Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Efter sejladsen byder klubben i Faaborg på uformel fællesspisning og lodtrækning af præmier blandt samtlige deltagende både. Foto: Troels Lykke

Tuco Cup i Faaborg: Dagsejlads med udsigt og udfordring

Midt i det sydfynske øhav – omgivet af grønne øer og blankt vand – løber en af landets smukkeste distancesejladser igen af stablen. Faaborg Sejlklub inviterer lørdag den 17. maj til årets udgave af Tuco Cup – en sejlads, der samler både hårdt konkurrerende kapsejlere og lystsejlere med hang til hygge og fællesskab.

Af Troels Lykke |

– Vi kalder det Danmarks smukkeste distancesejlads, og det tør vi godt stå på mål for. Ruten mellem Avernakø, Lyø og Bjørnø er ikke bare udfordrende – den er også helt utrolig smuk, siger Erik Medelby Andersen fra Faaborg Sejlklub, der står bag arrangementet.

Sejladsen sejles efter princippet om omvendt respitstart – en metode, hvor bådene sendes afsted i forskudt rækkefølge baseret på deres måltal. Det betyder, at første båd i mål også er den reelle vinder, og at deltagerne i teorien krydser målstregen med få minutters mellemrum. Kort sagt: fuld spænding til det sidste.

– Det giver en intens og medrivende sejlads – både for dem, der går efter pokalen, og for dem, der mest sejler for oplevelsen og fællesskabet, forklarer Erik Medelby Andersen.

Der er også plads til sejlere uden målerbrev. For dem arrangeres et separat tur-løb, hvor startskuddet lyder klokken 9.55. Skippermødet for alle deltagere afholdes kl. 8.45 i Faaborg Sejlklubs klubhus, og første officielle start går kl. 10.00 lige uden for havnen.

Efter sejladsen byder klubben på uformel fællesspisning og lodtrækning af præmier blandt samtlige deltagende både – endnu et incitament til at tage turen til Faaborg og få trimmet både rig og gastetalenter, lyder det fra den fynske sejlklub.

Sidste frist for tilmelding er 10. maj 2025, og det hele foregår via klubbens hjemmeside:
www.faaborg-sejlklub.dk/tuco-cup-2014

content-loader
content-loader
content-loader