Albert Elvang fra Vordingborg elsker kapsejlads - nu deler han råd til unge for at flere med på vandet
Kapsejlads har altid fyldt meget for Albert Elvang, Han sejler med sin far hver eneste sommer, men savner at sejle med de unge i sin Spækhugger, så han ikke er alene blandt de gråhårede. Her kommer Minbaad.dk og Albert Elvang med råd til de unge, som gerne vil i gang med at sejle.
- Min første oplevelse med at sejle var, da jeg som 8-årig sejlede med min far, storebror og jeg i vores Soling. Her mistede jeg min yndlingsfodboldtrøje i vandet, og den sank til bunds.
- Jeg kan huske at jeg var så eddikesur, at jeg lagde mig ude i stævnen under hele turen, forklarer Albert Elvang (21) med et lille grin til Minbaad.dk.
Sejler kapsejlads med sin far
Da Albert Elvang begynder at sejle med ved kapsejladserne i Sejlklubben Snekken som 13-årig, får han en helt ny kærlighed til sejlsporten:
- Vi begynder at sejle hver sommer, da min far får solgt sin Soling og køber en BB10-meter. Det er også her, vi begynder at deltage i en del stævner rundt omkring i Danmark.
Blandt andet har sejlerne været med ved DM i BB10-meter, hvor Albert Elvang mindes en hårrejsende oplevelse:
- Det blæste 13-14 m/sek., så stævnen vippede en smule op og ned. Alle er på vej ned til mærket, og vi er cirka ti både, der følger hinanden tæt med vinden på den samme halse. Pludselig bliver der råbt “mand over bord”, og vi kan ikke se ham.
- Engang imellem popper hans hoved frem, imens vi kommer tættere og tættere på. Stævnen bevæger sig hele tiden op og ned, så vi skal holde godt øje, da han ligner en fodbold i vandet. Alt ender heldigvis godt, og manden får svømmet væk i en fart.
Albert Elvang har desuden været med i flere andre kapsejladser, for eksempel DM i Spækhugger og Snapse Cup i Grønsund.
Den yngste i klubben
Ifølge Albert Elvang, der i øjeblikket låner en Spækhugger, burde der være flere unge på vandet:
- Jeg er jo den yngste til Sejlklubben Snekkens ugentlige kapsejlads i Vordingborg Nordhavn. Ja, jeg vil tro, at den tætteste på min alder er min storebror, der engang imellem sejler med, eller John på 40 år.
Den unge sejler kan ikke forstå, at der ikke er flere, som vil med. Oplevelserne på vandet er magiske:
- Når man er ude og sejle,så er det en helt anden oplevelse, man får. Det er også hårdt, fordi du skal bruge hele kroppen. Jeg elsker det særligt, fordi man kan se resultater med det samme. Når man sidder i cockpittet og trimmer sejlene, skal man mærke efter, hvordan båden sejler, fortæller Albert Elvang.
De unge vil gerne - de skal bare hjælpes ud på vandet
Albert er selv i gang med at stifte et lille kapsejladshold med nogle jævnaldrende venner, Kasper og Asger. I sidste sejlsæson var de med et par gange til onsdags-kapsejladsen.
- Min oplevelse er da også, at der er flere, som er interesserede i at sejle med en tur, hvis man altså har en sejlbåd. Det viser, at de unge har en interesse, måske ikke lige for kapsejlads, men måske mere den almindelige hygge-sejlads rundt omkring i sundet.
- Jeg vil mene, at det er rigtig godt, der kommer flere initiativer for unge på eller omkring vandet. Eksempelvis højskolen på vandet, der viser, at der er en stigende interesse, afslutter Albert Elvang.
De gyldne råd til nye unge sejlere
1. Opsøg din lokale havn. Her kan du komme med ud og sejle ved de ugentlige kapsejladser, og du kan få en smag for, om sejlerlivet er noget for dig
2. Grupper på Facebook eller i dit eget netværk Vær ikke genert, de garvede sejlere vil gerne have flere unge med på vandet
3. Ungdomscruise i uge 29 - kontakt dem og forhør, om du kan være gast på en båd. Dette tilbud kan give dig et netværk af unge sejlere
4. Opsøg sejlerne på havnen. De fleste vil gerne hjælpe dig godt i gang, enten med bådkøb eller en tur med i deres båd
5. Kast dig ud i det! Man kan købe billige sejldygtige både, hvis man ikke interesserer sig alt for meget for komfort, men bare drømmer om at komme ud og sejle
6. Følg andre unge sejlere i Danmark, eksempelvis @vendelasvenner