Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
To Mini 6,5-sejlere har allerede mistet masterne, og mange kæmper med ødelagte sejl og defekte autopiloter.

Vild Mini-Transat 2025: 90 startende - master er knækket

Det kan godt være at Silverrudder var hård, men Mini-Transat er vildere. Hårdt vejr, knækkede master og stærke præstationer fra både mænd og kvinder præger nemlig årets 25. udgave af soloklassikeren for de små 6,5-meters både. Det blev en stormfuld start fra Les Sables-d’Olonne.

Af Troels Lykke |

90 solosejlere stævnede 21. september ud fra Les Sables-d’Olonne på første etape af La Boulangère Mini-Transat mod Santa Cruz de La Palma.

De første to døgn bød på 35 knob vind, knækkede master og masser af materielskader. To både måtte udgå allerede før Biscayen var passeret.

Den 31-årige tysker Hendrik Lenz har ramt farten fra start. Med sin Vector-Mini “Monoka” gik han fra en plads i top 20 til at ligge side om side med tyrkiske Deniz Bagci i kampen om tredjepladsen blandt seriebyggerne. Kun Amaury Guerin og Paul Cousin – begge franske favoritter – er foran, skriver yacht.de

Schweizerisk kvindesatsning

Blandt kvinderne imponerer Alicia de Pfyffer. Den 30-årige schweizer, opvokset i Tarifa, har mere end 35.000 sømil som professionel gast bag sig og drømmer om en fremtidig Vendée Globe. Med sin Maxi “Wallaby” ligger hun som nummer otte og bedste kvinde i serieklassen – et bevis på, at hendes crowdfunding-kampagne for at nå startlinjen var umagen værd.

Proto-raketter og Jean Le Cams datter

I den hurtigere proto-klasse fører franske Benoît Marie komfortabelt med omkring 30 sømil ned til konkurrenterne. På fjerdepladsen presser Thaïs Le Cam, datter af Vendée-Globe-legenden Jean Le Cam, sig ind blandt de bedste med sit Raison-design.

To sejlere har allerede mistet masterne, og mange kæmper med ødelagte sejl og defekte autopiloter. De førende både har omkring 800 sømil til mål på La Palma, men aftagende vinde kan endnu ændre stillingen.

Fakta: Mini-Transat

  • Distance første etape: ca. 1.350 sømil fra Les Sables-d’Olonne til Santa Cruz de La Palma

  • Både: 6,5 meter lange Mini 6.50 – opdelt i Serie og Proto

  • Regler: Ingen kommunikation med land under sejlads

  • 2025-udgave: 25-års jubilæum med 90 deltagere

  • Følg sejlerne på tracker her

  • Se fotos her

content-loader
content-loader