Gå til hoved-indhold
Udstyr
Over to lørdage blev omkring 70 redningsveste lagt op på bordet i Lynæs Sejl- og Kajakklub. Resultatet taler for sig selv: Ikke én vest var serviceret for nylig.

Sejlere glemmer at tjekke oppustelige veste - Søren Simonsen i Lynæs tjekker dem gratis

Sommeren 2025 byder ikke kun på sol og sejlads i Lynæs. Den byder også på sikkerhed i øjenhøjde. Lynæs Sejl- og Kajakklubs Søren Simonsen har i årevis arbejdet med sejleres sikkerhed i regi af Sejlsikkert, nu har taget et lokalt initiativ, der kan redde liv.

Af Troels Lykke |

– Jeg har arbejdet med sikkerhed for lystsejlere gennem mange år i Sejlsikkert. I forsommeren tilbød jeg alle brugere af Lynæs Havn, at de kunne få hjælp til at få tjekket deres oppustelige redningsveste, fortæller Søren Simonsen til minbaad.dk.

70 veste – 0 nyligt servicerede

Over to lørdage blev omkring 70 redningsveste lagt op på bordet i Lynæs Sejl- og Kajakklub. Resultatet taler for sig selv: Ikke én vest var serviceret for nylig. De nyeste var fra 2020 – og den ældste med udløbet automatik kunne dateres helt tilbage til 2013.

– De folk, der kom ind, var for det meste fint orienterede omkring servicering af vestene. De var samtidig bevidste om, at de var usikre, fordi de var bange for at gøre noget forkert. Jeg hjalp dem let videre, og de kunne samtidig få en god rabat på reservedele, der skulle skiftes, hos den nyligt åbnede Marinekiosken, forklarer han.

Ingen løftede pegefingre – men mange aha-oplevelser

Søren Simonsen lægger vægt på, at tjekket foregik i en god tone – uden belæring.

– Når ejeren af vesten ser datomærket og godt ved, hvordan han/hun kunne have tjekket det selv, bliver de ofte ret fåmælte. Det siger det hele. Ofte er de dårligste veste dem, der ligger klar til venner og familie, der skal med ud at sejle. Tænk nu hvis...

Åbent hus hver fredag hele sommeren

Søren, der til dagligt arbejder i Lynæs Havn, tilbyder nu at gøre tjekket til en ugentlig service for både gæstesejlere og faste brugere af havnen.

– Hele sommeren igennem holder jeg åbent hus i Lynæs Sejl- og Kajakklub hver fredag efter arbejde – fra klokken 10. Man kan bare komme forbi og få tjekket sine oppustelige redningsveste. Man må tage lige så mange med, som man vil.

Han håber desuden, at Marinekiosken igen vil bakke op med rabatter på reservedele hver fredag.

Lynæs som trygt valg

– Jeg håber, at der er mange, der vil se det som et godt koncept og måske vælge Lynæs til som Sikker Havn denne sommer. For mig som sejl-sejler har det været nogle gode og positive snakke, jeg har haft med motorbådsejere… som jeg nu kan hilse på og snakke med på havnen. Det er en gevinst.

content-loader
content-loader