Sejlere skulle betale fulde havnepenge i Dyvig Bro for at gå i land fra gummibåd

Dyvig på Als er et populært mål for tursejlere, men flere gæster fortæller nu om en uvenlig modtagelse ved Dyvig Bro og badehotellet.

Minbaad.dk har samtidig for nylig hørt om lignende negative oplevelser. Det handler blandt andet om sejlere, der ligger for anker i Dyvig og sejler i land i gummibåd for at spise. Også her lyder kritikken på afvisninger og en meget kedelig tone over for sejlerne.

Anne Green skriver nu i Facebookgruppen Tursejlads og Sejlsport, at hendes besætning lå for anker i Dyvig og sejlede ind til broen i gummibåd.

De var ifølge hende indstillet på at betale for at benytte faciliteterne, men fik ikke lov til at gå i land, medmindre de betalte fulde havnepenge.

– Ved Dyvig Bro måtte vi dog ikke gå i land fra gummibåd i det hele taget, medmindre vi betalte havnepenge. De forsøger at holde en vis standard, var en del af forklaringen, helt ordret, skriver Anne Green.

Hun understreger, at besætningen netop havde tænkt sig at betale for de faciliteter, de ønskede at bruge.

– At hensigten var at betale, blev ikke hørt. Lidt overraskende og en helt anden lyd end for to år siden. Aldrig har jeg følt mig uvelkommen i en havn, men en gang skal vel være den første.

Anne Green sammenligner oplevelsen med Vejrø, hvor sejlere efter hendes erfaring bliver budt velkommen, selv om båden ligger for anker.

Ville bestille bord på hotellet

Jette Vejgaard fortæller, at hun havde en lignende oplevelse nogle år tidligere.

Hun og hendes besætning lå for anker, fordi det var den bedste løsning for deres kat. De sejlede ind i gummibåden for at reservere bord på hotellet, men blev ifølge hende bedt om at forsvinde.

– Vi blev også beordret til at forsvinde. Der mistede hotellet så den middag fra os, fortæller Jette Vejgaard.

Havnen var ifølge hende fyldt, og der havde under alle omstændigheder ikke været plads til deres 50 fod lange båd.

Besætningen sejlede i stedet over på den modsatte side af Dyvig, hvor de købte mad og is, inden de vendte tilbage til båden.

– Så der kommer vi aldrig igen, fortæller hun.

Venlig modtagelse på den anden side

Anne Green oplevede en markant anderledes modtagelse ved Dyvig Bådelaug på den anden side af bugten.

Her blev familien ifølge hende mødt hjælpsomt og imødekommende. Børnene fik blandt andet lov til at bruge bådelaugets badebro, og familien valgte efterfølgende at betale for faciliteterne og handle i den lille butik.

– Fine forhold og praktisk lille butik med et pænt udvalg af diverse varer, skriver hun.

Ved afgangen fik familien desuden gratis is, som var tilovers fra en havnefest.

– Så mange tak for nu og på gensyn til Dyvig Bådelaug. Kan virkelig anbefales.

Dyvig Bro afviser kritikken

Bent Larsen fra Dyvig Bro mener, at Anne Greens fremstilling rammer forkert. Ifølge ham blev familien mødt venligt, men fik at vide, at havnen ikke sælger særskilt adgang til badebro og øvrige faciliteter.

– Kære Anne, at vores regler og hvordan vi har valgt at drive havnen ikke falder i din smag, beklager jeg. Men jeg synes i det mindste, at du kunne fortælle sandheden, skriver Bent Larsen.

Han forklarer, at Dyvig Bro har valgt at reservere faciliteterne til de gæster, der har betalt for en plads i havnen.

– I blev mødt med venlighed og spurgte, om I kunne betale for at bruge badebroen og faciliteterne. Jeg svarede, at det tilbyder vi ikke. Og grunden er, at vi har valgt at være noget for dem, der er i havnen. Hvis vi begynder på det, skal vi behandle alle ens, og vores faciliteter rækker kun til dem, der ligger i havnen.

Bent Larsen oplyser, at familien i stedet blev henvist til badebroen på den anden side.

– Vi sagde pænt god dag til hinanden. Hvordan du har kunnet tolke det anderledes, forstår jeg ikke, skriver han.

Anne Green nuancerer kritikken

Efter Bent Larsens svar understreger Anne Green, at han ikke var uvenlig, og at han gav en længere forklaring.

Hun fastholder dog, at formuleringen om, at Dyvig Bro ville »holde en vis standard«, efterlod familien med en følelse af at være uønsket.

– Man følte sig smidt ud på høflig vis, skriver hun.

Anne Green vurderer, at Bent Larsen med ordet standard formentlig mente, at havnen prioriterer de gæster, som har betalt for en havneplads, fordi faciliteterne ellers ikke rækker.

Hun peger samtidig på, at badebroen på den anden side ikke er offentlig, men ejes og betales af Dyvig Bådelaug, som blot har valgt at lade andre benytte den.

– Så er det dejligt, at der er større kapacitet og overskud i Bådelauget på den anden side. På den måde supplerer I hinanden fint, skriver hun.

Flere forsvarer havnens regler

Ikke alle deler kritikken. Flere sejlere forsvarer Dyvig Bro og mener, at det er rimeligt, at både, der ligger for anker, ikke frit kan bruge havnens broer og faciliteter.

Connie Harboe fortæller, at hun selv har været tilfreds med sit besøg.

– Vi har været i Dyvig en gang og var meget tilfredse. Jeg forstår godt, at man ikke bare kan lægge til med en gummibåd. Så mister de havneleje, og hvem betaler så prisen? Det gør dem, der ligger i havnen, skriver hun.

Andre fremhæver, at der i sommerugerne ofte ligger mange både for anker i Dyvig, og at både gummibåde og ekstra gæster kan lægge pres på broer og faciliteter.

Flere roser samtidig servicen ved Dyvig Bro og kalder stedet deres foretrukne havn.