Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
– Jeg var på vej ned i båden, men skyndte mig agterud, da jeg så kabinebåden komme lige imod os i høj fart, fortæller Nordahl, en af sejlerne. Foto: Kystvagten HRS Sør-Norge

Motorbåd på autopilot i høj fart sejler op i sejlbåd - sejlere sprang for livet

En alvorlig kollision i Oslofjorden 22. juli sætter igen fokus på faren ved at stole blindt på autopilot. Ifølge Seilmagasinet.no er det under rolige forhold, at for mange sejlere og motorbådsførere glemmer det basale ansvar på søen. 70-årige sejlere nåede at flytte sig agter i sejlbåden.

Af Troels Lykke |

Selvom solen skinner, og søen ligger rolig, er det netop i det gode vejr, at de farligste ulykker sker. Det påpeger Seilmagasinet.no

efter flere dramatiske hændelser i den norske del af Skagerrak og Oslofjorden denne sommer – hvor autopilot, manglende opmærksomhed og forkerte antagelser har ført til kollisioner mellem både.

Motorbåd sejlede op på sejlbåd – føreren var på toilettet

Tirsdag den 22. juli sejlede en stor kabinebåd direkte op på en 32 fods sejlbåd fra 1970’erne, som var under sejl syd for Filtvet i Oslofjorden. Ifølge Seilmagasinet.no havde føreren af motorbåden sat båden på autopilot og var selv gået på toilettet. Han troede, han var alene på fjorden.

Men sejlbåden kom på krydsende kurs, og kabinebåden ramte midtskibs med stor kraft. Masten blev revet af, og motorbåden endte med at stå oven på sejlbådens fordæk.

– Jeg var på vej ned i båden, men skyndte mig agterud, da jeg så kabinebåden komme lige imod os i høj fart, fortæller Nordahl, en af sejlerne, til Drammens Tidende.

I sejlbåden var der en kvinde og en mand i begyndelsen af 70’erne. Føreren af motorbåden var en mand i begyndelsen af 50’erne.

Se fotos på VG.no

Tidligere dødsulykke: Solosejler mistede livet

Uheldet har skræmmende lighed med en dødsulykke i samme område sidste sommer, hvor en solosejler i en Dehler 31 blev påsejlet og dræbt af en motorbåd blot få sømil længere sydpå. Også her var manglende opmærksomhed og dårligt udkig blandt de formodede årsager.

Sejlbåd mod sejlbåd – endnu en kollision i sommer

Tidligere i år kolliderede to sejlbåde frontalt i Oslofjorden. I den ene båd var en pensionist alene med sit barnebarn og var gået under dæk for at hjælpe barnet. I den anden sejlbåd sejlede en person på styrbord halse, men havde dårlig sigt bag sin genua og opdagede ikke den modgående båd i tide.

Udkig forsvinder, når teknikken tager over

Autopiloten er et praktisk hjælpemiddel, men den fralægger ikke føreren ansvaret. Ifølge søfartsreglerne skal der altid holdes udkig – ikke kun fremad, men også til siderne.

Det gælder uanset om båden sejler for motor eller sejl. Mange motorbådsførere synes at overse, at de har vigepligt for sejlende fartøjer, uanset retning.

Redaktør Axel Nissen-Lie fra Seilmagasinet.no peger desuden på, at mange navigerer udelukkende efter plotter, mens de kigger ned i mobiltelefonen – uden blik for den reelle trafik på vandet. Evnen til at identificere og vurdere en mulig kollisionskurs er essentiel, men ofte fraværende hos fritidssejlere.

– Som windsurfer har jeg ofte oplevet, at det ville være gået galt, hvis jeg stod fast på min ret. Det er kun et fåtal af bådførere, der reelt følger med til siderne, konstaterer han.

content-loader
content-loader