Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Anders Bertelsen og gaster fra Aarhus Sejlklub vandt H-bådsstævne i Struer. Arkivfoto: Peter Brøgger

De danske H-båds-mestre Bertelsen, Schulz, Jepsen og Kofoged skruer op i Lydens By i intens regn

Struer Bugt var skueplads for Eliteseriens andet stævne i år i H-båds-klassen. Opgøret blev domineret af tre besætninger, som tidligt har lagt sig i position til at erobre titlen i den tætte Eliteserie. Anders Bertelsen og gaster vandt. Besætning nåede at knække mast undervejs.

 

Af Troels Lykke |

Vejret bød på stort set alle tænkelige forhold i weekenden, hvor Eliteseriens 16 besætninger blev mødt af konstant omskiftelighed.

Det var da også netop en kraftig byge, der førte til, at Fristrup, Bendixen og Jakobsen allerede på lørdagens første opkryds kom til at flette rig med Pedersen, Arenfelt og Lystlund og afmastede med et højlydt brag. Scenen var sat.

Bertelsen, Schulz, Jepsen og Kofoged svingede taktstokken

Stævnet blev vundet af de regerende danmarksmestre Bertelsen, Schulz, Jepsen og Kofoged, der fandt et ekstra trin på volumenknappen lige fra første sejlads.

 - Det meste af tiden var der frisk vind, men den har svinget fra 2 til 11 m/s, og til tider regnede det så meget, at vi ikke kunne se mærkerne, forklarer Anders Bertelsen, rorsmand på Aarhus-båden, Cosani Sparekassen Danmark Fonden. 

Besætningen, der blev nummer seks i seriens første opgør på Øresund, greb taktstokken allerede lørdag, hvor de med fem point efter fire sejladser lå i klar føring. 

- Vi har generelt en god bådfart, og vi får os placeret godt på banen under hele stævnet, forklarer taktiker Betina Jepsen, der primært har ansvar for at kalde linjerne, holde øje med tryk og i det hele taget at se så meget ud af båden som muligt.

- Vi kommer alle med input til Anders, men det er ham, der beslutter, hvor vi vende, fortsætter Christian Schulz, mens Anders Bertelsen uddyber:

- Vi var sultne efter vores sjetteplads i årets første stævne. Det er fordi, alle ombord yder et fantastisk stykke arbejde og er så 100 procent dedikerede og fokuserede, at vi klarer os godt her i weekenden, understreger skipperen.

Nummer to også tæt på mastehaveri

Stævnets nummer to, Sennels, Hannibal og Damborg, alle fra Aarhus Sejlklub, var ligeledes tæt på at sætte riggen i lørdagens kraftige bygevejr:

- I anden sejlads sprang vores hækstag på løberen, men vi har en lille sikringsline, som tilfældigt greb fat i en bøjle, så vi kunne nå at gå om på bidevind og bjerge spileren, orklarer rorsmand Thomas Sennels og uddyber:

- Vi udgik af sejladsen, hvor vi ellers lå nummer to og fik repareret staget og ender førstedagen som treer.

Hannibal og Sennels har sejlet sammen i tyve år. Efter at have sejlet 14-footer og Spækhugger, købte de sammen en H-Båd. 

- Det var på grund af konkurrencen i klassen. Det er jo en fin båd, men det er primært fordi, man møder nogen rigtig gode sejlere og sejler i et fedt felt, og vi kan komme rundt i landet med båden på trailer, forklarer midtermand Thomas Hannibal, mens fordækker Michael Damborg fortsætter:

- Jeg var med første gang for 15 år siden. Så har jeg i en periode sejlet blandt andet Banner 30 og Melges 24, men kom så med igen for fire år siden, så vi er rigtig godt sammensejlede.

Besætning med nygift rorsmand bevarer førsteplads

Mads Korsgaard og gasterne Korsgaard og Jansen mødte op i Struer i håb om at kunne forsvare Eliteseriens førsteplads. Det lykkedes.

Mads Korsgaard, der blev gift to uger før stævnet, fortæller:

 - Vores serie lørdag var 4, 2, 6 og 3. I tredje sejlads, hvor vi bliver nummer seks, får vi ikke noget til at fungere, og jeg synes, vi sejler dårligt. Vi havde en del stolpe ud-situationer lørdag og i de to første søndag, hvor vi ofte mangler en halv bådslængde. De situationer undgik vi i stævnets to sidste sejladser, og dem vandt vi så.

Sønnen Frederik Korsgaard fortsætter:

- I meget tunge konditioner mangler vi måske en lille smule, men vi kan ikke klage over vægten - vi har blot 20 kilo op til vægtgrænsen på 300.

Med en samlet tredjeplads i Lydens By indtager Korsgaard, Korsgaard og Jansen førstepladsen før stævnerne i Middelfart og Brejning, som afvikles efter sommerferien. 

Stillingen i top tre i H-bådenes Eliteserie:

1. plads: Korsgaard, Korsgaard og Jansen - 4 point (1,3)

2. plads: Sennels, Hannibal og Damborg - 6 point (4,2)

3. plads: Bertelsen, Jepsen, Schulz og Kofoged - 7 point (6,1)

Resultater

content-loader
content-loader
content-loader