Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Tre medlemmer fra den nuværende bestyrelse er på genvalg ved årets generalforsamling. Foto: Dansk Sejlunion

Kampvalg i Dansk Sejlunion: Fire kandidater kæmper om tre bestyrelsesposter

Fire kandidater skal sorteres til tre bestyrelsesmedlemmer, når Dansk Sejlunions generalforsamling afvikles den 16. marts i Svendborg. Line Markert er på genvalg til posten som formand for bestyrelsen.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Chancen for at melde sit kandidatur til Dansk Sejlunions bestyrelsesposter, der er på valg, når generalforsamlingen mødes den 16. marts, er udløbet.

Seks kandidater har meldt sit kandidatur, heraf nuværende formand Line Markert til formandsposten, én til suppleantposten og fire til de ordinære bestyrelsesposter.

Det skriver Dansk Sejlunion på sin hjemmeside.

Fire kandidater til tre poster

Kursen er derfor sat mod et kampvalg til de ordinære bestyrelsesposter, hvor fire kandidater kæmper om tre poster.

Tre af kandidaterne sidder allerede i bestyrelsen og ønsker dermed genvalg. Det gælder økonomiansvarlig Jakob Frost (Faaborg Sejlklub), Jens Kofoed (Virksund Sejlklub) og Ditte Juul (Thurø Sejlklub og Skolerne i Oure).

Derudover har Nicolai Juel Vædele (Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub) meldt sit kandidatur til en af de tre pladser.

DS: En styrkelse af demokratiet

Bestyrelsen i Dansk Sejlunion sætter på et strategisk niveau retningen for sekretariatets indsatser og prioriteringer og har et helikopterperspektiv på sejlsportens udvikling i hele landet - hertil hører også den aktuelle ansættelsesproces af unionens nye direktør.

Derfor er det også på mange måder positivt, at der er flere der har lyst til at bidrage til at gøre det lettere og sjovere at være sejler.

– Kampvalg styrker demokratiet ved at give medlemsklubberne mulighed for at vælge mellem flere kandidater, påpeger Henrik Blakskjær, konstitueret direktør i Dansk Sejlunion, og uddyber:

- Det kan være med til sikre, at bestyrelsen repræsenterer en bred vifte af synspunkter og interesser inden for sejlsporten, som er afgørende for helhedsperspektivet. Derudover er det altid dejligt, hvis der er frivillige kræfter, der har kompetencerne og lysten til at gøre en forskel.

Bestyrelsen vælges på Dansk Sejlunions generalforsamling på Hotel Christiansminde i Svendborg lørdag den 16. marts. Læs mere om generalforsamlingen her.

De seks kandidater til Dansk Sejlunions bestyrelsen:

• Jens Kofoed (Virksund Sejklub)

• Jakob Frost (Faaborg Sejlklub)

• Ditte Juul (Skolerne i Oure og Thurø Sejlklub)

• Nicolai Juel Vædele (Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub)

• Line Markert (Hellerup Sejlklub) - kandidat til posten som formand

• Peter Toft (Sejlklubben Køge Bugt) - kandidat til posten som suppleant

Læs mere om de opstillede kandidater her.

content-loader
content-loader
content-loader