Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
En af årets sidste og mest markante handler i Ishøj blev gennemført uden for Europas grænser, da Tempo Bådsalg A/S solgte en Cranchi 44 til en kunde i Marokko. PR-foto

Eksport driver væksten hos Tempo Bådsalg A/S

Tempo Bådsalg A/S har afsluttet 2025 med et solidt eksportregnskab. Virksomheden har i løbet af året gennemført flere større bådhandler til udlandet, primært til kunder i Nord- og Sydeuropa, men nu også Nordafrika. Eksporten udgør – som i de foregående år – omkring 60 procent af den samlede omsætning.

Af Troels Lykke |

En af årets sidste og mest markante handler i Ishøj blev gennemført uden for Europas grænser. Tempo Bådsalg A/S har nemlig solgt en Cranchi 44 til en kunde i Marokko til en værdi af knap fire millioner kroner. Handlen markerer virksomhedens hidtil tydeligste fodaftryk på det afrikanske marked.

– Det er et klart signal om, at vores både også har international appel langt ud over de markeder, vi traditionelt har arbejdet i, siger Henrik Jørgensen, medejer af Tempo Bådsalg A/S.

Gennemsigtig salgsproces

Salgsprocessen blev indledt med en grundig videofremvisning, hvor båden blev gennemgået i detaljer sammen med køberen. Herefter valgte kunden at få båden inspiceret af en professionel og uvildig vurderingsmand.

Inspektionen omfattede både teknisk gennemgang og prøvesejlads fra Tempo Bådsalgs salgscenter på Ishøj Havn, inden handlen blev endeligt afsluttet.

– Internationale kunder stiller høje krav til dokumentation og tryghed. Det er afgørende, når handlen foregår på afstand, og her har vi opbygget en proces, der skaber tillid, siger Henrik Jørgensen.

Båden vil til foråret blive transporteret til Afrika i samarbejde med Tempo Bådsalg A/S’ faste og erfarne logistikpartnere. Ved ankomsten vil den være klar til levering med nyt navn, hjemsted og nationalt flag.

Målrettet international markedsføring

Ifølge virksomheden er den stigende eksportandel et direkte resultat af vedvarende og målrettet markedsføring på en bred vifte af internationale salgsportaler. Strategien har gradvist udvidet kundekredsen og flyttet forretningen fra et primært europæisk fokus til et mere globalt marked.

– Eksporten er ikke længere et supplement. Den er en central del af vores forretning, og vi forventer, at efterspørgslen fra nye markeder vil fortsætte med at vokse, siger Henrik Jørgensen.

content-loader
content-loader