Rekord i redninger - halvdelen af reddet sejlere var ikke medlemmer
Af de 65 assistancer i en sommerweekend var halvdelen ikke er medlemmer af DSRS til 600 kr. Det overrasker formanden Steen Wintlev-Jensen, som håber, at hjælpen har skabt forståelse for vigtigheden af at støtte organisationen.
Det varme og solrige vejr i weekenden sendte tusindvis af danskere mod kysterne, og det kunne mærkes hos Dansk Søredningsselskab (DSRS).
Hele 65 gange måtte de rykke ud for at hjælpe sejlere i nød fra torsdag til søndag – det højeste antal redninger, de har haft i én weekend.
”Heldigvis havde vi ingen alvorlige episoder,” siger formand for DSRS, Steen Wintlev-Jensen. ”Men vores frivillige havde travlt fra tidlig morgen til midnat alle dagene.”
Halvdelen var ikke medlemmer
Af de 65 assistancer var omkring halvdelen til personer, der ikke er medlemmer af DSRS. Det overrasker formanden, som håber, at hjælpen har skabt forståelse for vigtigheden af at støtte organisationen.
”Vi er kun finansieret gennem medlemskaber og donationer,” siger Steen Wintlev-Jensen.
”Derfor håber jeg, at nogle af de mennesker, vi hjalp i weekenden, vælger at melde sig ind.”
Et medlemsskab koster 600 kr. årligt. Hvis du bliver reddet skal du melde dig ind i DSRS, hvis du ikke er det i forvejen.
Kerteminde havde mest travlt
Den travleste station var Kerteminde med 12 redninger, hvor man har lånt en redningsbåd fra Rudkøbing.
Også Lynæs, Juelsminde, Helsingør, Assens og den nye station i Faxe Ladeplads havde mange udrykninger. Kun stationerne i København og Køge havde en stille weekend.
Frivillige med lange dage
”Mange af dem, vi hjalp, fik en meget bedre sejltur, fordi vi kunne assistere dem hjem,” siger formanden.
”Men det krævede, at vores frivillige brugte hele dage på havet i varmen, væk fra familien og stranden. Sådan er det at være frivillig i DSRS.”
Du kan melde dig ind her: www.dsrs.dk

