Sne i palmetoppene forsinker VM i Contender i Den Amerikanske Golf
Et forsinket 2024-VM i Contender skal her i februar sejles i Pensacola i Florida. Et sted med palmetræer, som her i januar er ramt af snevejr for første gang i 150 år. Søren Dulong Andreasen skal i Den Amerikanske Golf (som Trump kalder den) og forsvare sin VM-guldmedalje fra 2023 i Kerteminde.
Da nyheden om vejret dukkede op i Florida på contenderens facebookside var den forsvarende verdensmesters kommentar ”just like home”.
Søren Dulong Andreasen, der i 2023 vandt sin anden VM-guldmedalje, sejler til dagligt fra Hellerup, så hans træning op til VM foregår på et vinterkoldt Øresund.
Så selv med en uventet snestorm i Florida, så vil han nok tænke at der trods alt er varmt ved det hav, vi ikke helt kan regne ud om hedder Den Mexicanske Golf eller Den Amerikanske Golf (Trump-dekret, red.)
Favorit igen til guld
Søren er som forsvarende mester storfavorit til at tage sin tredje guldmedalje den en-mands-jolle, hvor han har domineret resultatlisterne gennem de sidste par årtier – udover VM-medaljerne har han også to EM-guldmedaljer og omkring 20 gange DM liggende derhjemme.
I denne udgave af VM må man forvente en kamp med italieneren Antonio Lambertini, som vandt VM sidste gang det blev sejlet i Florida, og som i efteråret tog en bronzemedalje med hjem fra EM i Schweiz.
Det vil være contendernes første besøg i Pensacola, men Florida er ikke ukendt farvand for den australsk tegnede en-mands-jolle, da vi flere gange har besøgt Tampa Bay og St. Petersburg, som dog ligger en del længere sydpå end Pensacola.
Søren er eneste dansker, der tager over Atlanten denne gang, men mange danskere forventes at tage turen sydpå til sommeren 2025-udgave af VM, der skal sejles på Gardasøen.
Australsk tegnet fra 60erne
Contenderjollen er australsktegnet jolle fra 60’erne, som skiller sig ud fra mange andre en-mands-joller fra samme periode, da man sejler stående i trapez.
At stå i trapez gør det muligt at sejle båden, selv med forskellig fysisk størrelse, alder og køn. I Danmark har vi omkring 30 aktive joller fordelt i hele landet, men med felter i Hellerup, Aarhus og Egå.


