RM980 udfordrer størrelsesræs med ny 32-fods cruiser
I en tid hvor mange værfter satser på større og tungere både, vælger det franske værft RM Yachts en anden retning. Med den nye RM980 holder værftet fast i idéen om den kompakte, hurtige turbåd. Cockpittet er inspireret af offshore-både i Class40-klassen.
- Small is beautiful, lyder meldingen fra værftet, der nu løfter sløret for modellen, som måler præcis 9,80 meter i skroglængde – svarende til 32 fod.
RM980 bygger videre på en designlinje, der går næsten fire årtier tilbage til RM900. Her er fokus på sejlegenskaber, fart og enkel håndtering frem for maksimal volumen.
Designet til både kyst og ocean
Den nye model er tegnet af Marc Lombard Design Group, som også står bag flere af værftets tidligere både. Ambitionen er at kombinere den mindre turbåds tilgængelighed med rækkevidden fra en oceansejler.
- Vi har designet en 32-fods båd, der er lige så komfortabel langs kysten som på det åbne hav, forklarer værftet.
Skroget er relativt bredt og kraftigt, riggen dimensioneret til aktiv sejlads, og beslagene er i en størrelse, der normalt forbindes med større både. Målet er høje gennemsnitsfarter og sikker håndtering på længere stræk.
RM980 tilbydes både med dobbelte kølblade eller traditionel enkeltkøl, afhængigt af sejlerens behov for stabilitet og dybgang.
Offshore-inspireret cockpit
Flere elementer er hentet fra storebroren RM1080, blandt andet cockpittet, som tydeligt er inspireret af offshore-både i Class40-klassen.
Layoutet er udviklet med fokus på langtur og effektiv sejlads. Samtidig er cockpittet designet, så det også fungerer som opholdsrum i havn eller ved anker.
Høje coamings og en beskyttende overdækning giver læ og sikkerhed i hårdt vejr, mens de brede flader kan bruges som soldæk under mere afslappede forhold.
RM980 leveres med dobbelt rorpind som standard. Det giver bedre balance og direkte kontakt med båden – især når den begynder at surfe eller plane i medsø.
- Vi ville skabe en båd, der giver unikke fornemmelser ved roret, forklarer værftet.
Ny indretning inspireret af større model
Indvendigt trækker RM980 også på erfaringerne fra RM1080. En forskudt salonbordsløsning i bagbord side gør det lettere at bevæge sig rundt i salonen.
Båden bygges i okoumé-træ, som er en del af værftets karakteristiske konstruktion og samtidig bidrager til et tørt og behageligt indeklima.
Agter findes en rigtig dobbeltkahyt i bagbord side, mens toiletrummet ligger i styrbord side. Her er brusen integreret i hele rummet via et bundkar, så pladsen kan udnyttes optimalt.






