Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Dream On med Jan Møller på vej i mål i Helsingør i Sjælland Rundt. Foto: Tine Uffelmann / Videoproduktionen - TapMedia/ Helsingør Sejlklub
Kapsejlads
Foto: Tine Uffelmann / Videoproduktionen - TapMedia/ Helsingør Sejlklub
Kapsejlads
Foto: Tine Uffelmann / Videoproduktionen - TapMedia/ Helsingør Sejlklub
Kapsejlads

Solo, stærk og stædig: Jan Møller sejrede i Sjælland Rundt i German Frers 49

Den 61-årige solojordomsejler Jan Møller fra Vedbæk Sejlklub skrev endnu et kapitel i sin imponerende sejlerhistorie, da han i år gennemførte Sjælland Rundt singlehand – og endda med en sejr i sit løb. Han måtte endda skære skøde til code rulle og tabte fem sømil. Her er Jans beretning.

Af Troels Lykke |

I sin hurtige og elegante German Frers 49 Dream On formåede han at holde svenske XP 44 Xar bag sig gennem det meste af turen, trods søvnunderskud, udfordringer med sejlene og strid modstrøm. En tur på 34 timer og 45 minutter, forklarer Jan Møller til minbaad.dk.

– Jeg fik først sovet, da vi var forbi Stevns Klint. Her nappede jeg 20 minutter. Så jeg var meget træt, da jeg gik i mål i Helsingør, fortæller Jan Møller.

En duel med de store

117 både deltog i årets Sjælland Rundt, som i år blev sejlet bagbord rundt. Møller fik en times forspring fra starten og holdt konkurrenterne bag sig langt hen ad vejen. Det var først ud for Sejerø, at de større både Quinta Light (HH 42) og Buksesnedkeren indhentede ham.

– Det blev til mange positionsskift i den nye vind omkring Asnæs. Jeg fandt en god linje og trak fra Xar – og det var sidste gang, jeg så dem, fortæller han på sin facebook-side.

Allerede fra starten, som foregik i medstrøm og modvind, havde Dream On en intens duel med Xar. Det blev tydeligt, at man skulle helt ud i trafikseparationen for at få mest ud af forholdene.

Konservativ strategi og sejlskift

Møller valgte en konservativ strategi: Hellere vente og se, hvad der virkede for konkurrenterne, end at bruge kræfter på sejlskift for tidligt. Efter Gilleleje kom Code 0 op, og senere blev genakkeren sat – en spiler på 238 kvm med strømpe.

– Nogen gange fungerer spilerstrømper, andre gange ikke. Denne gang gik det godt. Trimmet var godt, og vi holdt farten med Quinta og Buksen, som sejlede helt andre vinkler.

Ved Røsnæs skiftede vinden pludseligt til sydøst, og det blev en slags omstart. Xar og Formula X kom op, men Dream On fandt en god linje i modstrøm og stak igen af.

Hårdt arbejde i modstrøm og bølger

Turen bød på 12 timers kryds i tiltagende vind og modstrøm, og det kostede på kroppen:

– Jeg har stadig ondt i knæene efter at have stået op og flekset i bølgerne. Dream On er langt stærkere end mig!

En defekt rebeline og rutsjende fald i aflastere gav ekstra drama og en rotterede af liner i cockpittet. Der blev tænkt kreativt og arbejdet effektivt.

Storstrømsbroen og sejl i vandet

Ved den nye Storstrømsbro skulle Møller og de høje master passere midt i sejlrenden med motor og 3,5 knobs modstrøm. Det var en adrenalinfyldt oplevelse.

Senere, ved Falsterbo, faldt Code 0 i vandet efter en fejl i rulningen:

– Jeg forsøgte først at hale sejlet ind forfra, men det gik ikke. Jeg måtte skære skøde og rulleforbindelse, fæstne sejlet bagtil og trække det op over dækket med spil. Det kostede mig fem sømil. Men sejlet var uskadt, og jeg var bare træt.

Slutspurt og teknik

Ved Dragør kom genakkeren op igen, men strømpe-systemet svigtede. Sejlet kom dog op uden problemer, og Jan Møller brugte sin rutinerede teknik til at gennemføre de svære bomninger alene.

Sidste stræk til Helsingør blev sejlet uden flyvesejl. Dream On kom i mål, skipperen var træt, og sejladsen var vundet.

– Tak fordi I fulgte med. Det varmer meget. Og tak til Sjælland Rundt-crewet for endnu et fantastisk arrangement. Nu skal vi på sommertur – og Dream On fyldes op med 300 kg cruisinggrej.

Jan Møller

Banerne

Både med dybgang op til 1,70 meter og med en masthøjde op til 20 meter, sejler gennem Bøgestrømmen: 216 sømil.

Både med dybgang på mere end 1,70 meter og med en masthøjde op til 26 meter, sejler gennem Grønsund: 232 sømil.

Både med en masthøjde over 26 meter sejler syd om Lolland, Falster og Møn: 276 Sømil

Se mere: sjaellandrundt.dk/


Fakta: Dream On og Jan Møller

  • Skipper: Jan Møller, 61 år, solosejler fra Vedbæk Sejlklub

  • Båd: German Frers 49

  • Distance: Ca. 220 sømil rundt om Sjælland

  • Deltagere: 117 både, bagbord rundt i år

content-loader
content-loader