Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

Dragonfly 28 gennemførte Nordjylland Rundt med 18 m/sek. i Vesterhavet

En sejlads der ikke er for børn. Kim Ø. Hermansen fra Sejlklubben Limfjorden og hans hold sejlede på 52 timer, 330 sømil Nordjylland Rundt om bagbord i trimaranen Trinamite – og blev belønnet med eventyr, vabler og vind i håret. Minbaad.dk får her en beretning.

Af Troels Lykke |

De havde talt om det længe – og i starten af 2025 blev det aftalt over en øl til en fest i sejlklubben: I år sejler vi Nordjylland Rundt. Den genopståede distancekapsejlads rundt om Danmarks nordligste landsdel bød på alt det, de havde håbet på – og lidt mere.

- Vi ville have eventyret og oplevelsen, og det fik vi. Nordjylland Rundt blev præcis den udfordring, vi havde håbet på, fortæller Kim Ø. Hermansen, skipper på Dragonfly 28 Performance-trimaranen Trinamite.

Holdet bestod – efter lidt udskiftning – af Per Nielsen fra Kaløvig Bådelaug samt Mogens S. Larsen, Henrik Kraft og Kim Ø. Hermansen fra Sejlklubben Limfjorden.

En beslutning i pinsen og grundstødning

Efter prøvesejladser med både grundstødning ved Egholm og knækket rorpind (redningen blev en ny fra Quorning Boats), samt en udskudt montering af spritnye Epex-sejl fra Elvstrøm, blev det besluttet: Vi sejler i pinsen.

Fredag 6. juni blev båden pakket, og sidste broåbning i Aalborg passet. Efter en aftensejlads og et par timers søvn gik starten lørdag kl. 02:20 i svag vind ud mod Hals Barre Fyr.

Trimaran i toptempo

Allerede før solopgang røg Code-0’en op – og Trinamite gled med let fart mod nord. Vinden tog til, og snart røg båden op på 16,1 knob under fok og storsejl.

- Der var kæmpe smil ombord. Vi kunne mærke, at båden ville det her – og vi drømte om at gennemføre på 30 timer i stedet for de planlagte 48, fortæller Kim Ø. Hermansen.

Skagens Rev – og vildt vejr

Ved Skagens Rev blev drømmen udfordret: Hård vind og krappe bølger ramte besætningen tidligt. En hurtig vejrvurdering viste dog aftagende vind, så holdet fortsatte.

Kryds mod hård sydvestlig vind, modstrøm og op mod 18 m/s i stød betød våd og krævende sejlads.

- Det var klart det hårdeste, vi oplevede – og en påmindelse om, at Vesterhavet ikke er for sjov, siger Hermansen.

Cockpittet blev overskyllet

Ved Hanstholm skrånede bølgerne, og teamet fik en enkelt skyller over cockpittet. Gennemsnittet lå på 13-15 m/s, og med 2,5 meter bølger var stilheden ombord til at tage og føle på.

Trinamite viste dog sit værd og skar sikkert ind gennem indsejlingen til Limfjorden ved Thyborøn søndag aften kl. 19:20.

Cola og varm mad – og viljen til mere

- Vi havde kun spist småt i 30 timer, så første varme måltid og en iskold cola blev en fest i sig selv, siger Hermansen.

Oddesundbroen åbnede ekstraordinært for holdet kl. 21:30. Med masser af bølge-surf gik det i fuld fart mod Aggersund – dog uden held med natåbning. I stedet blev det til en lur ved broen – og en noget kaotisk start mandag morgen med teknisk forvirring om broåbning.

Slutspurten til Aalborg

Efter sidste etape i hård SV-vind og op mod 10 knob i mørket, gled Trinamite endelig ind i Aalborg mandag kl. 09:08.

- Det blev ca. 330 sømil på 52 timer. Vi har sejlet, grint, svedt og snerret – og vi gør det helt sikkert igen, afslutter Kim Ø. Hermansen.

FAKTA – Nordjylland Rundt i Trinamite

content-loader
content-loader