Avernakø Havn igen på ret køl efter stormfloden i 2023 - se før og efter billeder
Det er næsten to år siden, stormfloden i oktober 2023 ramte Danmark – og særligt de sydfynske øer hårdt. På Avernakø blev 235 meter havnebro ødelagt, og både bygninger og anlæg led omfattende skader. Ødelæggelserne blev vurderet til at koste mellem fem og seks mio. kr. at udbedre.
– Vi har nu plads til 70 sejlere og glæder os til at tage imod gæsterne, siger Martin Roien fra havnens bestyrelse til minbaad.dk.
Efter mere end halvandet års hårdt arbejde, genopbygning og fondsansøgninger, er Avernakø Havn igen klar til at tage imod sejlere.
Søndag den 7. juli markerede havnen sin officielle genåbning med fejring, gratis fadøl og sodavand til de første 100 gæster – og ikke mindst en ny og solid østbro.
Kæmpe ødelæggelser i 2023
Det er en dag mange øboere har set frem til. Det er næsten to år siden, stormfloden i oktober 2023 ramte Danmark – og særligt de sydfynske øer hårdt.
På Avernakø blev 235 meter havnebro ødelagt, og både bygninger og anlæg led omfattende skader. Ødelæggelserne blev vurderet til at koste mellem fem og seks millioner kroner at udbedre.
Selvom øen stod på Naturskaderådets liste over stormflodsramte områder, dækkede Naturskadeordningen ikke skaderne på broer og moler. Det gjorde genopbygningen både langsommelig og økonomisk udfordrende, fortæller Fyens Stiftstidende.
Et fælles løft
Redningen blev fællesskabet. Øboere, sommerhusejere og folk med tilknytning til Avernakø gik sammen om at rejse midler og tage fat.
Over 1,5 millioner kroner i fondsstøtte er brugt på at genopbygge to af havnens anløbsbroer, uddybe indskyllet sand og udbedre fugtskader i havnebygninger og café. I havnecaféen stod vandet efter oversvømmelserne 70 cm over gulvet – nu er både servicebygninger og café igen klar til at tage imod gæster.
– Der har været en kæmpe frivillig indsats, både med at skaffe midler og med det praktiske arbejde. Det har været rørende at mærke opbakningen. Nu står vi med en ny østbro og en oprenset havn med 70 pladser klar til både gæste- og fastliggere, siger Martin Roien, der også er vikar som havnefoged på Avernakø Havn. Havnefogeden til dagligt er Laura Bjerre.
Ny halvdagsbillet skal lokke dagsejlere til
Som noget nyt tilbyder Avernakø Havn i år en særlig halvdagsbillet for sejlere, der kun ønsker at lægge til i dagtimerne fra kl. 10 til 17. Med den nye ordning håber man at tiltrække flere gæster, der blot vil nyde øens spisesteder, gårdbutikker og natur – uden at skulle betale for en overnatning.
– Vi ved godt, at byggearbejdet i foråret har fået nogle sejlere til at vælge andre destinationer. Derfor er det vigtigt for os at få spredt budskabet: Vi er åbne, klar og glæder os til at tage imod både nye og gamle gæster, siger Martin Roien.
Vestbroen næste projekt
Mens østbroen står færdig, mangler vestbroen endnu en gennemgribende renovering. Bestyrelsen arbejder i øjeblikket på at rejse de sidste midler til det projekt, der også omfatter planer om at gøre havneområdet til et aktiv i Geopark Sydfyn – blandt andet med en ny bro ud på revet sydvest for havnen.
– Vi har store drømme, men vi er også realistiske. Genopbygningen af østbroen har vist os, hvad vi kan, når lokalsamfundet og fondene løfter i flok, lyder det fra Roien.
Tak til fondene og frivillige
Avernakø Havn sender en stor tak til fonde som Avernax, LAG Småøerne, FLAG, Landdistriktspuljen og Nordea Fonden, som alle har bidraget til genopbygningen. Uden deres støtte og de mange frivillige timer, ville havnen ikke være kommet på fode igen.
– Det er en glædens dag for hele øen. Vi er tilbage – og vi håber, at mange sejlere lægger vejen forbi, slutter Martin Roien.


