Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Det det fysiske hav kapsejler Vegvisir-bådene på tre forskellige baner. Foto: Vegvisir Race Nyborg

Den virtuelle og fysiske sejlerverden mødes under Vegvisir Race i Nyborg

Mens dygtige doublehand-sejlere dyster på vandet, kan nysgerrige sejlere i alle aldre prøve kræfter med den virtuelle sejlsport på Nyborgs havnefront. Også dygtige e-sportssejlere fra ind- og udland kapsejler virtuelt, når der sejles sidst i august.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Døren er åben til to verdener, når Vegvisir Race Nyborg den 29.-31. august inviterer byens borgere på spændende dage i sejlsportens tegn.

Det sker ved at kombinere den virtuelle og den fysiske gren af sejlsporten på havnen og på fjorden i Nyborg.

I et partnerskab mellem Play eSailing, Esailing Danmark, Nyborg Sejlforening og Vegvisir Race Nyborg vil der på havnen være en race village, hvor der inviteres til sjove, intuitive og hands-on e-sport sejl-oplevelser for alle. 

Læring mellem generationer

En virtuel pakke, der kombineres med et indblik i sejlsport i virkelighedens verden, når starterne i Vegvisir Race Nyborg speakes live fra molerne på Nyborg Havn.   

- Vegvisir Race-dagene bliver en unik mulighed for at skabe læring mellem generationer. Nogle gange har bedsteforældre og forældre prøvet at sejle før, mens børn og unge har oplevet mindre af, hvad sejlsport indeholder. 

- Igennem det danske e-sejlsports-spil Play eSailing får de unge og ældre mulighed for på en sjov og inkluderende måde at skabe forståelse og indsigt i sejlsportens komplekse væsen, fortæller Thomas Lybæk Petersen, Esailing Danmark, i en pressemeddelelse.

Skoleklasser til sejlsport

Det er ikke kun de besøgende på havnefronten, der får lov at gå ombord i det virtuelle univers. Også lokale skoleklasser træder indenfor:

- Vi ser partnerskabet som en unik mulighed for at fange fremtidens unge sejlere ved at linke det bedste fra sejlsporten og eSejlsporten. Sammen med Nyborg Kommune inviterer vi også skoleklasser på sejltur i cyberspace, når de unge kan tage en tur på det virtuelle hav for at lære de fundamentale principper i sejlads og sejlport. 

- Vi glæder os til at give alle byens borgere og tilrejsende interesserede denne unikke mulighed, understreger formand for Nyborg Sejlforening, Marianne Holmer, der er en del Vegvisir Race Nyborg-organisationen. 

Fra øverste hylde

De fremmødte får desuden mulighed for at se internationale og nationale eSejlsports-stjerner håndtere de virtuelle både i Nyborg. Således kommer Vegvisir Race Nyborg til at danne rammen om den første sæsonfinale i esejlsports-serien. 

Her vil deltagere fra ind- og udland sejle mod hinanden. Nogle vil være til stede fysisk i Nyborg, mens andre vil være med på banen online fra et andet sted på kloden. 

Danmark har senest vist klassen i eSejlsport, da Lucas Mohr blev nummer to i forbindelse med en e-sejlsportbegivenhed forud for efterårets America’s Cup i Barcelona. 

Danish eSeries Season Finals

Under eventen kommer Nyborg ligeledes med på den internationale sejlsportsscene, når Danish eSeries Summer Season Finals afvikles på havnen i Nyborg. 

Onsdag den 28. august vil Danish eSeries sæsonens sidste af fem internationale online-stævner blive afviklet med live-broadcast fra Nyborg Havn, mens Danish eSeries danske sæsonfinale spilles live lørdag den 31. august, ligeledes med live-broadcast og kommentering.

Om samarbejdet

Play eSailing
Er et danskejet sejlsportspil til tablets og smartphones, som spilles af sejlere over hele jorden. Spillet er udviklet til konkurrence og læring. Spillet er anerkendt worldwide og sejles af alt fra gamere, over olympiske sejlere til sejlsportsfans.   
Spillet er gratis og kan downloades i Apple Store og Google Play under navnet “Playesailing”.

Vegvisir Race Nyborg 2024
Er Nordeuropas største doublehand-sejlsportsevent med base i Nyborg. Sejlere fra hele Europa kommer til Nyborg for at kæmpe i distancekapsejlads i forskellige klasser.

De mange både, fra racere til cruisere, kan ses i havnen før starterne henholdsvis torsdag den 29. og fredag den 30. august, og når alle er tilbage i mål lørdag den 31. august.

Der vil udover eSejlsport være musik og underholdning i havneområdet i Vegvisir Race-dagene. Sejladsen er støttet af Nyborg Kommune. 

ESailing Danmark
Er den danske esejlsports-forening, som laver online og live-events for danske sejlere. De arbejder på at gøre sejlsport mere tilgængelige og forståelig ved at kombinere deres viden fra sejlsporten med digital sejlsport. 

Bliv en del af Danish eSeries på Discord: https://discord.gg/KRDVkxhrfU 

content-loader
content-loader
content-loader