Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Lørdagens program blev gennemført i høj sol og sydlig vind med syv sejladser i rap.

Nordmand vandt Polyester Cup for Finnjoller i Kastrup

Stævnet samlede 20 sejlere fra Danmark, Norge, Sverige, Island og Tyskland. Norske Christian tog den samlede sejr foran svenske Olof, mens Michael Staal fra Dragør blev bedste dansker på tredjepladsen.

Af Troels Lykke |

Der var både tætte dueller, hårde pust og ømme muskler, da 20 Finnjoller i første weekend af maj tørnede sammen i Kastrup til den 28. udgave af Polyester Cup. Stævnet har efterhånden opnået kultstatus blandt nordiske Finnjolle-sejlere – og ifølge Aarhus-sejleren Peter Bøje er det især kombinationen af svære forhold og stærkt kammeratskab, der trækker deltagerne tilbage år efter år.

- Kastrup er noget helt særligt. Det er et sted, hvor du bliver udfordret hele tiden, men samtidig får nogle af de bedste sejladser, man kan forestille sig i en Finnjolle, siger Peter Bøje fra Aarhus.

Nordmand bedst

Stævnet samlede sejlere fra Danmark, Norge, Sverige, Island og Tyskland. Norske Christian tog den samlede sejr foran svenske Olof, mens Michael Staal blev bedste dansker på tredjepladsen.

For flere af deltagerne var det især de skiftende forhold på Øresund, der satte dagsordenen. Rookie-sejleren Ulrik Dueholm beskriver Kastrup som både brutal og vanedannende.

To dage før stævnet var han på træningstur med Lars Hall i forhold, der langt fra matchede vejrudsigten.

- De lovede under fire meter i sekundet, men vi blev mødt af syv plus og pust op mod 14 meter i sekundet med store vindspring og nordgående strøm. Efter et par timer var jeg fuldstændig mørbanket, mens Lars så upåvirket ud, fortæller Ulrik Dueholm.

Lørdagens program blev gennemført i høj sol og sydlig vind med syv sejladser i rap, fordi arrangørerne forventede let vind søndag. Det holdt stik. Søndagens sejladser blev aflyst på grund af manglende vind.

På vandet blev der kæmpet tæt ved mærkerne, hvor især ét topmærke gav problemer, når vindretningen skiftede brat. Flere joller endte næsten side om side ved rundingerne, men trods de vanskelige forhold blev der ikke registreret kæntrede både.

Vigtige udfordrende forhold

Peter Bøje peger på, at netop de udfordrende forhold er med til at gøre Polyester Cup attraktiv.

- Du lærer noget hver eneste gang, du sejler i Kastrup. Det gælder både de nye og de mest erfarne. Samtidig er miljøet i Finnjolle-klassen helt unikt. Folk hjælper hinanden, også selvom de kæmper hårdt på banen, siger han.

Ulrik Dueholm fremhæver også fællesskabet som en væsentlig del af oplevelsen.

- Alle er super hjælpsomme og gavmilde med råd. Man skal bare passe på med at følge dem alle sammen, for så når man at flytte mast, sværd og mastehældning flere gange, inden jollen kommer i vandet, siger han med et grin.

Efter lørdagens syv sejladser ventede traditionel moleøl og evalueringer på havnen, mens næste års dato allerede blev fastlagt under præmieoverrækkelsen.

Polyester Cup 2027 sejles 1.-2. maj i Kastrup – og meget tyder på, at arrangørerne holder fast i det koncept, der gennem snart tre årtier har gjort stævnet til et af Nordens mest populære Finnjolle-events.

Se resultatlisten

content-loader
content-loader