Gå til hoved-indhold
Havne
Klintholm Havn blev hårdt ramt i oktober stormen, men er blevet genopbygget og er klar til gæstesejlere. Havnen hører fra mange gæstesejlere, at de er i tvivl om havnen overhovedet er åben og det er den. Dronefoto: Jeppe Boe Jensen, Havnefoged i Klintholm Havn

Sporene efter vinterens storm er væk - Klintholm Havn er igen klar til gæstesejlere

Alle faciliteter på land er 100 % klar på Klintholm Havn. Der er nemlig blevet arbejdet hårdt på at gøre havnen klar efter stormfloden i oktober sidste år, og resultatet er ikke bare godt, det er bedre og ny med ny flydebro og renoveret bro.

Af Troels Lykke |

Klintholm Havn åbner sæson 2024 med en helt ny flydebro, og en flot nyrenoveret bro ved havne kontoret. Havnebassinet er i foråret blevet uddybet og sejlrenden ind til Klintholm Havn er renset op til en dybde på garanteret 4 meter. 

De danske havne er klar til sæsonen

Klintholm Havn blev ligesom mange andre lystbådehavne langs Danmarks sydkyster ødelagt af efterårs- og vinterstormene, og det gælder også Vordingborg Kommunes 8 andre havne. Men alle havne er åbne og klar til at tage imod sejlerne, fortæller Vordingborg Kommunes chef for havnene, Anja Valhøj:

– Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi allerede står med en fuld funktionel lystbådehavn i Klintholm, som i den grad er klar til at tage imod en masse sejlende turister fra ind- og udland, som nyder sejlads, oplevelser på havet og havnelivet. Alle har arbejdet hårdt på, at vi kunne blive klar til ”at åbne de blå døre” til Klintholm Havn i 2024.

- Både lokale, og de erhvervsdrivende i Klintholm Havn, har udvist stor forståelse for den tragiske situation vi stod i i oktober 2023, og jeg tror vi alle er lettet over det lykkedes at komme i mål med lystbådehavnen. Nu håber vi, at mange vil lægge vejen forbi på deres sommertogt og støtte op om vores havne og vores erhvervsliv, som også er afhængige af vores mange besøgende, siger Anja Valhøj, chef for blandt andet havnene i Vordingborg Kommune.

Det er bare om at komme afsted

FLID opfordrer til, at sejlerne besøger de danske havne ekstra meget i år, og påskønner alt det havnene har nået at få gjort klart ovenpå vinterens hårde vejr. Skulle du anløbe en havn, hvor der stadig er anlægsarbejde i gang, så vær overbærende og hold som altid øje med anlægsarbejderne i havnen når du anløber.

Respekter afmærkninger af beskadigede broer, der er lukket for anløb og følg havnens anvisninger. 
Der er over 300 lystbådehavne at vælge imellem i de danske farvande, og de er klar til at tage imod. Så det er bare om at komme afsted og vi skal hilse fra Klintholm Havn og sige, at de er 100 procent klar til at tage imod.

Tjek havnen på havneguide.dk, eller på deres egen hjemmeside for nærmere information, inden du kontakter havnefogeden. Her vil det også fremgå, hvis havnen er lukket for anløb.
 

content-loader
content-loader
content-loader