Gå til hoved-indhold
Tur
I sin Sweden Yachts 42 sejlede Ib Bollerup på sommertogt med fremmede gaster. Privatfoto

Ib inviterede syv fremmede på sommertogt i Danmark – nu planlægger de næste tur

En åben invitation på Facebook sendte den 50-årige nordjyde Ib Bollerup på sommerferie med en flok fremmede landsmænd i sin Sweden Yachts 42. Nu sender han en klar opfordring til de mange bådejere, der sidder alene i havnen: Ta' mod til dig og få selskab ombord.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Det er sommer. Ferien står for døren. En tre uger lang ferie, der for 50-årige Ib Bollerups vedkommende traditionen tro skal foregå på vandet i hans Sweden Yachts 42.

Der er kun ét problem: Kæresten har netop pakket tasken og efterladt den selvstændige maler med en tom feriebåd uden selskab ombord.

- Da slog det mig: Hvis man kan sejle med gaster alle andre steder, hvorfor så ikke her? Vi er måske lidt reserverede i Danmark, men jeg kunne ikke slippe tanken, fortæller Ib Bollerup, der kort efter sender et opslag mod de over 40.000 medlemmer i Facebookgruppen ’Tursejlads og Sejlsport’.

Syv gaster på tre uger

Interessen er overvældende. Over 100 henvendelser fra danskere i alle aldre lander i sejlerens indbakke. 

- Det havde jeg slet ikke overvejet. Man skal jo også svare nogle af dem – og hvem skal man i det hele taget vælge?, spørger Ib Bollerup reflekterende, inden han selv forsøger sig med et svar:

- Jeg spørger ind til, hvem de er, og hvad der interesserer dem. Jeg har sejlet i tyve år, så deres sejlerfaring er ikke afgørende. Jeg kan sejle båden selv, det er udelukkende selskabet, jeg mangler, understreger nordjyden fra Frederikshavn. 

Selskab får han. På tre uger hopper syv forskellige mennesker ombord på den 42 fod lange båd. En 36-årig sygeplejerske og tre ægtepar udgør på skift den besætning, der skal vise sig at give Ib Bollerup sejlerminder for livet.

Fra bådsnak til private samtaler

Ferien bliver en succes. Med begejstring i stemmen kan den 50-årige skipper berette om hyggelige snakke i cockpittet, lærerige timer bag roret og om glæden ved at se gasterne stråle om kap med det flot polerede fribord:

- De nød det. Det kunne man virkelig mærke på dem. Den glæde, som jeg fik ved at give dem den oplevelse, var det bedste, påpeger en smilende Ib Bollerup.

Det er ikke kun dejlige sommerminder, sejleren får med hjem i bagagen. Også nye venskaber opstår på de lange ben, der bringer sejlerne fra Frederikshavn i nord til Ærø i syd:

- Det starter med bådsnak, og lige pludselig snakker vi om alt muligt privat. Det går over al forventning. De fleste af os er jo trods alt oppe i 50’erne og kender ikke hinanden ret godt, fortæller Ib Bollerup.

Det vigtigste budskab

Det næste togt er allerede på tegnebrættet. En forlænget weekendtur til Sverige med et par af sommerens gaster tager så småt form, alt imens Ib Bollerup med overbevisning i stemmen sender en klar opfordring til landets bådejere:

- Sidder der nogle derude, som drømmer om at tage gaster med, men som måske ikke har modet, så er min klareste opfordring: Spring ud i det. Det er mit vigtigste budskab, fastslår Ib Bollerup og uddyber:

- Det kræver, at man har en viden og kan håndtere båden selv. Det er dig, der tager folk med, og det er dit ansvar, at I kommer sikkert i havn. Når det er sagt, tør jeg godt love, at I alle får en stor oplevelse, slutter den eventyrlystne frederikshavner.

content-loader
content-loader
content-loader