3628 vietnamesiske flygtninge blev reddet på åbent hav i 1975 - udstilling i Helsingør
En tidlig morgen i 1975 modtager telegrafisten på det danske fragtskib CLARA MÆRSK et SOS. Nødsignalet bliver starten på redningen af 3628 vietnamesiske flygtninge på en coaster, der i Vietnamkrigens sidste timer har forladt Saigon. Ny udstilling fortæller om Clara Mærsk-redningen.
En tidlig morgen i 1975 modtog telegrafisten på det danske fragtskib CLARA MÆRSK et SOS. Nødsignalet blev begyndelsen på redningen af 3628 vietnamesiske flygtninge, der i Vietnamkrigens sidste timer var flygtet fra Saigon på en overfyldt coaster. I tre døgn blev danske søfolk uventet helte, og Danmark blev en del af Vietnamkrigens dramatiske afslutning, der sendte titusindvis på flugt.
Seks personer om bord fortæller
Den nye udstilling “SOS – Reddet på åbent hav” viser, hvordan redningen forløb, set gennem øjnene på både besætning og flygtninge. Seks af de mennesker, der var ombord, fortæller deres historie i nutidige portrætfotos og interviews. Publikum møder den unge sømand, der trak udmattede flygtninge ombord, telegrafisten, den seksårige pige på flugt og en mor, der måtte efterlade sin femårige datter i Vietnam.
“Med SOS - Reddet på åbent hav kaster vi lys over et hjørne af verdenshistorien, hvor et dansk skib spiller en vigtig rolle. Udstillingen rummer gribende historier fortalt af de mennesker, der var med ombord. Fortællingen er også et tankevækkende spejl på medmenneskelighed og nutidens nyhedshistorier om mennesker, der i dag sætter livet på spil for at flygte over havet,” siger Sarah Giersing, udstillingschef på M/S Museet for Søfart.
Historiske fotos, baggrundsviden, dokumenter og optagelser
Historien foldes ud med historiske fotos, baggrundsviden, dokumenter og optagelser fra både private og rederiet Mærsks arkiver. Selvom redningen ligger et halvt århundrede tilbage, er flugten over havet fortsat et højaktuelt emne.
Udstillingen viser også efterspillet, da skibet kom i land, og en lille gruppe flygtninge fik asyl i Danmark. Blandt de udstillede genstande er familien Nguyens saltvandsplettede sort-hvide familiefotos, en søfartsbog og en smalfilm optaget undervejs. Gæster inviteres til at bidrage med egne refleksioner om redninger og medmenneskelighed i udstillingens “livline”.
Åbner 10. oktober
“SOS - Reddet på åbent hav” åbner 10. oktober i museets særudstillingsrum Broen. Udstillingen er produceret i samarbejde med Bermuda Production samt forfatterne Ole Sønnichsen og Jesper Clemmesen, der står bag henholdsvis tv-dokumentaren Flugten på havet og bogen Reddet på åbent hav udgivet af Lindhardt & Ringhof – museets årbog 2025.
Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Læs mere: mfs.dk/sos-reddet-pa-abent-hav

