Camilla og Jonas Toustrup kom tæt på isbjørne - Svalbard overgik alle drømmene

Af Camilla og Jonas Toustrup

Svalbard er helt fantastisk. Svalbard betyder for os gletsjere, vild natur, hvor vi som mennesker må indrette os efter naturen og dyrelivet og ikke omvendt. Det er sejlads igennem en labyrint af havis. Det er oplevelsen af at ligge for anker lige ved siden af en hvalroskoloni eller pludseligt opleve en isbjørn langs strandbredden helt tæt på, idet man kommer op i cockpittet med en kop kaffe i hånden.

Svalbard var alt, hvad vi havde håbet på og drømt om.

Klimaet og naturen er barske. Det er solskin og 10 grader den ene dag, 0 grader og sne den næste dag.

Det er oplevelsen af at være helt alene i verden på en ankerplads, isoleret fra civilisationen, mobil og internet, og det næste øjeblik blive forstyrret af det karakteristiske "ding dong" fra højttaleren på et krydstogtskib et par sømil væk.

Motorstop mere end 100 sømil fra byen

Her lå vi så, mætte på oplevelser, mentalt trætte efter to måneders intensive og kontrastfyldte oplevelser. Mætte af at være så tæt sammen på en båd, hvor det at gå i land betyder, at man går tæt i samlet flok med en riffel og grundigt udkig efter isbjørne. At de fleste timer er begrænset til salonen eller cockpittet, og at det sjældent er vejr til at sidde alene på fordækket.

Vi var klar til at lægge Svalbard bag os og få tid til at bearbejde oplevelsen. Vi havde lagt os for anker på sydspidsen af Spitsbergen for at vente på et vejrvindue til at krydse Barentshavet. Vejret var lige faldet til ro efter to dage med 15-20 m/s.

Vi var i gang med de sidste punkter på "ocean-krydsnings-to-do-listen", da en ventil på brændstofpumpen pludselig var knækket, og motoren derfor ikke kunne starte.

I det øjeblik mærker man virkelig isolationen. Når man ligger mere end 100 sømil fra den eneste by på Svalbard og næsten 500 sømil fra Tromsø. Og det at få hjælp risikerer at betyde en storstilet search and rescue-aktion med dertil hørende meget stor regning.

Det at ringe fra et +88-nummer på satellittelefonen efter rådgivning hos mekanikeren hjemme i Danmark er svært, da ingen i dag har lyst til at tage telefonen fra et så oplagt spamnummer.

Efter to meget højspændte dage med motorreparation lykkedes det heldigvis at få motoren i gang igen. Vejrvinduet var stadig lige åbent for krydsning af Barentshavet, og vi kunne hejse ankeret og sætte afsted mod Norge.

Krydsningen over var heldigvis rimeligt begivenhedsløs – faktisk den bedste oplevelse, vi har haft på Barentshavet. Denne gang med maksimalt 15 m/s. Den obligatoriske krydssø kom vi selvfølgelig ikke udenom – men dog en tur uden skader på båd eller mandskab.

Tilbage i Norge efter det store eventyr

Tilbage i Norge oplevede vi en helt særlig følelse af en rolig fjord, en energi af menneskelig tilstedeværelse, en behagelig varme og grøn natur og træer.

I Tromsø oplevede vi et sammenhold med de andre hjemvendte både fra Svalbard. Følelsen af, at vi alle havde klaret og oplevet noget stort og krydset et særligt, ubeskriveligt hav.

Svalbard er råt og upoleret

Svalbard er råt og upoleret. Barsk natur. Ensomme fangerhytter. En spændetrøje på museet i Ny-Ålesund viser, hvad vinteren og polarnatten kunne betyde for sindet i gamle dage.

Man bliver konfronteret med den barske virkelighed i form af forladte bosættelser og opgivne iværksætterprojekter, hvor betonen smuldrer, og jern ædes af rust.

80 grader nord var et personligt mål

80 grader nord var et personligt mål – et sted, hvor få sejlere når hen, da pakisen ikke altid gør det muligt at sejle dertil. Det er den selvsamme pakis, der omkranser Nordpolen, og som kan strække sig helt derned.

80°N føles som Arktis’ svar på at krydse ækvator. At nå det var en speciel oplevelse.

Som stedet at krydse 80 grader nord havde vi valgt Moffen, en flad, aflang ø med en meget stor hvalroskoloni. Her lagde vi et daganker og fejrede turens nordligste punkt med et havbad i det fem grader kolde vand.

Det var gråvejr og en noget urolig sø, men ikke desto mindre et havbad, vi ikke glemmer. Der er vist ikke mange, der har badet så langt nordpå.

Vind, havis og midnatssol

Sejladsmæssigt kan vind og vejr veksle meget fra perioder med svag eller ingen vind til hård kuling, så god planlægning med Predict Wind og kendskab til gode og mulige ankerbugter er en vigtig del af planlægningen, hvis det skal blive en god sejladsoplevelse på Svalbard.

