Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De små både får mindst for pengene, idet alle både med mastehøjde op til 15 meter sendes under lavbroen, hvilket giver en tur på 134 sømil. De større både får lov at sejle udenom Sprogø også, og dermed 140 sømil. Foto: Troels Lykke
Kort Nyt
Kerteminde sejlklub har til ansvar at arrangere kapsejladsens 90-års fødselsdag. Foto: Morten Grove
Kort Nyt
Sejlklubben håber på at se flest mulige tilmeldte. Foto: Morten Grove

Classic Fyn Rundt vil gøre sejladsens 90 års jubilæum til en deltager-succes - 350 kr. i startgebyr

For første gang er stafetten havnet hos Kerteminde-klubbens aftensejlads-udvalg. Opgaven lyder:”Få flest muligt ud at sejle, koste hvad det vil”. Frem til 1. februar er startgebyr på 350 kr. 30 både er nu tilmeldt. Både med mastehøjde op til 15 meter sendes under Storbæltsbroens lavbro.

Af Troels Lykke |

Netop, at få folk ud at sejle er noget mange arrangører døjer med, men sejlerne Jesper Stokholm, Jens Fich, Claus Christensen og Flemming Palm tog handsken op, smøgede ærmerne op, og lagde en plan.

I 1934 tilmeldte 9 både sig til historiens første Fyn Rundt. Det tal er passeret, idet 30 både, i skrivende stund, allerede har tilmeldt sig, når starten går i Kerteminde den 7. juni 2024.

I 1980’erne kom deltagerantallet op på over 1000 både. En herlig, men svunden tid, som nok aldrig kommer tilbage.  Heldigvis kan mindre også gøre det, tror vi på.

Planen

Sprut, damer og hornmusik, var vores første tanke. Men efter få sekunders debat, blev den skudt ned igen. Det lyder godt, men harmonerer rigtig dårligt med sikker sejlads, ligestilling, og vores musiksmag, lyder det fra Kerteminde-sejlerne.

Det næst nemmeste var selvfølgelig at sælge varen til dumpings pris. I hvert fald til at begynde med. Derfor valgte vi at sætte startgebyret til sølle 350 kr., gældende indtil 1. februar.

Herefter koster det 750 kr. Det syntes vi godt vi kunne tillade os, idet opgaven fra Chefen ikke lød på at sejladsen skulle være en guldgruppe for klubben. Vi synes selv, at den lave pris har givet os en rigtig god start, og så må vi vende på toppen, resten af vejen.

Hvad er det så vi sælger

De små både får mindst for pengene, idet alle både med mastehøjde op til 15 meter sendes under lavbroen, hvilket giver en tur på 134 sømil. De større både får lov at sejle udenom Sprogø også, og dermed 140 sømil. Desuden:

  • Gratis grillpølse, brød og øl, torsdag 6/6-24 kl. 18.00
  • Præmier til hver 5. båd, i hvert løb.
  • 6 Erindringsglas til hver fuldførende båd (det er Whisky glas, som nok også godt kan bruges til juice)
  • Track-Trace til alle både.
  • Gratis bådplads fra 2/6-24 til 12/6-24.
  • En pose med 6 rundstykker og smør til hver båd. 

Hvad skal du nu gøre

Tilmelding på  Manage2Sail

Her finder du nemlig tilmelding, NO og SI. Der er løb for:

  • Klassebåde (Folkebåde og H-både)
  • Cruising (tursejlads med flag, efter søvejsreglerne)
  • DH (over og under 15 m. mast)
  • DH doublehand (over og under 15 m. mast.)
  • ORC (over og under 15 m. mast.)
  • Flerskrogsbåde (Texel) (over og under 15 m. mast.)

Stævnet kan desuden følges på Facebook., hvis man søger efter: ”Classic Fyn Rund, 90 års fødselsdag”

Historien bag

Danmarks ældste kapsejlads er Fyn Rundt, eller Classic Fyn Rundt som sejladsen har heddet de sidste 10 år.

Classic Fyn Rundt startede i 1934 på initiativ af Odense Sejlklub ved Hans Jensen, der selv sejlede i “Gækken”.

I Odense Sejlklubs 75 års jubilæumsskrift står der for 1934:

“Den 24. Juni afholdtes en Kapsejlads Fyn Rundt. Der var anmeldt 9 både, der startede 6, men kun 4 fuldførte det lange løb. Disse fik til gengæld hver en sølvplade til erindring om bedriften.”

Classic Fyn Rundt i dag

Sejladsen blev en meget stor folkelig succes og deltager antallet steg. I slutningen af 1980’erne måtte man indføre en begrænsning på 1000 deltagende både.

I 2000 forlod Odense Sejlklub Korshavn på Fyns Hoved som startplads og flyttede til Kerteminde, og startede dermed et nyt kapitel i sejladsens lange historie i samarbejde med Kerteminde Sejlklub.

Kerteminde Sejlklub nyder et godt ry blandt kapsejlere for sin gode organisation og sine stævner, der rækker fra klassemesterskaber til verdensmesterskaber.

Fra 2010 overtager Kerteminde Sejlklub ansvaret for Classic Fyn Rundt og vil føre sejladsen videre i den gode ånd, som blev grundlagt af Hans Jensen og Odense Sejlklub tilbage i 1934.

Kilde. Odense og Kerteminde Sejlklub

content-loader
content-loader
content-loader