Gå til hoved-indhold
Udstyr
Velfungerende ruller er altafgørende på bådtraileren. Foto: Sara Sulkjær
Udstyr
Virksomheden, der ligger i Sunds, har omkring 250 trailere til udstilling. Foto: Sara Sulkjær
Udstyr
Lars Simonsen, der står i spidsen for firmaet, tilbyder ligeledes at udføre service på sejlernes trailere. Foto: Sara Sulkjær

Tjek ruller og spil inden trailerkøb – det kan blive dyrt

Selv en billig trailer kan blive dyr, hvis enkeltdelene ikke fungerer. På brugte trailere er chancen for en efter-regning ekstra stor, forklarer Lars Simonsen fra Herning Trailer- og Bådcenter.

Af Sara Sulkjær |

Solen står højt på himlen, mens vandski og fiskeudstyr ligger parat i båden. På bådebroen står den bedre halvdel med et forventningsfuldt smil, mens manden med et roligt greb om spilhåndtaget lader båden glide i vandet fra bådtraileren.

Lige indtil båden går i stå, den kolde dåseøl efterlades på bådrampen, og en irriteret sejler med begge hænder solidt plantet på stævnen må give båden et par kraftige skub mod havnebassinet. 

Et scenarie, der på en varm sommerdag kalder sveden frem på panden og kan få selv den mest sindige bådejer til at sende skumle blik mod trailerens ruller og spil.

Kan koste flere tusinde kroner

For det er netop her, problemerne ved bådens trailer typisk opstår. Det forklarer Lars Simonsen, indehaver af Herning Trailer- og Bådcenter:

- Ruller og spil skal bare være i orden, når du køber en ny trailer, særligt hvis du køber brugt. Det er dyrt at udskifte og kan nemt komme til at koste omkring 3000 kroner, understreger Simonsen. 

Midtjyden ved, hvad han taler om. Årligt forlader op til 600 trailere lokalerne i Sunds, hvoraf en femtedel er bådtrailere. 

- For bådejeren er det afgørende at gå efter en trailer i høj kvalitet, netop for at undgå at ruller og spil går i stykker efter den første sæson, slår virksomhedsejeren fast.

Bundrulle er stor hjælp

De populære trailere fra Variant og Brenderup sikrer denne kvalitet, men også de danskbyggede Scandic-trailere er et oplagt køb for sejleren. 

- De bliver konstant forbedret. Båden ruller faktisk af traileren af sig selv grundet den høje kvalitet på rullerne, lover Lars Simonsen. 

Samtidig har trailerne en bundrulle med vippemuligheder, således at bådens gang mod vandet let kan følges, ligesom det er muligt at justere traileren, således at den hurtigt kan tilpasses både i varierende størrelser.

Noget, der gør det langt lettere at finde en egnet brugttrailer, som er i høj kurs blandt sejlere fra hele landet. Det mærker de i høj grad hos Herning-virksomheden, hvor finanskrisen nu er forsvundet i kølvandet takket være et betydeligt mersalg af såvel trailere som både:

- Det er friheden ved at have en trailerbåd. Du kan tage til Bornholm for at fiske eller tage båden med på sommerferie i Kroatien. Det er der rigtig mange, der ønsker, ikke mindst efter den fantastiske sommer, slutter Lars Simonsen.

content-loader
content-loader
content-loader