Jollesejlerne samles i Præstø – nyt sejlcenter slog dørene op i weekenden
Præstø skal være centrum for de sydsjællandske jollesejlere, der kan mødes til fælles træning hver tirsdag sommeren igennem. Om vinteren er der søndagstræning med følgebåd.
En stor passion for sejlsport og en kærlighed til Præstø Fjord. To facetter, der har haft afgørende betydning for åbningen af Sejl Center Præstø.
Et center, der skal samle de sydsjællandske jollesejlere til kapsejlads og træning året rundt.
- Sejlcenteret er etableret med særligt fokus på jolleidræt og henvender sig både til aktive junior- og seniorsejlere i alle sejljolletyper - men særligt ILCA -jollen er rigt repræsenteret i sejlcenteret med i alt næsten fyrre aktive joller, forklarer Henning R. Ibsen fra sejlcentret.
Den officielle åbning
Smilene var brede og glæden stor, da de passionerede ildsjæle i weekenden officielt kunne åbne dørene til centret.
Lørdag den 6. april hejste de standeren for foreningen på havnen i Præstø, hvorefter formand Jørgen Overgaard assisteret af Mogens Poulsen indviede foreningen med taler.
Den gamle værtshal var i dagens anledning fyldt med medlemmer, familie og andre interesserede, der kunne nyde indvielsen, morgenmad, kager samt grillpølser, som Møns Bank og den lokale Meny-købmand stod bag.
Starter på vandet
Ved middagstid satte jollerne kurs mod fjorden til den første sejlads, hvor der også var deltagelse af OK-joller fra venskabsklubben i Køge:
- Sejladsen var anlagt, så publikum på havnen kunne følge sejladserne i den friske vind fra havnefronten, og dommerbåden igangsatte kapsejladsen og sikrede, at sejladsen blev gennemført korrekt, forklarer Henrik R. Ibsen.
Det nye sejlcenter er åbent for alle sejlere, hvor der sommersæsonen igennem trænes hver tirsdag, mens søndag bliver træningsdag i vinterperioden. Her vil en ledsagerbåd tage del i træningen.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Jens Bruun Berthelsen på 60 53 15 53 eller Jørgen Overgaard på 53 60 07 51.
Læs mere i centrets Facebookside her.