Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De nye redningsfartøjer fra estiske Baltic Workboats bliver 26,5 meter lange og skal kunne operere under ekstreme vejrforhold langs den jyske vestkyst. Foto: Baltic Workboats

Danmark køber fem nye redningsfartøjer den jyske vestkyst

Fem nye, 26,5 meter lange redningsfartøjer købt for i alt 300 mio. kr., skal fra 2027 og 2028 redde mennesker i havsnød langs den jyske vestkyst. Fartøjerne bygges i Estland, kan rette sig op efter en kæntring og er konstrueret til at klare voldsomme bølger.

Af Troels Lykke |

Danmark er i gang med en omfattende modernisering af Kystredningstjenestens flåde. Nu er der indgået kontrakt med det estiske værft Baltic Workboats om bygning af fem nye redningsfartøjer til en samlet pris på omkring 300 millioner kroner.

Det er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), der står for anskaffelsen på vegne af Kystredningstjenesten under Beredskabsstyrelsen.

De nye fartøjer skal stationeres i Esbjerg, Hvide Sande, Thyborøn, Hanstholm og Hirtshals, hvor de skal afløse ældre redningsbåde.

Kan rette sig op efter kæntring

De nye redningsfartøjer er af typen PATROL 26 WP UltraSAR og er udviklet til de krævende forhold i Nordsøen.

Fartøjerne har et særligt skrog, der skærer sig gennem bølgerne, og er konstrueret til at kunne rette sig op igen efter en kæntring, selv hvis styrehuset er fyldt med vand.

Ifølge Baltic Workboats er fartøjerne dimensioneret til at modstå brydende bølger på op til otte meter.

De har desuden to adskilte maskinrum, så fremdriften fortsat kan fungere, hvis det ene maskinrum bliver beskadiget. Topfarten er oplyst til 25 knob.

Plads til 20 nødstedte

Hvert fartøj kan sejle med en besætning på mellem to og seks redningsfolk og har kapacitet til at tage op til 20 reddede personer om bord.

De danske redningsbesætninger har været inddraget i udviklingen, der har strakt sig over mere end 20 måneder.

Ifølge værftet skal det første fartøj leveres senest 14 måneder efter kontraktunderskrivelsen, mens alle fem ventes leveret inden for 24 måneder.

I alt 33 nye redningsfartøjer

Indkøbet er en del af en større fornyelse af den danske redningsflåde.

Kystredningstjenesten skal efter planen have 33 nye redningsfartøjer fordelt på 19 af landets 21 redningsstationer frem mod 2030.

Tidligere er der indgået kontrakt med norske Maritime Partner om syv nye redningsfartøjer, som skal anvendes i Kattegat og Østersøen, fortæller Beredskabsstyrelsen.

De norske fartøjer skal blandt andet stationeres i Skagen, Grenå, Anholt, Gedser, Rønne og Nexø.

Kystredningstjenesten deltager årligt i omkring 300 redningsaktioner og godt 300 assistancer til søs.

content-loader
content-loader