Vebers gratis guide skal give danske sejlere mod på skærgårdens tryghed og dramatik
Den svenske skærgård ligger kun et døgns sejlads eller mindre fra danske havne, men for mange føles den stadig som et stort og usikkert skridt væk fra kendte farvande. Tursejler, foredragsholder og forfatter Thomas Veber vil gøre op med den tøven. med nyt gratis 32-siders hæfte, du kan downloade.
Den folkekære tursejler Thomas Veber beskriver selv hæftet som en forsmag på hans kommende bog Skærgårdsmagi, der udkommer 4. februar.
- Ja, hæftet "Skærgården Light – Den lille startguide til store oplevelser i den svenske skærgård" har jeg lavet som en gratis 32 siders PDF som optakt til min kommende bog, siger han.
Hæftet er henvendt til sejlere, der drømmer om at udforske skærgården, men som ikke ønsker at komme alt for tæt på klipperne. Veber oplever, at mange danske sejlere fejlagtigt tror, at man skal langt væk for at få fornemmelsen af eventyr.
- Mange danske sejlere drømmer om mere eventyr i sommerferien, men mange tror også, at man først virkelig sejler, når man har været ude i Atlanterhavets dønninger eller stået i en fremmed havn med palmer langs kajen. Men nogle af de største sejlereventyr ligger faktisk lige på den anden side af Kattegat, siger han.
Kombination af tryghed og dramatik
Forfatteren fremhæver skærgårdens særlige kombination af tryghed og dramatik som perfekt for almindelige familier og par med 2-4 ugers sommerferie i en helt almindelig båd.
- Skærgården er tæt på. Den er tryg. Den er dramatisk og blød på samme tid. Og den er perfekt til os, der sejler med 2-4 ugers sommerferie, i en helt almindelig båd og en lyst til at få mere ud af sommeren end endnu en havn og endnu en havnegrill, siger Thomas Veber.
Syv øer ved Göteborg
Hæftet giver helt konkrete råd om navigation mellem skær, hvad man skal holde øje med i naturhavne, og hvordan man planlægger en første tur uden unødig nervøsitet.
Derudover anbefaler han syv let tilgængelige øer i området ved Göteborg – alle egnede for sejlere uden tidligere erfaring i skærgården.
Den gratis PDF kan downloades her:
https://www.thomasveber.dk/sejl-til-skaergaarden/







