Så fik Gustav og Bertils “Sabbat” smidt fortøjningerne i København

Der var et par sure mænd i kommentarfeltet på Facebook, da jeg sidst lavede en update om Gustav og Bertil og deres kommende tur. Det er nok uundgåeligt, når mennesker konfronteres med, at andre - endda yngre mennesker - handler på deres drømme. Det vækker højst sandsynligt en ærgrelse over, at drømmene aldrig blev realiseret for én selv. Og så er det nemmere at skrive dumme og ukonstruktive kommentarer til to unge mænd, der er seje og modige. 

Hvad skal de bruge det til?

Men hvad mon de unge sejlere skal bruge den slags kommentarer til? I bedste fald giver det dem styrke og minder dem om, at sådan skal de aldrig selv blive. Altså sådan nogle som opfører sig dumt på facebook, mens de sidder hjemme bag deres skærm. 

I værste fald tager det modet fra dem.

En af kommentarerne handlede om, at de sikkert ikke ville nå hele vejen til deres planlagte destination. 

“Og hvad så?” får man lyst til at spørge om. Handler sejlerlivet ikke netop om at mærke friheden, være på havet og ændre planer undervejs, så de både passer til besætningen og vejret? Om ikke andet, så håber jeg, at det netop er den tilgang til sejlads og eventyr på havet, Gustav og Bertil har taget med sig.

Og de sure mænd (ja, det var faktisk kun mænd i denne omgang) bag tastaturet … dem håber jeg alligevel får handlet på deres drømme, så de ikke skal smide deres bitterhed ud over dem, der gør det.

Heldigvis var der endnu flere glade og opbakkende mænd i kommentarfeltet.

Fire intense uger inden afgang

Som vi løftede sløret for i sidste update fra Gustav og Bertil, var der en del arbejde på båden inden afgang. 

Hvad gør man så, når listen er lang og afgangen er tæt på? Tager den fra en ende af og forsøger at bevare overblikket undervejs. Det var i hvert fald, hvad de to unge sejlere gjorde. I første omgang fik de lavet alle de ting, som de selv kunne klare.

De blev stamkunder i Lynettens Bådservice, som altid var klar til at diskutere løsninger og muligheder, og Gustav og Bertil følte sig i gode hænder hver eneste gang de trådte ind i butikken. 

Derudover trådte et stort hold af hjælpere til, så de var sjældent alene på båden, men havde mange mennesker at trække på.

Hele elsystemet skulle skiftes ombord og det var ikke nemt at finde en fagmand, der kunne træde til midt i sommerferien og bruge 2-3 uger på at arbejde på båden. Men med en smule detektivarbejde lykkedes det de to unge mænd at finde frem til Tommi fra Sejl og Snor, som i tre uger mødte op hver eneste dag og arbejdede sig igennem alle elinstallationer med Gustav og Bertil som nysgerrige elever. Tommi var nemlig indstillet på at lære fra sig, og det var en kæmpe gevinst for de unge sejlere.

Nu spiller alt el ombord og de har fået en bedre forståelse for hvordan det hele hænger sammen.

Der blev arbejdet på båden indtil 20 minutter før de krammede farvel og sejlede ud i det blå.

Så er de på vej!

Den 22. august sejlede S/Y Sabbat endelig ud af Svanemøllen Havn med kurs mod Kiel som deres første stop. Vi var mange, der mødte op til kram og vink. Jeg kan sagtens huske, hvordan det føltes at være ombord på båden med kurs mod verden og skulle tage afsked med venner og familie på kajen. Det er ikke sjovt. Det er benhårdt. Også selvom det er en dejlig beslutning at skulle på langtur.

Nu har jeg så også prøvet at stå på den anden side og vinke farvel til et menneske, som jeg elsker højt og som jeg vil beskytte med mit eget liv. Det var også hårdt. Men på en helt anden måde.

Mens jeg tørrede tårerne af mine kinder og trak vejret dybt, var jeg på samme tid helt tryg ved at se ham sejle afsted. Han kender sine grænser, han er tryg ved verden og de mennesker, der lever i den, og han har øvet sig på at møde alle med nysgerrighed og derfor set hvordan dørene åbner sig.

Er det livsduelighed? Måske ...Han har i hvert fald luret, at et sabbatår godt kan bruges på den måde og at ansvaret kan være hårdt, men hårdt behøver ikke at være dårligt. Det tænker jeg, at alle, der sejler, kender til. Sejlerlivet er på den ene side utrolig simpelt og på den anden side virkelig hårdt. Man skal være på dupperne og have planer, der kan ændres på få sekunder.

Motorstop første dag

Derfor var jeg også rolig, da der næste dag tikkede en besked ind, om at de havde fået motorstop klokken 04 om natten. Gustav havde handlet roligt og der var ingen panik ombord. Han fik fat på havnefogeden i den nærmeste havn, sikrede sig en langskibsplads, så han kunne sejle ind for sejl. 

Og næste morgen blev de selvfølgelig venner med det lokale værft og fiskemanden, og på den måde var der hjælp at hente alle vegne, motoren blev fikset og der var gratis fiskefrikadeller.

Nu går turen forhåbentlig snart videre mod Kiel og de sejler derefter i alle vejrvinduer, så de hurtigst muligt kan komme over Biscayen. Vi tjekker ind hos dem igen, når de er kommet til Spanien.