Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Den tidligere olympiske Finnjolle kommer til Aarhus til august. Foto: Robert Deaves

Finn Gold Cup 2024 i august bliver med over 200 sejlere fra 25 nationer til Aarhus Festuge

Finnjollernes Gold Cup sejles fra 31. august til 7. september, ud fra Aarhus International Sejlsportscenter. Tilmelding åbnede 1. januar, og tilmeldingerne strømmer allerede ind. Danske Otto Strandvig ser frem til slaget for de tunge drenge i den sociale klasse.

Af Troels Lykke |

Klassen var sidst i Aarhus til VM i sejlsport i 2018 samt til Finn Silver Cup i 2017 i Kaløvig. Faktisk vil Finn Gold Cup 2024 blive kombineret med Finn Silver Cup 2024 for U23-mesterskabet. Den entusiastiske og voksende danske flåde støtter fuldt ud begivenheden, som forventes at fungere som katalysator for vækst regionalt og tiltrække et stort antal Finn-sejlere fra nabolande som Finland, Sverige og Norge.

En af de bedste i den danske klasse er den 61-årige KDYer Otto Strandvig, der før har vundet det danske mesterskab. Om VM i Finnjolle i Aarhus siger han til minbaad.dk:

- Finn Gold Cup 2024 tiltrækker sejlere fra hele verden og er en fantastisk mulighed for at vi kan vise at vi kan arrangere et event i verdensklasse. Sammenfaldet med Aarhus Festuge gør at sejlerne for en endnu større oplevelse. Mange at deltagerne sejler stor båd ved siden af, nogle endda professionelt på de største scener og Finnjollen er deres åndehul, hvor de kan sejle som de vil og ikke som skipperen vil. Hvis man vil opleve hvordan det er at starte ved siden af en Pro-sejler, så er stævnet i Aarhus et rigtig godt bud, men man skal nok begynde at forberede sig nu.  Den danske finnjolle klub hjælper med båd og sejl, siger Otto, der forventer op mod 250 sejlere fra 25 nationer.

Præsident for Finnjolle-klassen husker VM i 2018 i Aarhus

– Vi er glade for at vende tilbage til Aarhus igen til det, jeg er sikker på, bliver en fantastisk begivenhed. Mange af os husker VM i sejlsport i 2018 i Aarhus og ser frem til igen at skulle sejle kapsejlads på Aarhus-bugten. Jeg ved, at mange sejlere fra hele verden ser meget frem til dette mesterskab og til at støtte væksten inden for Finn-sejlads i de nordiske lande, udtaler Præsident for IFA, Rob McMillan, og tilføjer:

– For os som klasse er Finn Gold Cup vores vigtigste begivenhed og forbliver en suveræn udfordring og præstation inden for sejlsportens verden. Som sådan stræber vi efter at opretholde de høje standarder, der forventes af begivenheden, så det er et perfekt match at afholde den i Aarhus igen, og vi har stor tillid til, at Sailing Aarhus vil afvikle endnu en perfekt begivenhed for klassen som en del af vores 75-års jubilæumsår.

Finn Gold Cup vil blive forudgået af Danmarksmesterskabet fra den 23.-25. august, arrangeret af Egå Sejlklub få kilometer nord for Aarhus og sejlet på de samme farvande. Det tilbyder en god mulighed for nogle øvelser inden verdensmesterskabet. Bådene kan efterlades der i dagene op til Gold Cup, hvis det er nødvendigt.

Stor sejlerfest på vand og på land

Finn Gold Cup 2024 falder sammen med Aarhus Festuge, som er en af de største kulturelle begivenheder i Skandinavien, hvor lokale, nationale og internationale kunstnere præsenteres. I 10 dage bliver byen levende med underholdning, kunst, gastronomi og musik. Derfor er der altså lagt op til den helt store sejlerfest både i og udenfor jollerne, når Sailing Aarhus er klar til at byde Finn-klassen velkommen tilbage til Aarhus.

– Vi er stolte og begejstrede for at have den Internationale Finn-klasse tilbage i Aarhus for første gang, siden vi var værter for Hempel Sailing World Championship i 2018. Finn-jollen er en prestigefyldt klasse, og det har længe været vores ønske at bringe klassen tilbage til Aarhus, udtaler centerchef i Aarhus, Jon Koch Hansen, og fortsætter:

– I Sailing Aarhus har vi et klart mål om at tiltrække mindst én stor international sejlbegivenhed til byen hvert år, og udover vores 29er VM må vi helt sikkert erkende, at den kommende Finn Gold Cup 2024 opfylder dette mål.

Begivenhedens hjemmeside indeholder indkvarteringsmuligheder, og der tilføjes konstant mere information. Den kan tilgås her.

Tilmeldingen er åben, og NOR samt alle detaljer kan findes på: www.2024.finngoldcup.org.

content-loader
content-loader
content-loader