmotorer og adskiller sig derved fra den hidtidige dieseldrevne inboard-model.

- I forhold til komfort, støjniveau, fart (op til 48 knob) og mulighed for at styre med joystick giver det en anden oplevelse. Men generelt er det jo en luksusbåd, som ganske enkelt sejler godt. Der er tale om en elegant, ret åben båd efter danske normer, men med utvetydigt skandinavisk design, mulighed for at lukke af og med effektive varmesystemer om bord, siger Sales Manager Martin Lindbæk Luk, som glæder sig til at vise publikum på Boat Show Denmark det nye skud på motor-stammen.

Boat Show Denmark foregår over to weekender, 24.-26. februar og 2.-5. marts 2023. Se mere på www.boatshow.dk

content-loader
content-loader
content-loader