Malene Wilken består Y3-eksamen: Pensum var meget lettere end ventet

Lystsejler Malene Wilken ser tilbage på et Y3-forløb, der ikke levede op til sit berygtede ry. Læs anden del af hendes yachtskipper-blog herunder.

Første del kan læses her. 

Kan det passe, at det bare er det?

Sådan tænkte jeg på et tidspunkt, hvor jeg lettere forundret konstaterede, at den udregning, vi skulle lave, var meget lettere end forventet. Yachtskipper-pensummet var jo meget sværere end duelighedspensummet – havde jeg hørt fra andre sejlere.

Nuvel, den trak tænder ud, for der var masser at lave og lære, og det var dejligt at mærke den store opbakning, der var omkring mig fra familie, venner og kollegaer, der støttede og vejledte mig, når noget blev uklart, eller jeg blev for usikker på egne evner. 

Hvorfor denne ærefrygt?

Men, nu hvor nervøsiteten har forladt kroppen, og jeg har haft tid til at fundere lidt mere over forløbet, undrer det mig, at der er så meget ærefrygt omkring Yachtskipper-uddannelsen. Min indlæringskurve, da jeg gik fra landkrabbe til sejler, var væsentligt mere stejl, end den var fra almindelig sejler til Yachtskipper. 

Dengang jeg intet anede om afdrift og lanterner, var der meget mere stof, der skulle læres, og selvom årene er milde ved minderne, kan jeg ikke huske at være nær så usikker på, om jeg ville kunne bestå duelighedsprøven, som jeg var for, om jeg ville kunne bestå Yachtskipper-eksamenen. Og jeg var langt fra alene.

Til gengæld var ingen omkring mig ikke bekymrede, men blot opmærksomme på, at det var en svær eksamen, jeg skulle i gang med. 

Selv lægen, der skulle undersøge, om jeg stadigvæk kunne kende forskel på grøn og rød og kunne høre forsvarligt til at få Sønæringsbeviset, gjorde sit for at berolige mig. ”Der er ingen, der dumper denne her prøve” fortalte hun, da jeg meget mod min vilje ringede for at bestille en tid.

Dyre dokumenter

Det er ikke, fordi jeg synes, at det er forkert, at man skal kunne kende forskel på grønne og røde bøjer, når man sejler, men jeg synes, det er pudsigt, at man skal have en læges ord for det, når man til den teoretiske prøve har bevist, at man kan kende de forskellige bådtypers natsignaler. 

Det ærgrer mig også, at den lægeerklæring, jeg fik lavet, da jeg som ung skulle beskikkes til udkig i forbindelse med mit arbejde på Havnerundfarten, ikke kunne bruges, fordi den er mere end tre år gammel. 

Begrundelsen, jeg fik af en flink medarbejder hos Søfartsstyrelsen, da jeg undersøgte hvorfor, var ”fordi sådan er reglerne”. De udgifter, der er forbundet med undervisning og lærebøger, synes jeg giver mening, men udgifterne til selve beviset har jeg stadig til gode at forstå. 

Besøget hos lægen, hvor jeg fik bekræftet, hvad jeg godt vidste, og engang havde fået en læges erklæring på, kostede 550 kroner, og det kostede så yderligere 850 kroner at få lov til at uploade lægeattesten på Søfartsstyrelsens hjemmeside, som er nødvendigt for at få et Sønæringsbevis - der skal i hus, før man kan begynde at optjene den nødvendige sejltid, der er adgangsgivende til at kunne læse Yachtskipper af 1. grad.

Nu skal der sejles - og så skal der læses videre

Første del af den maritime videreuddannelse er i hus, og når vi har sejltid nok til at læse videre, er planen at gå videre med Y1, så min mand og jeg kan sejle vores vuggende hjem lidt længere ud mod horisonten, end det er tilladt med en Y3. 

Vi har det godt med livet på land (for selvom vi bor på en båd foregår mange af døgnets timer på land), men længes stadig ud til nogle af de fantastiske steder, hvor vi sejlede dengang, vi tog på langfart. Vi vil gerne afsted igen, når lejligheden byder sig, og det gør den, når vi engang er færdige med at arbejde på land. 

Indtil da nøjes vi med småture i de nærliggende farvande og med at hjælpe andre med at sejle deres både fra et sted til et andet. Det er ikke det samme som at være på langfart med børnene, men det lugter lidt af eventyr - og det er dejligt.

Prøv det!

Næst efter redningsvesten er det bedste middel mod ulykker til søs uddannelse. Derfor ville jeg ønske, der var flere, der turde gå i gang med at læse til Yachtskipper. Det har som sagt været godt at få repeteret den gode viden, vi lærte på sejlerskolen, og det var også godt at få en del ny viden, der også er relevant i mindre fartøjer. 

Og det er faktisk blevet lettere, end det var engang. Efter 2018 skal man selv lave den sejladsplan, man bliver eksamineret i til Y3-prøven. Før i tiden blev man til eksamen præsenteret for en rute, og skulle så lave en sejlplan på stedet.

Der er flere udbydere i dag, end der var før i tiden, og det er både muligt at få undervisning i klasserum og som fjernundervisning. 

Der er stadig meget, der skal terpes, og der skal sættes tid af til det, men det er ikke svært. OG så må jeg sige, at Yachtskipperbogen nærmest gør det til en fornøjelse at terpe stoffet. 

Den er skrevet i et så let forståeligt sprog, at selv min kollega (der arbejder med undervisning ligesom mig og derfor var interesseret i den pædagogiske formidling af stoffet) fik lyst til at læse den. På Søfartsstyrelsens hjemmeside og på Dansk Sejlunions hjemmeside kan du læse mere om Yahtskipper-uddannelsen, og hvor du kan tage den.

God vind og god læselyst!

Malene