Digitale Onboard belaster Dansk Sejlunions regnskab med -3,21 mio. kr. og skaber underskud i 2024
Øgede drifts- og udviklingsomkostninger samt en nedskrivning af appen Onboard betyder, at Dansk Sejlunions årsregnskab slutter i pænt stort minus til trods for en ellers positiv finansiel udvikling. – Vi har måtte indse, at vi ikke er en IT-udviklingsvirksomhed, siger DS-direktør Kristensen.
Selvom årets indtægter oversteg de budgetterede med 1,18 mio. kr., blev Dansk Sejlunions samlede resultat for 2024 alligevel negativt.
Med udgifter for 1,97 mio. kr. mere end planlagt, slutter Dansk Sejlunion 2024 med et underskud på 1,78 mio. kr.
Det viser Dansk Sejlunions Årsrapport, der netop er udgivet.
Årsagen til underskuddet skal findes i udviklingen af den digitale platform Onboard. Samlet set har Onboard belastet Dansk Sejlunions regnskab med -3,21 mio. kr. i form af øgede drifts- og udviklingsomkostninger samt en nedskrivning.
Det ærgrer Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion. Særligt set i lyset af at resten af regnskabet, der ikke vedrører Onboard, afspejler en god finansiel udvikling, lyder det i en pressemeddelelse.
– Som tallene foreligger, er vi nødt til at betegne resultatet som ’ikke tilfredsstillende’. Vi har måttet nedskrive Onboard til nul, og det ses selvfølgelig i det samlede regnskab, siger han og uddyber merforbruget på Onboard:
– Vi har i løbet af det seneste år måtte indse, at vi ikke er en IT-udviklingsvirksomhed. For at sikre størst mulig udbredelse, bedst mulig drift og for at reducere den økonomiske risiko bliver Onboard derfor udskilt i et selvstændigt selskab i løbet af 2025 med Dansk Sejlunion som medejer. Det betyder, at vi fremover ikke har flere økonomiske forpligtelser relateret til Onboard, men stadig kan tilbyde produktet til vores medlemsklubber til en fornuftig pris, forklarer han.
Fokus på omkostninger
Ser man nærmere på den del af regnskabet, som ikke omfatter Onboard, er der til gengæld en række positive aspekter at fremhæve.
Efter et par år med underskud har Dansk Sejlunion i 2024 arbejdet fokuseret på at styrke den finansielle balance i sine aktiviteter, og det har båret frugt, konstaterer Anders Kristensen. De samlede udgifter til kerneaktiviteterne er således reduceret med 948 tkr. i forhold til budgettet.
– Vi har arbejdet målrettet på at sikre en stram omkostningsstyring, og det er positivt, at vi har formået at reducere udgifterne på flere områder. Vi skal dog stadig have en mere langsigtet balance i vores økonomi, så vi ikke blot dækker underskud, men faktisk styrker vores finansielle grundlag, siger han.
Stærk partnerstøtte og kommercielle indtægter
Derudover er det ligeledes positivt, at Dansk Sejlunion fortsat lykkes med at sikre ekstern støtte, siger Anders Kristensen.
Blandt andet har Team Danmark, Salling Fondene og Kirkbi i årets løb bidraget med 11,7 mio. kr. til elite- og talentudvikling, mens hovedsponsoren TORM har ydet 2 mio. kr. til klubudvikling samt talent- og ungdomsarbejde.
– Vi er glade for den fortsatte støtte fra vores partnere, og det er glædeligt at se, hvordan det er lykkedes os at skabe en rigtig god økonomi omkring årets kommercielle aktiviteter. Det er noget, vi skal bygge videre på i de kommende år, konstaterer han.
Mål om fremtidig stærk økonomi
Indsatsen for at sikre fortsat finansiering og dermed fastholde aktivitetsniveauet i de kommende år tegner allerede nu lovende.
Aftalen med Odense Maritime Technology A/S om et kommercielt partnerskab er blevet forlænget til og med 2028, og der er en positiv dialog med TORM om støtte til og med 2028. Der er indgået en aftale med DIF om en ny fireårig strategi, som skal dække perioden fra 2026 til 2029, ligesom en ny fireårig rammeaftale med Team Danmark for 2025 til 2028 er på plads.
– Vi har sikret os flere langsigtede aftaler, hvilket giver os et bedre økonomisk fundament. Det er afgørende for, at vi kan fortsætte med at udvikle dansk sejlsport og give vores medlemmer de bedste muligheder. Men det er klart, at vi stadig har et arbejde foran os for at sikre en endnu stærkere økonomi fremadrettet, fastslår Anders Kristensen.

