Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
På de sidste mil fra Lehnskov mod Svendborg blev en ældre men velfungerende symmetrisk spiler nøglen til sejren på Landmark 43eren, forklarer Martin Meredin. Foto: Nicolajsen foto/Silverrudder
Kapsejlads
37-årige Martin Meredin er skarp til at skifte sejl ofte. Her står han med sin svenske modstander og Philip Cossen fra Silverrudder. Foto: Nicolajsen Foto
Kapsejlads

Meredin vinder igen Silverrudder i Landmark 43 – symmetrisk spiler nøglen til sejren

Kalundborg-sejleren Martin Meredin satte endnu en gang sit præg på den ikoniske solosejlads Silverrudder. I år krydsede han målstregen i Svendborg efter 21 timer og 49 minutter – hurtigst af samtlige kølbåde.

Af Troels Lykke |

Blandt kølbåde har Martin Meridin taget overalt-sejren fire gange – 2016 og 2017 i X-43 og 2024 og 2025 i Landmark 43.

Selv om selve sejladsen bød på lunt og lækkert vejr, satte kraftig vind i dagene op til start en stopper for transportsejladsen for omkring 100–150 både. Alligevel kom 6 kvinder og 289 mænd til start på den 134 sømil lange rute rundt om Fyn.

Taktiske valg på kryds

Meredin fortæller, at starten gik fint, men at kraftige vindpust ved Thurø Rev krævede omtanke:

Jeg undlod at sætte A2 mod Storebæltsbroen og gik i stedet med en mindre A3. Det kostede fart, og Luffe 45+ Mikisa hentede ind, men nord for Fyn sejlede vi faktisk lige hurtigt,” siger den 37-årige solosejler til minbaad.dk.

Senere udgik Luffe 45+ af Silverrudder.

Fra Æbelø til Helnæs bød sejladsen på langt kryds, og undervejs holdt han humøret oppe ved at sms’e med sejlerven Malthe Lorin Rasmussen fra Kalundborg, som debuterede stærkt med en 2. plads i Large-klassen i sin J/111.

Spiler blev afgørende

På de sidste mil fra Lehnskov mod Svendborg blev en ældre men velfungerende symmetrisk spiler nøglen til sejren:

Den kunne flyve i 1,4 m/s, hvor min slidte A1,5-gennaker ellers ville falde sammen. Det var afgørende,” siger Meredin.

Fire triumfer på ni år

Med sejren skriver Meredin sig endnu dybere ind i Silverrudders historie: to overaltsejre i X-43 (2016, 2017) og nu to i sin Landmark 43 fra 2007 (2024, 2025).

“Det er altid noget særligt at runde Fyn alene – og at gøre det som hurtigste kølbåd for fjerde gang er stort,” slutter han og samtidig takker han de frivillige i Svendborg Amatør Sejlklub.

"Tak for et super Silverrudder og godt program og smilende frivillige hjælpere, de gør en forskel."

content-loader
content-loader