Riber-familie sejlede varer til gæstfri atol Nukuoro i Mikronesien i Stillehavet

Hus, biler og møbler. Alt blev solgt, da Jesper Riber nu 41 år med sin forlovede Anni Skovbakke på 37 og børnene Mia (10) og Andreas (7) i 2022 vinkede farvel til hverdagen i Kolding i deres Lagoon 400. Bastian på 20 år er nu også med på 7. måned.

- Vi har ingen bagkant, men når ungerne bliver for store, eller vi mister lysten, skal vi nok have villa og bil igen, forklaredede Jesper Riber til Minbaad.dk for to år siden.

Nu er besætningen i Stillehavet, hvor de i en engangsting hjælper de lokale på atolen Nukuoro.

Fem både har besøgt Kosrae i Mikronesien i år, heraf to danske, nordkaperen var her i januar og Serendipity i november.

Mikronesien så langt væk at kragerne er vendt om

Jesper Riber forklarer til minbaad.dk.

Mikronesien er et så langt væk at kragerne for længst er vendt om, og der kommer heller ikke mange turister herud. De fleste langturssejlere stopper ved Fiji, sejler til Australien, eller tager turen over Vanuatu til Asien, men de fleste er længe vendt hjem, inden man kommer så langt.

Vi har valgt at sejle mod Asien, og har valgt en anden utraditionel rute, en rute der bringer os forbi det øde og isolerede Mikronesien.

På den første ø vi ramte, Kosrae, havde der været fem både i år, og to af dem var danske, den ene var Nordkaperen tilbage i januar og nu er det os.

Den næste ø er hovedøen i Mikronesien, Pohnpei, har havde 8 både tjekket ind i år. På begge øerne oplevede vi en utrolig gæstfrihed og venlighed, som vi aldrig har oplevet før, vi blev inviteret ind i folks hjem til aftensmad, og mærkede virkelig hvor sjældent de får gæster.

Her mødte vi Senard Leopold, han er høvding (eller Borgmester som han selv siger) på atolen Nukuoro, som ligger to døgns sejlads syd for Pohnpei.

Det er en meget lille atol med kun 200 mennesker, de har en skole, men ellers ikke meget andet.

Vi blev til forsyningsskib

Det er seks måneder siden sidst at forsyningsskibet var forbi, og Nukuoro mangler altid varer.

Derfor besluttede vi (i sidste uge) os for at omdanne vores katamaran til transportskib for en stund, for at tage varer, som ris, sukker, benzin og andet godt, med ned til dem.

I morges stævnede vi ud fra Pohnpei med skibet godt lastet, cirka 500k kilo blev det til i det hele.

Foran os venter en kæmpe oplevelse at skulle levere varerne til folkene på Nukuoro. 

Men der kommer en forhindring, det meget smalle og lange pass på Nukuoro, på kun 20 meter i bredden og 500 meter langt.

Vi har forsøgt at time det, så vi får så få dønninger ind i passet som muligt, og ville gerne have haft højvande, men desværre står sol og måne ikke lige til vores fordel nu, og der er derfor ingen højvande i dagslys.

Den 23 omkring midnat dansk tid, regner vi med at være fremme, og det bliver ekstremt spændende om vi kan komme ind og aflevere alle varer selv, eller om de skal hente den udenfor revet i deres både.

Kom gennem 20 meter smal kanal til atolen Nukuoro

Tre timer før ankomst blæste det op til 33 knob, vinden drejede om i syd-vest, og det var netop det som ikke måtte ske, og ingen udsigter havde forudsagt det.

Da vi kom tættere på passet havde vi 25 knob, og bølgerne stod sideværts ind i passet, knækkende bølger. Det var overskyet så vi ikke kunne se ordenligt ned i vandet, fortæller Jesper Riber på familiens facebook-side.

Alt det som ikke måtte ske, skete, hård regn, hård vind fra den forkerte retning og kamp overskyet, så vi ikke kunne se noget, det hele på en gang.

20 meter bredt pas, nej tak

Vi sejlede hen i mod passet for at se det, og vendte planlagt om, jeg kunne se at vi ville surfe en smule, i et 20 meter bredt pas, nej tak, tænkte jeg.

Bølgerne ude foran passet, var for store til at de kunne få varerne over i deres både, altså ikke uden at det ville smadre vores side, så hvad gør man lige.

Plan C ville være at sejle ned for enden af atollen udenpå, hvor de ville kunne få varerne over i deres både, men det ville være en hård tur for dem, og det var jo ligesom ikke det vi havde drømt om.

Lidt efter kom de ud til os i åbningen af passet, deres lille båd bankede godt i bølgerne.

Vi spurgte dem hvor lavt passet er, for på kortet vises der at der ville være for lavt i passet to steder, men de forsikrede os om at der ville være vand nok.

Nu kunne jordomsejlingen slutte

Anni og jeg kiggede på hinanden, og nikkede sådan anerkendende til hinanden…. vi tager chancen. Velvidende om at vores jordomsejling kunne slutte nu.

Mændenes i bådene kaldte på vhf’en, “are you going for it” og jeg svarede “yes we are” hvor til han svarede “Thank you ”

Vi satte begge motorer frem og surfede en enkelt lille gang lige ved indgangen, og så blev der ro, og guskelov for det, for nu var det for sent at vende om.

Vi kom igennem, og det gik fint, og næsten alt var roligt, altså undtaget Annis og mine hænder, hold da kæft hvor de rystede.

Vi vidste godt at det var en anelse dumdristigt det vi lige havde gjort, men når det er sagt, har vi i Holland sejlet smallere steder.

Da vi kom ind kom de ombord og havde så mange frugter, banan-Chips, juice og alt muligt andet med til os, hold nu kæft en velkomst.

Det her, det er eventyrligt, fortæller Jesper Riber.

Mennesker giver den største oplevelse

Det er første gang vi tager varer med for en ø, vi sejler jorden rundt for at opleve verden, og stille og roligt er vi blevet mere og mere klar over at det er mødet med mennesker der giver de største oplevelser, så derfor var det her et naturligt valg, fortæller Jesper Riber til minbaad.dk.

Når man har set nok vandfald, ruiner, svømmet med en masse hajer, hvaler og set en million koraller, så er det mødet med mennesker og kulturer som har været det største, forklarer Jesper Riber.

Vi regner med at komme til Danmark i 2026, men vi ved ikke helt om vi sælger båden herude eller går syd om Afrika endnu, en sømil af gangen, forklarer Jesper Riber.

Lokale laver udspring fra dansk Lagoon 400

Tirsdag 26. november fortæller Jesper Riber fra Nukuoro. 

Uanset hvad, bliver vi helt sikkert budt velkommen med åbne arme. Der bor 180 på øen Nukuoro i Mikronesien, og de har 25 børn på øen, som næsten alle sammen har været forbi til udspringskonkurrence fra vores båd.

Den første dag var vi i kirke, og vi blev med det samme inviteret til fødselsdag, dagen efter endnu en fødselsdag, hvor den stod selvfølelig stod på hjemmefanget fisk og bananer og kokus, på 20 forskellige måder, fortæller Jesper Riber.