Og selvom vi var afsted i en sejlbåd, var der perioder – og nogle gange for lange perioder efter vores smag – hvor vi måtte bruge motor for at nå de næste mål.

En anden ting, der gjorde sejladsen anderledes end under de hjemlige himmelstrøg, var, at solen var oppe hele døgnet. Det medførte, at vi ofte sejlede til sent på aftenen eller om natten og stadig kunne nyde naturen med de høje fjelde og gletsjerne.

En grænseoverskridende oplevelse var i starten at sejle mellem større og mindre isflager og mindre isbjerge, som oftest findes, hvor gletsjerne kælver. Men efterhånden lærte vi, at det ikke var helt så farligt, når vi bare passede godt på.

De fleste sejlere, vi mødte, nåede ikke så langt nordpå, som vi gjorde, da de ikke havde tilstrækkeligt med tid. Ofte havde de kun afsat to-tre uger til selve sejladsen på Svalbard. Vi var meget glade for, at vi ikke havde den tidsbegrænsning.

Signalpistol og riffel, når man går i land

Det er påbudt med en signalpistol, når man går i land på grund af muligheden for at støde på en isbjørn. Med signalpistolen er der gode muligheder for at skræmme isbjørnen væk.

Det tilrådes dog at have en riffel med, som kun må benyttes i yderste nødstilfælde, da myndighederne ser med stor alvor på de tilfælde, hvor en isbjørn bliver skudt uden en meget god grund. Har man ikke en riffel med, er det på eget ansvar.

Fødselsdage på verdens nordligste barer

Vi fik fejret Camillas 40-års fødselsdag på verdens nordligste bemandede bar i Longyearbyen.

I den nordlige del af Svalbard ligger Texas Bar, en gammel fangsthytte, som nu er omdannet til en ubemandet bar – den er verdens nordligste bar. Her holdt vi Allans 73-års fødselsdag med måske 1.000 år gammel, frisk hentet gletsjeris og alkohol fra tag-selv-hylderne i baren.

Eneste betingelse for at nyde noget fra baren er, at man sætter en medbragt flaske på en af hylderne.

Monacobreen kælvede lige ved siden af os

I Liefdefjorden, hvor Texas Bar ligger, besøgte vi også Monacobreen, den største udløbsgletsjer i området, opkaldt efter fyrst Albert I af Monaco i 1906.

Gletsjeren er 60 meter høj, syv kilometer bred og 40 kilometer lang. Vi fik oplevelsen af at sejle forbi den for fulde sejl med lyden af iskæmpens knagen og bragen.

I det øjeblik, hvor vi havde sat vores sejl, kælvede gletsjeren lige ved siden af os. Et enormt stykke is bragede ned i havet og skabte en sky af is og vand omkring sig. Vi var godt 400 meter væk, men alligevel føltes det ganske tæt på.

Når man sejler tæt på gletsjerne deroppe, sejler man ifølge søkortet på land og derfor i uafmærket farvand, da kortene ikke er opdateret i forhold til klimaets indhug på isen i de arktiske egne.

Så det at sætte Furlstrømmen var med tilbageholdt åndedræt og håbet om ikke at ramme en sten – men nogle sejloplevelser er dog hele risikoen værd.

Antiklimaks i Ny-Ålesund

Vi var blæst inde sammen med adskillige andre sejlere og en enkelt oceankrydsende robåd, og maden var ved at slippe op.

I Ny-Ålesund er der ingen indkøbsmuligheder udover chips og frysepizza. Vi er kommet til den nordligste bosættelse på Svalbard, Ny-Ålesund, som er en forskningsstation, og her møder vi dagligt nye gæster fra krydstogtskibene, der primært består af kinesere og pensionister, der knap nok kan gå.

Vi har kæmpet os igennem hav og vejr for at nå herop, og så står vi der som en flok beskidte, udsultede skibsrotter og hører om, hvordan de fint kan sejle hele vejen op til pakisen. Så længe bølgerne bare er under otte meter, betyder det ikke noget for deres gangbesværede gæster.

Russerne kommer ... eller?

Bosættelserne på Svalbard er en stor del af oplevelsen. Her tænker vi specielt på de russisk ejede områder Pyramiden og Barentsburg.

Barentsburg var et tilfælde, da vi ikke havde planer om at besøge en lille, kedelig mineby. Men vind og vejr besluttede noget andet. Så vi lagde til i Barentsburg, og sikke en positiv overraskelse.

Barentsburg er Svalbards eneste aktive kulmineby. Den er 100 procent russisk, og det ses ganske tydeligt på arkitekturen og udsmykningen med statuer af Lenin og røde flag med hammer og segl. Det er som at træde ind i et levende museum.

Der var tilmed en stor svømmehal, hvor vi fik en svømmetur sammen med nogle få russere. På trods af, hvad nogen måske forestiller sig om russerne, så gør de sig umage, når man kommer som gæst. De er utroligt imødekommende, smilende og taknemmelige. Og man kommunikerer med dem via Google Translate.

Vi fik lavet nogle trøjer i en kunsthåndværks- og systue med bådens navn Jera på. Det er første gang, nogen har sagt "Tak fordi I gav os arbejde" efter at have fået fire timers overarbejde.

