Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Om Helsingørs vartegn Kronborg er på styrbord eller bagbord i starten, bestemmer vindretningen. Foto: sailing.pics

78. Sjælland Rundt får en præmiesummen i 2024 på over 250.000 kr.

Nu er der åbnet for tilmelding til Sjælland Rundt 2024. Sejladsen starter torsdag den 13. juni. Præmiesummen i 2024 lyder på over 250.000 kr. Også denne gang indgår søstersejladsen Anholt Race i Sjælland Rundt Sailing Week.

 

Af Katrine Bertelsen |

Der er fokus på sejlerne til Sjælland Rundt Sailing Week 2024, som igen i år byder på masser af maritim stemning hele ugen. Derfor er der gratis havneleje for deltagerne fra den 8.-16. juni. 

Tilmeldingen er åbnet her, så meld dig blot til en af Danmarks ældste og mest traditionsrige kapsejladser, lyder det i en pressemeddelelse fra Helsingør Sejlklub. 

Sjælland og Anholt Rundt 

Det er 78. gang, der skal sejles Sjælland Rundt. Forude venter 230 sømils oplevelser for livet. Vindstille, frisk vind og alt midt imellem, spændende natsejlads og smukke solopgange. 

– Det er med stolthed, vi i 2024 går i gang med den 78. Sjælland Rundt, og gearer derfor op til et snarligt jubilæum, siger Kasper Wedersøe, formand for Helsingør Sejlklub.

Også denne gang indgår søstersejladsen Anholt Race i Sjælland Rundt Sailing Week, som er en kortere tur med en god følelse af offshore-sejlads. 

Begge sejladser byder traditionen tro på både kapsejlads og - for dem som blot søger eventyret - cruising. 

Mad, drikke og koncert på havnen

Der er sailors lounge og racevillage på havnen, der byder på mad og drikke, og som er base for alle sejlere. Her kan der slappes af sammen crewet, sejlervenner og familien inden starten torsdag d. 13. juni. 

Sjælland Rundt Sailing Weeks frivillige hjælpere står klar til at tage dig i mål, når du har rundet Sjælland eller Anholt, ligesom de byder på koncert på kajen lørdag foruden molebajere og præmieoverrækkelser for at fejre sejlerne og vinderne. 

- Vi fokuserer igen i år på sejlerne, sejladsen og oplevelserne under hele Sailing Week. Vi håber, at endnu flere vil være med til at følge i fodsporene på en mangeårig dansk sejlertradition ved at deltage i Sjælland Rundt Sailing Week. Helsingør Kommune, Helsingør Sejlklub og de mange frivillige glæder sig til at kunne byde velkommen til alle deltagere og interesserede i 2024, fortæller Kasper Wedersøe.

Præmier for en kvart mio. kroner

Helsingør Sejlklub sætter rammerne, og klubbens mange sponsorer sørger for en fantastisk stemning i racevillage og en samlet præmiesum for over 250.000 kr. 

Også i år står Sejlsportsligaen for maksimal underholdning, når de hurtige J/70'ere dyster på vandet ud for Helsingør Nordhavn begge weekender under Sjælland Rundt Sailing Week.

content-loader
content-loader
content-loader