Schønherr og Eli tager 6. plads til VM i Starbåd i San Diego
- Øv - det blev desværre ikke til nogen podieplads denne gang. Desværre blev vores start i sidste sejlads ødelagt af en tyvstartende båd, og vi lykkedes ikke med at sejle os nok frem til at kunne være med i kampen om medaljerne, forklarer Køge-sejler Jørgen Schønherr. Kostecki og Sperry vandt guld.
Jørgen Schønherr, der har vundet alverdens i 505er og Drage, har nu i flere år også gjort det godt i den stærke Starbåd. I USA i San Diego tog han og gasten Jan Eli Gravad en flot 6. plads ved VM i Starbåd, hvor 64 af den tidligere olympiske båd var på startlinjen.
Om at holdet fra Køge Sejlklub ikke kom på podiet, skriver Schønherr på sin facebookside.
- Men uanset slutresultatet, så er Jan og jeg meget tilfredse med vores performance. Vindere af verdensmesterskaberne blev amerikanerne John Kostecki og Austin Sperry, der sejlede en fantastisk flot og stabil serie og vandt med 1 point foran andenpladsen, de lokale Will Stout og Danny Cayard, der var a point med 3. pladsen, de unge argentinske brødre Leandro & Lucas Altolaguirre. Disse tre teams slog max til på den afgørende dag, lyder det.
De danske sejlere er nu på vej mod Danmark igen, men Starbåden bliver i USA.
- Nu går turen hjem til Danmark, hvor vi med glæde kan kigge tilbage på et helt igennem fantastisk verdensmesterskab fra den aller øverste hylde. Kæmpe tak til San Diego Yacht Club og alle dem der har været med til at gøre dette til en uforglemmelig oplevelse.