Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Jubilæumsfejringen den 6. juni markerer samtidig starten på Sjælland Rundt Sailing Week. Selve Sjælland Rundt-sejladsen starter torsdag den 11. juni 2026. PR-foto

D-A-D, havnefest og sejlads: Sjælland Rundt fejrer 80 år

6. juni 2026 markerer Sjælland Rundt sit 80-års jubilæum med en åben fejring i Helsingør Nordhavn, hvor sejlsport, fællesskab og oplevelser for alle er i centrum. Det bliver med stor havnefest i Helsingør, hvor bl.a. D-A-D står på scenen. Unge under 25 deltager gratis i Sjælland Rundt 11. juni.

Af Troels Lykke |

Jubilæet bliver ikke blot en fejring af Danmarks længst sejlede kapsejlads, men også et aktivt forsøg på at give unge og nye sejlere deres første møde med sejlsporten.

Sjælland Rundt har siden 1946 været en fast del af dansk sejlsport og maritim kulturarv. Men i en tid, hvor færre unge finder vej til sejlklubberne, har arrangørerne valgt at bruge jubilæet som afsæt for både at kigge tilbage og fremad.

- Sejlsport er en del af danskernes DNA og selvforståelse. Med 80-års jubilæet vil vi ikke kun se tilbage. Vi vil give næste generation lyst til at være med og samtidig samle sejlere på tværs af generationer, siger Erik Stannow, der er blandt arrangørerne bag Sjælland Rundt fra Helsingør Sejlklub.

En dag, der er værd at planlægge efter

Programmet for den 6. juni spænder bredt og gør dagen relevant for både store og små. Også dem, der ikke normalt følger sejlsport. Publikum kan opleve Sejlsportsligaen helt tæt på fra Nordre Mole, deltage i foredraget “3 generationers Sjælland Rundt”, se klassiske og moderne både fra løbets 80-årige historie og ikke mindst komme på gratis “jubilæumssejlture” for både børn og voksne.

Der bliver desuden modelbådsræs, maritimt genbrugsmarked og Sailors Lounge med plads til fællesskab og uformelle møder mellem sejlere, frivillige og publikum.

En særlig invitation til sejlerne

I anledning af jubilæet lyder der også en åben invitation til sejlere fra hele landet: Kom sejlende til Helsingør, vær med til at fylde havnen op – som i de gode gamle dage – og deltag i fejringen sammen med andre sejlere, frivillige og publikum.

I Sailors Lounge bydes der på fødselsdagskage og kaffe, og der er rig mulighed for at mødes, dele historier og fejre 80 år med Sjælland Rundt i uformelle rammer inden aftenen fortsætter.

Jubilæumsfejringen den 6. juni markerer samtidig starten på Sjælland Rundt Sailing Week. Selve Sjælland Rundt-sejladsen starter torsdag den 11. juni 2026, og tilmeldingen er allerede åben for både erfarne deltagere og nye sejlere, der ønsker at være en del af jubilæumsåret.

Fra sejlsport til havnefest

Når dagens aktiviteter på vandet rundes af, kulminerer jubilæet med stor havnefest i Helsingør, hvor Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D og Katinka står på scenen. Koncerten giver sejlere og gæster mulighed for sammen at slutte dagen med et brag midt i havnen.

Deltagere i Sjælland Rundt kan købe billetter direkte fra Helsingør Sejlklub i Sjælland Rundt Webshoppen, hvor man ud over billetten til koncerten også får en flot 80-års jubilæums t-shirt fra Helly Hansen med i købet.

Unge under 25 deltager gratis

Sjælland Rundt 2026 afvikles som en del af Sjælland Rundt Sailing Week, hvor der venter oplevelser for sejlere fra både eliten og bredden. Ambitionen er klar: at sænke barriererne for at prøve sejlads og vise, at sporten også handler om fællesskab, natur og oplevelser på tværs af generationer og niveauer. Både, hvor alle deltagere er under 25 år gamle, deltager gratis i sejladsen i 2026!

Sæt kryds i kalenderen

Arrangørerne håber allerede nu, at både sejlere, tidligere deltagere og nysgerrige besøgende vil sætte kryds i kalenderen lørdag den 6. juni 2026. Her opfordres alle til at sejle til Helsingør og være med til at fejre 80 år med Sjælland Rundt og derefter deltage i årets Sjælland Rundt-sejlads, som starter den 11. juni.

Program, tilmelding og opdateringer: www.sjaellandrundt.dk

Se også denne underholdende video af en biljournalist Henrik Dreboldt på en BB 12 meter:

content-loader
content-loader