Soffi bor på sin båd i Marselisborg Havn - nu frygter hun at Aarhus Kommune forbyder det
I mere end fire år har Soffi Heiberg Madsen boet på sin båd ved lystbådehavnen i Marselisborg. Nu frygter hun og over 100 andre i Aarhus-området, at de ikke længere må bo i havnene. Soffi giver her en rundvisning til TV 2 Østjylland i sin rummelige motorbåd.
Årsagen til at Soffi Heiberg Madsen frygter at hun ikke må på sin motorbåd ved lystbådehavnen i Marselisborg er at Aarhus Kommune tolker regler for beboelse på lystbåde sådan, at det kræver byggetilladelse, hvis folk skal bruge dem som bolig.
En byggetilladelse de oplyser, man ikke kan få.
Og mere end 100 beboere på deres lystbåde i Aarhus Kommune frygter lige nu at miste deres hjem, skriver TV 2 Østjylland.
Det skyldes, at beboerne har modtaget et brev fra Aarhus Kommune, hvor der stod, at de ikke vil kunne få en byggetilladelse, og det kræver det at bo på en lystbåd.
Men det er fagredaktør og ekspert ved Videnscentret Bolius, Tine R. Sode, ikke enig i.
- Det er Aarhus Kommune som har besluttet sig for, at folk ikke må bo i lystbåde, sådan ser jeg det.
Aarhus Kommune begrundede udmeldingen med, at det fremgår af et svar, de har modtaget fra Social og Boligstyrelsen.
Flere af beboerne blev kede af det og frustrerede over, at Aarhus Kommune valgte at fastholde sin vurdering, efter kommunen tirsdag modtog et opklarende svar fra styrelsen.
Se indslag med Soffi på TV 2 Østjyllands facebookside.
Kilde. TV 2 Østjylland