Europe-VM kommer til Aarhus i 2027 - Martin fra Kaløvig skal forsvare titel
Aarhus bliver i juli 2027 centrum for den internationale Europe-klasse, når sejlere fra en lang række nationer samles til Open Week, Nations Cup og VM. Ti dages kapsejlads venter på Aarhus Bugt fra 2. til 12. juli. Martin Brønlund Olesen vandt VM i Gdansk i 2026 og vil forsvare titel.
Aarhus Internationale Sejlsportscenter bliver i sommeren 2027 vært for et af årets store internationale jollemesterskaber.
Fra 2. til 12. juli samles Europe-klassen i Aarhus, hvor programmet både omfatter Open Week, Nations Cup og World Championships.
Stævnet arrangeres i samarbejde mellem International Europe Class Union, IECU, og Aarhus Internationale Sejlsportscenter.
Kort vej fra bådpark til kapsejlads
Med placeringen direkte ud til Aarhus Bugt får sejlerne kort afstand fra bådparken til baneområdet.
Samtidig råder Sejlsportscenteret over moderne faciliteter og mulighed for at samle sejlere, trænere og teams omkring ét eventområde under mesterskabet.
- Vi glæder os meget til sammen med International Europe Class Union at byde det internationale Europe-miljø velkommen til Aarhus i 2027. Aarhus Bugt byder på rigtig gode rammer for mesterskabssejlads, og vi ser frem til at skabe en stærk oplevelse både på land og på vandet. Vores ambition er at give sejlere, trænere og supportere et professionelt, imødekommende og mindeværdigt mesterskab, siger Jon Koch Hansen, CEO for Aarhus Internationale Sejlsportscenter.
Danmark har stærke Europe-traditioner
For de danske sejlere bliver VM på hjemmebane særligt interessant.
Danmark har gennem årtier været blandt de markante nationer i Europe-klassen og har leveret en lang række internationale topresultater.
Dorthe O. Jensen sikrede Danmark en VM-titel i 1993, mens Kristine Roug tre år senere skrev dansk sejlsportshistorie, da hun vandt OL-guld i Europe-jollen ved De Olympiske Lege i Atlanta i 1996.
Senere har blandt andre Anna Livbjerg sat et markant dansk aftryk på klassen med 12 verdensmesterskaber.
Verdensmesteren får hjemmebane
Den danske interesse bliver ikke mindre af, at den regerende verdensmester hos herrerne er Martin Brønlund Olesen fra Kaløvig Bådelaug.
Han vandt VM i Gdansk i 2026 og får dermed mulighed for at forsvare sin titel på Aarhus Bugt foran et dansk publikum.
Hos kvinderne er Belgiens Marie-Amandine Vandeghinste regerende verdensmester efter sin VM-sejr i Gdansk i 2026.
Europe-VM i Aarhus sejles fra 2. til 12. juli 2027.





