Ocean Collectives på Øresund vil gøre bådliv til et abonnement
Ocean Collectives vil gøre op med tanken om man skal eje båd for at sejle. Den københavnske medlemsklub tilbyder adgang til en flåde af motorbåde gennem et abonnementsbaseret koncept, hvor du booker både via en app og sejler uden at tænke på service, havneplads eller vinterklargøring. Se priser.
– Vi vil gøre det lettere at få oplevelser på vandet uden alt det praktiske arbejde og de store faste omkostninger, siger medejer Mads Elleskov til minbaad.dk.
Konceptet fungerer som en slags delebilsordning for både. Medlemmerne møder op til en klargjort båd, checker ind via appen og sejler afsted. Når turen er slut, afleveres båden digitalt igen med billeder og dokumentation af bådens stand.
Ocean Collectives står for forsikring, service, havneplads, vedligeholdelse og vinteropbevaring.
Fra stille elbåd til hurtige daycruisere
Flåden spænder bredt – fra stille elektriske kanalbåde til hurtige sports- og daycruisere med fart over 40 knob.
Blandt bådene findes blandt andet:
Jeanneau Merry Fisher 695 Sport med plads til otte personer. Modellen har stort styrehus med læ i alt slags vejr og sejler over 20 knob.
Finnmaster T7 med plads til ti personer og topfart over 35 knob. Båden er målrettet sociale dagsture og vandsjov.
Rand Source 22 med racersæder og mulighed for vandsport. Topfart over 40 knob.
Rand Play 24 med plads til ti personer og fokus på sociale ture og komfort.
Invictus 200FX beskrives som en alsidig familiebåd med alt nødvendigt udstyr ombord.
Cremo 650CC med stabilt skrog og topfart på mere end 45 knob.
Rand Breeze 20 er en lydsvag elbåd til kanaler og rolige ture. Batterilevetiden ligger mellem fire og otte timer.
Primeur 715 Tender er en klassisk sloop med kaleche, velegnet til hyggesejlads i havne og kanaler.
Alle både bookes direkte i medlemsappen, hvor medlemmerne også administrerer sejladser og check-ind.
Ocean Collectives tilbyder i øjeblikket to typer medlemskaber.
Medlemskab A fra 2.999 kroner om måneden
Det billigste medlemskab giver adgang til:
Rand Breeze 20
Primeur 715
Invictus 200FX
Cremo 650CC
Her får medlemmer adgang til op til otte personer ombord, onboarding, træning og to samtidige bookinger. Elforbrug er inkluderet, mens benzin afregnes efter forbrug.
Sejlads er inkluderet mandag til fredag. Ønskes weekendsejlads, koster det yderligere 1.000 kroner om måneden.
Medlemskab B fra 4.499 kroner om måneden
Det større medlemskab giver adgang til hele flåden – inklusive:
Finnmaster T7
Rand Play 24
Rand Source 22
Jeanneau Merry Fisher 695 Sport
Her følger også speedbådscertifikat og træning med, ligesom medlemmer får mulighed for vandsport og op til ti personer ombord.
App styrer hele bådlivet
Ifølge Mads Elleskov er det digitale setup afgørende for, at bådklubben kan fungere effektivt.
Når medlemmer ankommer til båden, guides de gennem check-ind i appen, hvor bådens stand dokumenteres med billeder – præcis som ved billeje.
Ved hjemkomst gennemføres samme procedure, og båden låses herefter digitalt.
– Systemet gør det enkelt at dele bådene mellem medlemmerne og sikrer samtidig, at bådene bliver passet ordentligt, forklarer han.
Ocean Collectives rammer samtidig ind i en voksende tendens, hvor adgang bliver vigtigere end ejerskab – også på havet. For mange kan abonnementsløsningen blive et alternativ til at investere store summer i egen båd, samtidig med at man stadig får friheden til livet på vandet, lyder det fra ejerne af konceptet.
Læs mere: https://oceancollectives.com/da



