50 år med veteranskibe i Nyhavn – nu bliver der plads til flere
I år er det 50 år siden, at veteranskibene lagde til ved Nyhavns solside. Nu udvides det historiske maritime miljø, når flere bevaringsværdige træskibe får plads på Charlottenborgsiden efter en lang proces med Københavns Kommune og By & Havn. Se jubilæums program i Nyhavn 5. september.
I 50 år har de gamle træskibe været en markant del af Nyhavns historiske miljø. Langs solsiden ligger veteranskibene tæt ved bolværket og bidrager til den maritime stemning, som hvert år opleves af både turister og københavnere.
Mange af skibene har mere end 100 år på bagen, og samtidig fungerer de som synlige fortællinger om en tid, hvor sejlskibe, fragt og søfart fyldte langt mere i Københavns havn.
Nu bliver der mulighed for at udvide flåden af historiske skibe i Nyhavn.
Nationalmuseets skibe forlod Nyhavn
På Nyhavns modsatte side, ved Charlottenborg, lå i mange år blandt andet fyrskibet Gedser Rev, galeasen Anna Møller og en klassisk havnepram. Alle tre fartøjer var ejet af Nationalmuseet.
Da Nationalmuseets skibe forlod Nyhavn i 2018, opstod der nye muligheder for at anvende bolværket, og flere interessenter meldte sig på banen.
Nyhavnsforeningen, der i forvejen repræsenterer veteranskibene på solsiden, ønskede mere bolværksplads. Foreningen oplever løbende interesse fra ejere af historiske skibe, og der er skibe på venteliste til en plads i Nyhavn.
Samtidig er det Nyhavnsforeningens holdning, at flere historiske fartøjer vil være med til at styrke Nyhavnskanalens særlige miljø.
Skibe på over 100 år
Veteranskibene i Nyhavn er ikke blot gamle lystfartøjer. De er vurderet som en del af den danske maritime kulturarv.
- Alle vores skibe er erklæret bevaringsværdige af Skibsbevaringsfonden, og flere har mere end 100 år på bagen, fortæller Jørgen Krumbæk Hansen, formand for Nyhavns Skipperlaug.
Derfor blev det også modtaget positivt blandt skibsejerne, da politikerne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg i 2023 besluttede, at en del af det ledige bolværk på Charlottenborgsiden skulle øremærkes til veteranskibe bygget i træ.
- Glæden var derfor stor, da politikerne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg i 2023 besluttede, at en del af det ledige bolværk på Charlottenborgsiden skulle øremærkes til fortøjning af veteranskibe i træ, siger Jørgen Krumbæk Hansen.
Aftale fra 1977 skulle fornyes
Selv om den politiske beslutning blev truffet i 2023, har det taget tid at få de praktiske og juridiske forhold på plads.
Nyhavnsforeningens oprindelige kontrakt stammede helt tilbage fra 1977, og samtidig skulle en ny aftale passe ind i blandt andet kommunale regler, lokalplanen for området og fredningsbestemmelser.
- Det har været en lang proces at få aftaler på plads med både Københavns Kommune og By & Havn, som administrerer vandarealet, fortæller Søren Stenderup fra Nyhavnsforeningen.
- Vores oprindelige kontrakt var fra 1977 og trængte til et serviceeftersyn. Samtidig skulle der tages hensyn til kommunalfuldmagten, lokalplan og fredning med videre, og al den jura er kompliceret og restriktiv. Men nu er vi i mål, og vi takker i den forbindelse Københavns Kommune samt By & Havn for lydhørhed og konstruktivt samarbejde.
Barfod: Flere veteranskibe passer til Nyhavn
Også på Københavns Rådhus er der tilfredshed med, at beslutningen nu kan føres ud i livet.
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod glæder sig over, at endnu flere historiske fartøjer bliver en del af miljøet omkring den kendte kanal.
- Det er dejligt, at den politiske beslutning om flere veteranskibe i Nyhavn nu bliver til virkelighed, siger Line Barfod.
- Det hænger godt sammen med de politiske ønsker for Nyhavn og kanalerne.
Med aftalen får veteranskibene dermed mere plads i Nyhavn netop i året, hvor det er 50 år siden, at de første skibe lagde til ved bolværket på solsiden.
For Nyhavnsforeningen betyder det samtidig, at flere af de historiske træskibe, som i dag står på venteliste, fremover kan blive en synlig del af et af Københavns mest kendte maritime miljøer.
Program for 50-års jubilæum i Nyhavn - lørdag 5. september
Kl. 10.00 – ud for Nyhavn 17
Pæreskuder fra Fejø ankommer og lægger til. Der sælges frisk frugt på kajen hele ugen.
Kl. 12.00 – ved Mindeankeret
Indvielse af en posterudstilling om Nyhavns historie, udarbejdet af By & Havn.
Tale ved seniorforsker Benjamin Asmussen fra Nationalmuseet, som også er bestyrelsesmedlem i Skibsbevaringsfonden.
Kl. 12.30-14.00 – ud for Nyhavn 17
Lær sømandens vigtigste knob.
Nyhavnsskibene bærer flag over mast hele ugen.
Lørdag den 12. september
Kl. 13.00
Søværnets Tamburkorps ankommer med Strömmas kanalrundfart og underholder.




