Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Fyrskibet Gedser Rev sætter snart kurs mod Hvide Sande. Foto: Siw Aldershvile Nielsen

Et stykke Danmarkshistorie, fyrskibet Gedser Rev, skal bugseres fra Helsingør til bådværft i Hvide Sande

Under Den Kolde Krig agerede fyrskibet Gedser Rev redningsplanke for flygtninge fra DDR. Nu sætter det historiske skib snart kurs mod den jyske vestkyst, hvor det får en større make-over, inden det igen vender retur som museumsskib.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Et stykke flydende Danmarkshistorie forlader mandag Helsingør Havn med kurs mod havnen i Hvide Sande. Her kan det det historiske fyrskib nr. XVII Gedser Rev takket være en fondsbevilling i 2021 se frem til en større restaurering. 

Efter et større EU-udbud har det danske værft Hvide Sande Shipyard vundet opgaven med at restaurere skibet, og en slæbebåd er nu på vej til Helsingør for at bugsere skibet til Hvide Sande.

24 spændende timer

Efter planen forlader fyrskibet Helsingør mandag, men lige nu holder skibets frivillige skarpt øje med vejrudsigten. Vejret skal nemlig være helt rigtigt, før det flydende stykke Danmarkshistorie bliver sat på slæb, sejlet ud af Helsingør Havn og frem til Hvide Sande.

- Fyrskibet skal bugseres hele vejen fra Helsingør op over Skagen og ned til Hvide Sande. Derfor skal vejret være helt optimalt. Det er det nu med de stille dage uden vind, fortæller formand for det frivillige laug omkring Gedser Rev, Jens Broch, i en pressemeddelelse og uddyber:

- De kommer til at sejle med 5 sømil i timen, så det bliver 24 spændende timer, og vi kommer til at følge det tæt.

Fyrskib og redningsplanke

Fyrskibet Gedser Rev har en enestående historie bag sig. Skibet var redningsplanke for flygtninge fra DDR, der i begyndelsen af 1960’erne sejlede ud til skibet i hjemmebyggede kajakker eller både i håb om at blive reddet i land til et liv i frihed i vesten.

De sidste fem år har frivillige arbejdet med at restaurere fyrskibet, men det mere end 100 år gamle skib har brug for at få udskiftet dele af træværket for at sikre kulturarven.

I dag ligger fyrskibet i Historisk Havn i Helsingør ved M/S Museet for Søfart, men var i mange år et vartegn i Nyhavn, hvor skibet lå efter at det havde aftjent sin værnepligt under Den Kolde Krig.

- Fyrskibet Gedser Rev i Helsingør er et fantastisk eksempel på samarbejde mellem museer, kommune og frivillige om et fælles formål: At bevare og formidle den maritime kulturarv. Fyrskibet har været vidt omkring og har tjent både i Odense, Helsingør, Gedser, Kalundborg, Fåborg , København til Gilleleje. Skibets lange historie er et godt eksempel på, hvordan vi gennem tiden har passet på den dyrebare skibsfart, fortæller direktør hos M/S Museet for Søfart, Anni Mogensen.

Varsler om farlig grund

Det historiske skib kom til verden i 1895 og ejes af Nationalmuseet, men er langtidsudlånt til Helsingør Kommune.

- Engang lå fyrskibet ved Kronborg og advarede skibe om den farlige lappegrund lidt nord for Helsingør. For fem år siden kom fyrskibet tilbage til Helsingør, og det fortæller, hvordan vi i godt samarbejde med M/S Museet for Søfart er i fuld gang med at genopdage vores maritime rødder, forklarer Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune.

- Sammen med det maritime værksted i Hal16, bådebygger og sejlmageruddannelserne bygger vi bro mellem byens stolte håndværksmæssige traditioner og de store planer om at etablere nye maritime erhvervsuddannelser i de gamle værftshaller i Helsingør, fastslår borgmesteren.

Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der har bevilget 9,5 millioner kr. til restaurering og formidling af fyrskibet Gedser Rev.

Der er offentlig adgang til fyrskibet i sommerhalvåret, ligesom skoler kan booke besøg på skibet gennem M/S Museet for Søfart. Læs mere her.

content-loader
content-loader
content-loader