Sejlereventyr kræver ikke palmer og orlov – svenske skærgård er nok
Med den nye bog Skærgårdsmagi viser forfatter og eventyrsejler Thomas Veber, at de store sejlereventyr ofte ligger meget tættere på, end vi tror. Bogen er til dem, der er nysgerrige på klipperne og vil udfordre sig selv lidt.
Mange sejlere drømmer om palmeøer, varme have og lange togter langt hjemmefra. Men for de fleste bliver drømmen netop dét - en drøm. For det kræver både tid, penge og store afsavn at opsige sit job og sejle væk i måneder eller år.
Den vestsvenske skærgård kan nås på en helt almindelig sommerferie. Og når først man knækker koden til at fortøje ved klipperne og tør sejle gennem de smalle sunde, åbner der sig en verden af eventyr, som kan måle sig med langturssejlads i fjerne farvande.
“Mange drømmer om at sejle til Middelhavet,” siger Thomas Veber. “Men det kræver flere års forberedelse og store ofre. Skærgården kan man nå på en almindelig sommerferie - og eventyret er mindst lige så stort,” siger Thomas Veber.
Eventyret i det nære
Thomas Veber er kendt for bøger om oceansejlads, Middelhavet og Europas kanaler - sejladser, hvor han har opsagt sit job og udlejet familiens hus for at kunne tage afsted. Men med Skærgårdsmagi vender han blikket mod det nære.
“Man må ikke glemme hverdagen. Der er masser af sejlereventyr at få, selvom man ikke sejler langt væk. På mange måder kan skærgården være endnu bedre end Caribien,” siger han.
Bogen tager læseren med ombord på forfatterens egen sejlbåd. Her mærker man spændingen, når båden glider tæt forbi skærene, roen ved at sidde på en solvarm klippe med en kop kaffe og en kanelgiffel. Og følelsen af at have sin helt egen ø for en stund.
Fra havn til klippe
Skærgårdsmagi er skrevet til sejlere, der vil have flere oplevelser, uanset om de sejler i motorbåd eller sejlbåd. Den er ikke til dem, der helst sejler fra havn til havn, men til dem, der er nysgerrige på klipperne og vil udfordre sig selv lidt.
“Skærgårdsmagi er skrevet til dem, der vil opleve magien ved at opsøge eventyret, uden at gøre det unødigt kompliceret,” forklarer Thomas Veber.
Et centralt tema i bogen er også at aflive frygten for skærgården. Det gøres blandt andet med guides til øer og byer og med faktabokse, som forklarer forskellene på at sejle i skærgården og i Danmark.
“Det kan virke farligt og uoverskueligt, men når man først forstår systemet i navigationen, opdager man, at klipperne ikke er så farlige, som de ser ud. Det er ikke farligere at sejle i de svenske skærgårde end herhjemme, men det føles meget mere eventyrligt,” siger han.
Med Skærgårdsmagi vil Thomas Veber ikke bare inspirere, han vil have sejlere til at handle. Ikke om fem år. Men til sommer.
Skærgårdsmagi: Få en uforglemmelig sejlerferie i Sverige – med naturhavne, byliv og klipper
Udkommer: 4. februar 2026
ISBN: 978-87-94148-19-1
Forlag: Ocean Dream
Pris: 295,-
276 sider
Mange fotos og kort
Kan købes hos forlaget: www.oceandream.dk eller i boghandlen.