Vi fik tilmed et tårevædet farvel.

Pyramiden – en russisk tidskapsel

Pyramiden er en helt anden historie. Det er en forladt minelandsby og nærmest et stort museum, hvor alt blev forladt i en fart i 1998.

Det gik så stærkt, at man rundt omkring i de forladte bygninger stadig finder åbne bøger, børnetegninger og dækkede borde. Her træder man direkte ind i en anden tidskapsel.

Der er dog stadig et hotel og drift af byen, da der kommer turister, forskere og fotografer. I de dage, vi besøgte Pyramiden, overværede vi tilmed et russisk bryllup på stedet.

Men udover fascinationen af et samfund, der på så kort tid blev lukket ned, ser man tydeligt, hvordan naturen gradvist indtager byen. Mågerne har bosat sig på alle vandrette flader på de efterladte bygninger. Rensdyr græsser i gaderne, og polarrævene piler frem og tilbage mellem bygningerne eller sidder roligt og nyder solens varme.

Men igen, så er det jo russisk område, så selvfølgelig er der røde flag og statuer af Lenin.

Endelig kom isbjørnene

En af årsagerne til, at vi valgte at besøge Svalbard, var for at se en isbjørn i sit naturlige habitat. Men vi fandt hurtigt ud af, at det at se en isbjørn ikke nødvendigvis er givet.

Vi havde dog heldet med os, og da vi lå i en isfyldt ankerbugt og nød en dag med solskin, dukkede der pludselig en isbjørn op på land kun få hundrede meter fra båden.

Det var fantastisk at se det store dyr i vandet og på land. Den er utrolig adræt og selv på nær afstand ganske svær at få øje på, specielt når den er i vandet.

Vi havde fornøjelsen af at se to isbjørne i samme område i længere tid. Vi så, hvordan de kravlede på klipperne, nød en pause i solen, kløede sig på ryggen med alle poter i vejret og stille og roligt traskede hen over bjergkammen på udkig efter føde.

Hvalrosserne blev næsten endnu mere fascinerende

Hvad der dog i stor grad viste sig at være et lidt mere fascinerende væsen, er hvalrossen. Den er ikke særlig pæn, den grynter, den prutter, og den lugter ret kraftigt.

Men når man er så heldig at ligge for anker lige ude foran en mindre koloni og har tiden til at observere dem, så kan man ikke andet end blive glad.

De er utroligt nysgerrige og kommer i en lille flok på tre helt tæt hen til båden for at se, hvad vi er for nogen, fnyser og svømmer retur.

I vandkanten ligger de bare og bobler lidt, inden de beslutter sig for den lange vandring på fem-seks meter op til resten af flokken. Det kan tage 30 minutter, før den har møvet sig hele distancen.

Da vi lå ude ved en koloni af hvalrosser, der lå på en sandbanke vel 1,5 meter over havet, så vi, hvordan de blot lod sig trille ned ad skråningen, når de ville i vandet.

Det er nu lidt af et syn at se det store, fede dyr med sine kæmpe stødtænder rulle ned ad bakke og lande i vandet.

Polarræve, rensdyr og aggressive terner

Polarræven mødte vi primært i de russiske byer Pyramiden og Barentsburg. På den tid af året har de helt eller delvist smidt deres hvide vinterpels og er mere brune end hvide.

Det var en fornøjelse at opleve dem tæt på, og var man blot en smule forsigtig, kunne vi komme helt tæt på uden at genere deres leg og jagt på føde.

Derudover så vi mange rensdyr, der gik langs vandkanten lige uden for byerne eller travede rundt på en bakkekam.

Når man bevæger sig rundt i terrænet på Svalbard, skal man ikke blot holde øje med isbjørnene, men i høj grad også ternen, en lille hvid, svaleagtig fugl, der har sin rede på jorden og derfor er meget opmærksom på uvedkommendes tilstedeværelse.

Vores udfordring var, at rederne ikke er til at få øje på. Så inden man ved af det, bliver man angrebet af en eller flere terner, der dykker i høj fart. Når man er heldig, skifter de retning, før de rammer en i hovedet. Det var vi dog ikke altid.

Hvaler overalt – men næsten ingen fisk

Til havs så vi finhvaler, pukkelhvaler, spækhuggere, delfiner og den helt hvide belugahval.

På trods af de store dyrs tilstedeværelse omkring Svalbard var der utroligt få fisk at fange. Vi har ekkolod ombord, da fisk er en helt naturlig del af vores kost ombord, men overraskende nok lykkedes det os ikke at fange mere end syv torsk på hele turen.

Eventyret fortsætter

Vi har oplevet enormt meget, lært meget og fået en forståelse af, hvad hård sejlads på så nordlige breddegrader vil sige og hvad det kræver af skib og mandskab. Så nu bevæger vi os længere mod sydens varmere klima, mere forudsigeligt vejr og sidst men ikke mindst, bedre priser og bedre mad. 

Se også generel YouTube-video om Svalbard