Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Over 200 OK-joller ventes til VM i Skovshoved til juni 2026. Foto: Robert Deaves
Kapsejlads
Der blev talt om tilrigning og andre ting i Vordingborg, hvor der nu er kommet en OK-klasse.
Kapsejlads

OK-jollen vokser blandt +50-sejlere: Ny flåde i Vordingborg 

Der er medvind til OK-jolle klassen. Stadig flere erfarne kølbådssejlere skifter til den enkle énjolle, hvor de selv står med hele ansvaret. Nu er turen kommet til Sejlklubben Snekken, hvor en ny flåde er etableret. Fire joller er købt for fondsmidler. OK-klassen startede i Vordingborg i 1957.

Af Troels Lykke |

Med nye flåder som den i Vordingborg og en voksende tilgang af +50-sejlere står OK-jollen stærkere end længe. Kombinationen af enkelhed, fysisk sejlads og et stærkt socialt fællesskab ser ud til at ramme en målgruppe, der ikke er færdig med at udvikle sig på vandet.

Nu er fire joller er indkøbt på Sydsjælland for fondsmidler til en samlet værdi på cirka 80.000 kroner. Bådene er udstyret med kulfibermaster, og klubben råder desuden over en lånejolle fra OK-klubben Danmark. Dermed er der skabt et solidt udgangspunkt for nye sejlere.

For nylig var Jesper Steen Strandberg, Steen Knapp og Jesper Andersen fra OK-klassens bestyrelse på besøg i Vordingborg. Her hjalp de med at gennemgå, samle og tilrigge jollerne sammen med de lokale.

Erfarne kræfter hjælper nye sejlere i gang

Interessen var markant fra start. Omkring 12-13 sejlere mødte op – alle i +50-segmentet – og aftenen blev brugt på alt fra trim, sejl og master til kæntringer, stævner og udstyr.

- Det skal nok blive rigtig godt – især med en så god opstart som I har lavet. Der er styr på det. Det var en hyggelig aften. Vi glæder os til at komme og sejle med Vordingborg-sejlerne, siger Jesper Andersen, der selv sejler i Køge Sejlklub.

Planen er, at OK-sejlere fra Køge og andre klubber løbende vil komme til Vordingborg og sejle med og mod de nye lokale sejlere. Målet er både at løfte niveauet og fastholde det spirende miljø.

+50-sejlere strømmer til OK-klassen

Ifølge Jesper Andersen rammer udviklingen en tendens i dansk sejlsport:

- Det er dejligt at se, at fonde også støtter ældre sejlere med køb af joller – ikke kun de unge. Her er ofte tale om kølbådssejlere, der gerne vil prøve kræfter med OK-klassen.

Han peger samtidig på, at tilgængeligheden er afgørende:

- Med fire klubjoller og en lånejolle er det nemt at komme i gang. Det kan skabe interesse for klassen, og flere vil måske vælge at købe deres egen båd.

I OK-klubben Danmark er det en grundlæggende værdi, at nye sejlere får en håndsrækning.

- Det ligger i vores DNA, at vi hjælper nye sejlere på vej, siger han.

Historisk hjemsted får nyt liv

I Vordingborg er det Per Nordentoft og Allan Larssen, der har taget initiativ til at få klassen op at stå. Og valget af netop Vordingborg er er lidt pudsigt.

- Det er her, de første OK-joller begyndte at sejle for snart 70 år siden. De første både, bygget af Knud Olsen, kom i vandet i Vordingborg i 1957, forklarer Jesper Andersen.

VM i Skovshoved til juni

Samtidig peger kalenderen fremad. I juni afholdes VM i OK-jolle i Skovshoved, hvor der ventes over 200 deltagere. Allerede nu er 170 tilmeldt.

okjolle.dk/

content-loader
content-loader