Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Mens båden er i vandet skal man bl.a. tjekke om der er for utætheder i dækket. Sejlene tages af. Skrub og skyl saltet af sejlene og tør dem grundigt. Foto: Troels Lykke

Bådebyggerens tjekliste til vinterklargøringen - se fx hvad du skal gøre, mens båden er i vandet

Efteråret er på vej, selvom det har været en lækker Indian Summer. Bådebygger Jørgen Jensen og andre har samlet en tjekliste med gode råd, så du husker det hele, når båden skal på land.

Af katrine bertelsen |

Minbaad.dk har samlet gode råd fra forskellige kilder til, hvordan du får din båd sikkert gennem vinteren, så du slipper for ubehagelige overraskelser til foråret.

Bådebygger Jørgen Jensen har lavet en særlig tjekliste til træbåde (se nederst i artiklen).

Husk, at flere forsikringsselskaber kræver båden på land inden en bestemt dato, samt at den opbevares i et solidt, fast stativ. Sørg for, at bådens vægt (kølen) hviler på jorden og ikke på understøtningen/stativet.

Mens båden er i vandet:

  • Båden vaskes indvendigt og udvendigt med vand tilsat en smule bådshampoo for at fjerne salt
  • Sprayhood og vinduer i sprayhood må kun vaskes i koldt vand, sæbemiddel vil ødelægge materialet. Vinduer i sprayhood mættes med lampeolie eller lugtfri petroleum
  • Alle beslag på båden kontrolleres, og der tjekkes for utætheder i dækket
  • Sejlene tages af. Skrub og skyl saltet af sejlene og tør dem grundigt
  • Skøder, fald og andet tovværk kontrolleres for slitage. Derefter skylles de grundigt i ferskvand, lad dem evt. trække et par timer, men brug ikke sæbe
  • Husk altid at frostsikre bådens ferskvandsystem, toiletsystem og kølevandsystem og tøm vandtanke og spildevandstanke. Blæs evt. ferskvandsslanger igennem, og husk at tømme din varmtvandsbeholder og brusedræn
  • Tjek søventilerne, om de kan dreje, og om de er tætte. Er søventilernes messing grøn, så pas på
  • Fyld dieseltanken helt op for at undgå kondens og tilsæt konservator for at undgå dieselpest. Alternativt tøm tanken helt
  • Afbryd de elektriske forbindelser - og tag batterierne med hjem og opbevar dem køligt, tørt og frostfrit. Tjek syreniveauet og efterfyld med demineraliseret vand

Når båden er på land:

  • Kontroller kølen for skader, og se om glasfiberlamineringen er intakt
  • Spul båden grundigt, mens bunden er våd. Det er meget nemmere at slibe bunden, mens den er gennemblødt
  • Poler fribord mm. og giv den voks
  • Skal båden overdækkes, så efterse presenningen for huller, så der ikke kan komme vand ind
  • Tøm båden for alt, der kan suge fugt til sig – hynder, sejlertøj mm. Hæng fugtposer op i båden, og husk at skifte dem, så du undgår fugtskader om læ
  • Husk også at vaske køleskabet og efterlad det på klem
  • Tjek rorlejer for slør. Har du rat, så tjek for slør i styrewiren, så den ikke kan hoppe af kvadranten
  • Tjek også de bolte, der holder rorsystemet sammen
  • Kontroller om der er skader i gelcoat eller i malingslag i på fribord eller i vandlinjebælte
  • Tag alle elektroniske instrumenter ud, hvis de er lette at demontere, for at undgå tyveri
  • Undersøg revner og brud i masten
  • Tjek wirenes kordeler. Er en kordel gået, skiftes wiren. Kig også taklinger og splejsninger igennem
  • Rulleforstagets furler skylles i bund og top - brug ikke fedt eller olie, det holder på snavs i kuglelejet
  • Skift motorolie og filtre, og kontroller kølevandstand med måleapparat eller gå til en fagmand
  • Gearolie skiftes på påhængsmotorer, der køres igennem med ferskvand. Smør bevægelige dele og tjek for tærezink og kølevandsimpeller hvert andet år
  • Indenbordsmotorens propeller og propelakse tjekkes for tæring og slør. Se efter slør i propeller
  • Zink-anoder udskiftes på propel og propelakse
  • Skal båden blive i vandet vinteren over, bør du sætte ekstra kraftige og lange fortøjninger på for at kompensere for forskelle mellem høj- og lavvande

Særligt for træbåde:

  • Vask båden med ferskvand inde og ude
  • Husk at tage bundproppen ud, der må ikke stå vand i kølsvinet, der kan fryse til is og sparke kølplankerne ud.
  • Rens langs køl, stævntræ og spygatter indvendigt, der skal være gennemgang for ordentlig rengøring, og der må ikke være små områder med ting, der kan skabe råd
  • Udtag hynder og andre fugtsugende ting (tovværk mm.)
  • Monter presseningen hurtigt, inden sneen falder. Husk, at der skal være gennemtræk, åbning i begge ender
  • Lav en plan over vinterens arbejder
  • Husk, at det kolde danske vejr sjældent gør arbejdet nemt, da lak og maling kun kan påføres ved minimum 15 grader
  • Er der lakskader, skal træet frilægges, så det kan tørre ordentligt inden ny lak
  • De små, nemme opgaver kan laves nu. Ved større konstruktionsopgaver kontakt en bådebygger i god tid
  • Rådfør dig med en bådebygger, hvis du ikke er fortrolig med træbåde

Artiklen er tidligere bragt, men er fortsat aktuel.

content-loader
content-loader
content-loader