Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Det er blandt andet projekter målrettet de unge sejlere, der har ført til underskuddet i Dansk Sejlunion. Privatfoto

Dansk Sejlunions årsregnskab 2023 er landet med stort underskud: Finansiel situation er bekymrende

Et underskud på 1,8 millioner kroner vækker bekymrede panderynker hos Dansk Sejlunion. Også i 2024 budgetterer formand Line Markert med underskud.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Til trods for at indtægterne i 2023 har været knap 2 millioner kroner højere end forventet, slutter Dansk Sejlunion året med et underskud på 1,8 millioner kroner.

Det er 300 tusind kroner mere end forudset i budgettet, hvilket vækker en vis bekymring, forklarer Line Markert, formand for Dansk Sejlunion, til unionens hjemmeside:

– Vi anser den finansielle stilling, herunder størrelsen af Dansk Sejlunions egenkapital, for at være forsvarlig for en organisation som vores. Men i 2022 og 2023 har vi haft et underskud på samlet set 2,3 mio. kr. og budgetterer også med et underskud i 2024.

Et underskud, der dog har været et bevidst valg de senere år, påpeger formanden:

– Vi har ønsket at omsætte en stor egenkapital til aktiviteter til gavn for sejlerne. Men vi er selvfølgelig meget bevidste om, at denne udvikling ikke kan fortsætte.

Flere forklaringer på større forbrug

Forklaringen på merforbruget i 2023 skal blandt andet findes i et højere aktivitetsniveau inden for elite- og talentområdet i året før OL.

Ligeledes har der indenfor sejladsområdet været afviklet flere klub- og ungdomsprojekter, som Dansk Sejlunion har støttet. Derudover er det det fulde vederlag i opsigelsesperioden til direktørens fratrædelse i december 2023 medtaget i 2023-regnskabet.

Slutteligt har også øgede udviklingsomkostninger til det digitale projekt 'Ombord' påvirket årsregnskabet.

App blev dyrere end ventet

Dansk Sejlunion modtog i perioden 2021-2023 3 millioner kroner fra DIF’s initiativpulje til projektet, der skal gøre det nemmere og sjovere at være klub, sejler og frivillig og dermed bidrage til medlemsvækst.

Ombord er en moderne, brugervenlig app, der er 100 procent skræddersyet til sejlklubber. De første klubber er netop nu ved at introducere 'Ombord'.

Projektet har dog vist sig at være mere omfattende og dyrere end forventet på ansøgningstidspunktet.

Dansk Sejlunion har derfor finansieret den del af udviklingsomkostningerne, som overstiger de bevilgede midler fra DIF. Udgiften er aktiveret over fire år, da det forventes, at 'Ombord' vil have værdi for klubberne, sejlerne og Dansk Sejlunion i mange år fremover.

Forventninger til fremtiden

Dansk Sejlunion har i 2023 fortsat arbejdet for at sikre den fremtidige finansiering og dermed opretholdelsen af aktivitetsniveauet. Det arbejde fortsætter på fuld blus i 2024, hvor Dansk Sejlunions kommercielle partnerskaber ligeldes står overfor at skulle genforhandles.

Lige nu er der derfor en vis usikkerhed om de kommercielle indtægter efter OL, påpeger Line Markert. Hun hæfter sig dog samtidig ved, at et OL-år er et af de bedste vinduer til at vise nuværende og fremtidige partnere, hvad Dansk Sejlunion har at tilbyde:

– Vi har mange værdifulde samarbejder med gode partnere, men der er behov for at tiltrække yderligere samarbejdspartnere i 2024, og i særdeleshed i perioden efter. Det kræver dog, at vi ser på organiseringen af vores salgsarbejde, hvilket vi allerede i fuld gang med i bestyrelsen, siger hun og fortsætter:

– Lige nu er ambitionerne dog højere, end realiteterne giver mulighed for. Den situation ønsker vi at ændre, så vi sikrer, at dansk sejlsport også får de bedst mulige vilkår og udviklingsmuligheder i årene, der kommer.

Se Dansk Sejlunionens årsrapporter på unionens hjemmeside her.

Kilde: Dansk Sejlunion

content-loader
content-loader
content-loader