Nye redningsbåde på vej til Hirtshals, Hanstholm, Thyborøn, Hvide Sande og Esbjerg
Byggeriet af nye redningsbåde til Hirtshals, Hanstholm, Thyborøn, Hvide Sande og Esbjerg kan snart gå i gang. Det bliver det estiske skibsværft Baltic Work Boats, der skal bygge de nye redningsbåde til redningsstationerne, lyder det fra Fiskeri Tidende.
Det bliver det estiske skibsværft Baltic Work Boats, der skal bygge de nye redningsbåde til redningsstationerne på den jyske vestkyst, skriver Fiskeri Tidende.
Det eneste, der mangler, for at byggeriet kan gå i gang, er, at Folketingets finansudvalg skal godkende et såkaldt aktstykke fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
– Jeg tør godt sige, at nu tror jeg på det. Min fornemmelse er i hvert fald, at vi ikke har været så tæt på før, som vi er nu, og det er rart, at vi endelig er kommet så langt. Vi glæder os rigtig meget til, at der kommer til at ske noget, siger Jens Sloth, der er stationsleder ved redningsstationen i Thyborøn og formand for Foreningen af Danske Redningsmænd.
Først Hanstholm
Der er ikke meldt noget ud om tidshorisonten for leveringen af de nye redningsbåde, men det er forventningen, at det vil ske i årene 2025-2028, skriver Nordsø Posten.
Der er heller ikke meldt noget ud om, i hvilken rækkefølge bådene vil blive leveret til de forskellige redningsstationer.
Et kvalificeret bud er dog, at den første af redningsbådene vil blive leveret til redningsstationen i Hanstholm, som har den ældste af de nuværende redningsbåde.
Redningsbåd mere end 40 år gammel
Redningsbåden i Hanstholm er mere end 40 år gammel, og den har kun én motor, én skrue og ét ror, selv om det i mange år har været standard, at en redningsbåd har to af hver slags.
Det er ligeledes et kvalificeret bud, at redningsstationen i Esbjerg bliver den sidste af de fem redningsstationer, der får en ny redningsbåd, fordi man her har den nyeste af de nuværende redningsbåde.
Foruden Hanstholm og Esbjerg er det redningsstationerne i Hirtshals, Thyborøn og Hvide Sande, der kan se frem til at få en ny redningsbåd.
Kilde. Nordsø Posten