Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
J/70-sejlere lærte en masse i påsken under træningslejr. Foto: Per Heegaard

Øresund var træningsplads for Europas J/70 elite

31 både, fire nationer og over 125 sejlere satte i påsken kurs mod Øresund. Easter Camp 2025 cementerede endnu engang sin status som Nordens førende træningslejr for J/70-klassen – en klasse i eksplosiv udvikling. Det var træning med stjerner i cockpittet. Se stort Per Heegaard-galleri.

Af Troels Lykke |

Det var intet mindre end sejlsportens superliga, der stod for træningen. OL-guldvinder Jonas Warrer, den tredobbelte europamester Claudia Rossi og britiske J/70-ekspert Jack Wetherell sørgede for et program spækket med skarpt fokus på boathandling, trim og taktik.

– Easter Camp var først og fremmest masser af timer på vandet med en god blanding af træningsøvelser og kapsejlads. Fedt at se så mange positive, engagerede sejlere, som var klar på nye input. Men der var også virkelig god stemning på land, hvor holdet bag diskede op med lækker mad og bare fik alt til at glide. Jeg kommer meget gerne igen, siger Jonas Warrer.

Træningen var hård, direkte og effektiv – og både nye og erfarne besætninger blev presset til det yderste.

Regelsejlads uden protestbunker

Eftermiddagen stod i konkurrenceåndens tegn under Easter Cup. Med Peter Lübeck som baneleder og World Sailings nye dommerformat Umpire Observation i spil, fik sejlerne mulighed for at afprøve dagens læring i reelle dueller.

Dommerne holdt sig i baggrunden og noterede i stedet for at blande sig direkte – med markant færre protester og bedre regelsans til følge.

Erfaring fra verdenseliten

Fredagens højdepunkt på land var et oplæg af Nicolai Sehested – rorsmand på Danmarks SailGP-hold og med solid erfaring fra både The Ocean Race og World Match Racing Tour. Han satte spot på samarbejdet ombord:

– Du kan være verdens bedste rorsmand, men uden et team, der stoler på hinanden og arbejder sammen, vinder du ingenting.

Sehesteds værktøjer til bedre kommunikation og klare roller blev hurtigt omsat til handling på vandet – til stor inspiration for mange hold.

En camp, der løfter hele klassen

Easter Camp 2025 blev en påmindelse om, hvor stærkt et træningsmiljø der er bygget op omkring J/70-klassen i Danmark. Her mødes elite og bredde, ungdom og erfaring – og ambitionerne er høje.

– Mastercamp for den moderne folkebåd J/70 er netop overstået – og hvilken oplevelse! Stemningen var høj fra morgenstunden, alle ville lære og blive bedre, fortæller KDY-skipper Martin Hestbæk, der til dagligt er skuespiller.

– Tre dygtige trænere delte gavmildt ud af deres viden både på land og til vands, mens eftermiddagene bød på intens kapsejlads med over 30 både. Deltagere i alderen 16 til 80 år delte passionen for at få båden hurtigere rundt på banen. KAS leverede med fantastisk forplejning og rammer for både læring og fællesskab – en unik klasse, hvor ingen placeringer er kedelige, forklarer Martin Hestbæk.

Læs mere på www.eastercamp.dk - se også Per Heegaard fotos her: .facebook.com/1955per

content-loader
content-loader
content-loader