Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der er alt for mange, der bruger havet og kysterne som skraldespand. Foto: Jakob Gjerluff

Fremtidens havmiljøvogtere til Ocean Race - over 250 folkeskoleelever skal lære at beskytte Danmarks Kyster

I Havmiljøvogternes nye undervisningskoncept kæmper skolebørn side om side mod forureningen af de danske kyster. Her vil over 250 folkeskoleelever uddanne sig til ’Havfaldskaptajner’ og vende hjem med ny viden om, hvordan vi kan undgå forurening. Havmiljøvogterne var ved Ocean Race i Aarhus Havn.

Af Anna Brinch |

Der er alt for mange, der bruger havet og kysterne som skraldespand. Emballage, tomme flasker, og forskellige plastikrester udgør en trussel for fugle og fisk og gør det mindre rart for mennesker at færdes ved og på vandet. Forureningen er en trussel mod havmiljøet, og derfor er det afgørende at forebygge fremtidig forurening og hjælpe de yngste til at forstå, hvordan de kan gøre en forskel.

Det er netop hovedformålet med Havmiljøvogterne og Spar Nord Fondens ’Skole for Havfaldskaptajner’, forklarer Birgitte Søby Vagnholm, ansvarshavende for Havmiljøvogterkampagnen:

- Affald forurener i stigende grad have og kyster i Danmark og verden, hvilket har konsekvenser for både dyreliv og mennesker. Det er fuldstændig afgørende, at der er en generation af børn, som er klar til at tage ansvar for naturen meget tidligt. De er med til at skabe den forandring, vi har brug for, så alt det affald ikke ender i havet.

Leg og læring smelter sammen

Konceptet er udviklet til Ocean Race, den internationale kapsejlads, der lægger vejen forbi Aarhus den. 29 maj til 8. juni. Her vil der være plads til to uger med maritim begejstring for alle aldre. Udover at være en del af den store fejring i Aarhus, er Havmiljøvogternes undervisning udformet, så børn i 2. - 4. klasse på tværs af landet kan bede deres egne lærere om at bestille forløbet hjem eller tage det med til deres skole, fritidstilbud eller lokale foreninger.

Børn over hele landet får altså muligheden for at uddanne endnu flere i vigtigheden af et sundt havmiljø, så de kan være med til at skabe forandringer, der hvor de selv bor. Samtidig får børnene en grundlæggende viden om Søværnets historie, så de forstår, hvordan Søværnet har udviklet sig fra at handle om at forsvare Danmarks territorie til i dag også at forsvare vores havmiljø og kyster med sine miljøskibe.

Tordenskjold vækkes til live

Når klassen mødes på kajen ved Havmiljøvogternes stand i Ocean Race-ugen, er det ikke en af organisationens frivillige, der tager imod dem. Det er i stedet den gamle krigshelt Tordenskjold, der er genopstået for at kæmpe mod en ny stor fjende – nemlig forureningen af de danske kyster og have. Og han skal bruge elevernes hjælp til at vinde slaget.

Aarhusianske folkeskoleklasser strømmer til

Simon Haunstrup Harboe fra Frederiksbjerg Skole er en af de klasselærere, der har tilmeldt sin klasse til ’Skolen for Havfaldskaptajner’. De har allerede modtaget undervisningsmaterialet, som introduceres hjemme i klassen i dagene op til skoleklassens besøg på havnen. Og eleverne glæder sig meget til at skulle ned på havnen og lære om havet:

- De kommer jo til at gå derfra med oprejst pande, følelsen af at være med til at gøre en forskel, og så kan de fortælle både forældre og søskende om alt det nye, som de har lært.

Det lader til, at det ikke kun er på Frederiksbjerg skole, at konceptet har vakt genklang. På blot tre dage blev pladserne på ’Skolen for Havfaldskaptajner’ nemlig revet væk, og det betyder at 14 klasser med mere end 250 folkeskoleelever kommer til at gæste Havmiljøvogternes stand på Sustainability Island i Aarhus Havn i ugerne, hvor Ocean Race kommer til byen.

content-loader
content-loader
content-loader