Blog: Cille tømmer hovedet for alt det sejler-relaterede, der foregår lige nu - på og udenfor båden

Sæsonen er i gang. Den føles bedre end nogensinde før. Jeg lyder måske som en jubel-idiot, men det er svært at gøre andet, når vejret er, som det er i øjeblikket - og det samtidig kun tager ti minutter at cykle ned i havnen og hoppe ombord. 

En aften for anker kan jo redde selv det mest håbløse humør. Så tillad mig at lyde som en jubelidiot og prøv at lade dig smitte blot en smule af det… Det føles faktisk ret fedt.

Humle står knivskarpt

Efter en lang vinter, og noget, der føles som en virkelig hård klargøringsperiode, fik vi endelig båden i vandet den 5. maj klokken 8.00. 

Vores Humle står knivskarpt i år, synes jeg i hvert fald, men jeg er muligvis præget af, at jeg i år har haft en større rolle i klargøringen sammenlignet med de sidste par år. 

Min skipper er ikke helt tilfreds med lak-arbejdet, og hvert eneste år snakker han om, at “næste år skal den have en ordentlig omgang, al lak skal af og bygges op på ny…”. 

Hvem ved, måske bliver det næste år, men indtil da nyder jeg synet af mit hårde arbejde.

Følelsen af at være på vej

Båden er indtaget, og vi har været på vores første forlængede weekend-tur i pinsen. Her sejlede vi til Skovshoved. En virkelig kort tur, men vi manglede gas og ville samtidig gerne rykke os fra Svanemøllehavnen for at føle, at vi var på vej. 

Næste morgen sejlede vi til Flakfortet for sejl i høj sol og tilbragte en dejlig dag under jorden i gangene, på minigolfbanen og spiste middag i aftensolen sammen med gode venner. 

Dagen efter sejlede vi til Lomma, som er blevet en af vores foretrukne destinationer, når vi ikke har meget tid, men gerne vil have følelsen af eventyr. En perfekt start på sæsonen med badning og høj sol.

Hvorfor skal der være så mange weekend-planer?

Hvad sker der for alle de weekend-arrangementer i maj og juni? Da vi var på langtur, var én af de virkelig dejlige ting, at vi ikke havde en booket kalender med fødselsdage og konfirmationer, og hvad der ellers bliver proppet i kalenderen nu. 

Det er jo ikke fordi, vi ikke gerne vil fejre de gode mennesker i vores liv, men vi vil bare også virkelig gerne sejle og nyde weekenderne på havet. Og det er som om, det ikke er legalt, at vælge fødselsdage fra til fordel for tid sammen på havet. 

Men man skal nok have mærket, hvad det gør ved én, før man virkelig kan forstå, hvorfor det er vigtigere end alt andet.

Nu tæller vi ned til en lang sommer. Og vi forsøger at bruge aftener og weekender (når ikke kalenderen siger, at vi skal noget andet) på at være ombord. For der sker noget med familien, når vi træder ombord og skal være sammen på 33 fod. 

Alt opleves mere intenst. Maden smager bedre. Søvnen er dybere. Samtalerne er vigtigere. Og tiden er vores egen. På den måde kan en aften for anker skabe balance, når det hele går for hurtigt, og når hverdagen byder eksaminer i gymnasiet, prøver i 8. klasse og skolestart for bådbabyen, som endnu ikke har været søsyg i år.

Der bliver sat punktum for et andet sejlereventyr

Imens vi nyder vores båd, er vores Gustav, som jo stoppede sit sejlereventyr i december og efterlod sin båd i Douarnenez, i fuld gang med at sælge sin båd. I skrivende stund kører han gennem Frankrig for at mødes med en potentiel køber i denne uge.

Derefter skal båden tømmes, og de to eventyrere skal køre tilbage til Danmark med en bil fuld af sejlergrej og forhåbentlig en båd fattigere.

Eventyret blev prøvet af, og jeg tror ikke, at Gustav er færdig med at sejle. Én ting er dog slået fast, og det er, at rollen som skipper ikke er nem. Med den rolle følger et stort ansvar, og det kan både være en belastning og enormt ensomt at stå med - uanset om man er 20 eller 40 år. 

Det er et emne, der fylder meget herhjemme, og du vil snart kunne læse en artikel om netop skipperrollen her hos Minbaad.dk. Mine to yndlingsskippere har nemlig lovet at stille op til et interview og sætte ord på og give deres bud på, hvordan man bedst forbereder sig, hvis man skal på langtur og er skipper ombord.

Hvordan får man de der teenagere med?

Et andet emne, der fylder meget herhjemme, er, hvordan man får de der teenagere med ombord. Man skulle tro, at vi efterhånden var eksperter i det, nu hvor vi kører på vores tredje teenager… Men de der børn er jo ikke ens.

Og jeg skal love for, at der er modstand hos vores tredje teenager, Liva på 14 år. Hun kan ikke forestille sig noget værre end at skulle være ombord på båden med os en hel sommer langt fra sine venner. 

Det har sat tingene i perspektiv, da vores ældste Gustav jo var lige præcis 14 år, da vi fortalte ham, at han skulle bo på en båd med alle os i to år langt væk fra Danmark og alle vennerne. 

Der var også modstand, men når vi ser på, hvad han har fået ud af det, så bliver vi heldigvis bekræftet i, at Liva nok skal klare en sommer væk fra vennerne og tæt på os. 

En erfaring, vi også har gjort os, er, at modstanden fylder mest inden. Når først vi er afsted, overgiver selv den mest modstandsramte teenager sig til livet ombord. Det kræver bare lidt solskin, et paddleboard og en masse snacks.

Og det tror vi på, at der kommer en masse af i år!

Forventningsfulde sejlerhilsner
Cille